Apostlenes Gjerninger 8:20
Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Du haver ikke Deel eller Lod i denne Lære; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.
22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.
23 Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
24 Men Simon svarede og sagde: Beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
17 Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
18 Men der Simon saae, at den Hellig-Aand blev given ved Apostlernes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge, sigende:
19 Giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faae den Hellig-Aand.
2 og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
3 Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig-Aand og forbeholde dig Noget af Agerens Værdi?
4 Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.
3 Der han saae Petrus og Johannes, der de vilde gaae ind i Templet, bad han, at han maatte faae en Almisse.
4 Men Petrus tilligemed Johannes saae stivt paa ham og sagde: See paa os.
5 Men han gav Agt paa dem, da han forventede at faae Noget af dem.
6 Men Petrus sagde: Sølv og Guld haver jeg ikke, men det, som jeg haver, det giver jeg dig: I Jesu Christi den Nazaræers Navn staa op og gak.
7 Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.
8 Men Petrus sagde til hende: Siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: Ja, til den Priis.
9 Men Petrus sagde til hende: Hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
32 Og han sagde dette reent ud. Og Peder tog ham til sig og begyndte at irettesætte ham.
33 Men han vendte sig og saae paa sine Disciple, og irettesatte Peder og sagde: Vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38 Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
27 Men paa det vi ikke skulle forarge dem, gak hen til Søen, kast en Krog og tag den første Fisk, som kommer op, og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og mig.
12 Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
10 thi Pengegjerrighed er en Rod til alt Ondt; derfor, da Nogles Lyst stod til den, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.
6 Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde: Det er ikke tilladt at kaste dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge.
3 Og af Gjerrighed skulle de med kunstige Ord søge Vinding af eder. Dommen over dem, alt længe afsagt, skal ikke tøve, og deres Fordærvelse slumrer ikke.
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47 Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
22 Og Peder tog ham til sig, begyndte at irettesætte ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde!
23 Men han vendte sig og sagde til Peder: Vig bag mig, Satan! du er mig til Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
18 Denne altsaa forhvervede en Ager ved Uretfærdigheds Løn; og der han styrtede ned, brast han itu, og alle hans Indvolde udvæltede.
33 Jeg haver ikke begjæret Nogens Sølv eller Guld eller Klædebon;
18 vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra eders forfængelige Omgjængelse, som Fædrene have overantvordet eder,
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
15 og sagde: Hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade eder ham? Men de gave ham tredive Sølvpenninge.
44 Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
17 Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
4 Men han saae stivt paa ham, og blev forfærdet og sagde: Hvad er det, Herre? Han sagde til ham: Dine Bønner og dine Almisser ere stegne op til Ihukommelse for Gud.
8 Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund.
34 Men Petrus oplod Munden og sagde: Jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
9 I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i eders Bælter,
8 Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig-Aand, ligesom og os.
15 Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem: Hvi friste I mig? tager mig hid en Penning, at jeg kan see den.