Apostlenes gjerninger 5:2
og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Men en Mand, ved Navn Ananias, med Saphira, sin Hustru, solgte sit Gods,
3Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig-Aand og forbeholde dig Noget af Agerens Værdi?
4Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.
5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
7Men det skede henved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.
8Men Petrus sagde til hende: Siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: Ja, til den Priis.
9Men Petrus sagde til hende: Hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.
10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
11Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
34Thi der var ei heller Nogen iblandt dem, som led Mangel; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte,
35og lagde den for Apostlernes Fødder; men der uddeeltes til Enhver, eftersom Nogen havde behov.
44Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
45Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt alle, eftersom Nogen havde behov.
18Men der Simon saae, at den Hellig-Aand blev given ved Apostlernes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge, sigende:
19Giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faae den Hellig-Aand.
20Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
21Du haver ikke Deel eller Lod i denne Lære; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.
32Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
11Og Herren talede til Mose og sagde:
12Tal til Israels Børn, og siig til dem: Om nogen Mands Hustru modvilligen undviger og forgriber sig saare imod ham,
13og en Mand ligger hos hende med Sæd, og det bliver skjult for hendes Mands Øine, og bliver dulgt, at hun er bleven ureen, og der er intet Vidne mod hende, og hun er ikke greben (derudi),
18Denne altsaa forhvervede en Ager ved Uretfærdigheds Løn; og der han styrtede ned, brast han itu, og alle hans Indvolde udvæltede.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.
1Der høres end ydermere om Horeri iblandt eder, og saadant Horeri, som end ikke nævnes iblandt Hedningerne, saa at En haver sin Faders Hustru.
2Og I ere opblæste? og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som haver gjort denne Gjerning, maatte udstødes fra eder?
5at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige, at Guds Ord ikke skal bespottes.
2Byd Aron og hans Sønner, og siig: Denne er Brændofferets Lov: Det er det, som opstiger paa Ildstedet paa Alteret den ganske Nat indtil om Morgenen; thi Alterets Ild skal (altid) være optændt derpaa.
5Have vi ikke Ret til at føre en Søster som Hustru omkring, som og de andre Apostler og Herrens Brødre og Kephas?
14og der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Qvinder,
15saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løibænke, paa det at, naar Petrus kom, endog (blot) hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.
2Vogter den Guds Hjord, som er iblandt eder, og haver Tilsyn (med den), ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed,
15Thi allerede have Nogle vendt sig bort efter Satan.
16Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
18og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.
5Men han gav Agt paa dem, da han forventede at faae Noget af dem.
5Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
30Men Simons Hustrues Moder laae og havde Feber; og strax talede de til ham om hende.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
27Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:
22I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
13Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;
12Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
4Thi alle disse have lagt af det, som de have i Overflod, til Gaver for Gud; men denne haver af sin Fattigdom lagt Alt, hvad hun havde til Livsophold.
3Og af Gjerrighed skulle de med kunstige Ord søge Vinding af eder. Dommen over dem, alt længe afsagt, skal ikke tøve, og deres Fordærvelse slumrer ikke.
5Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet Fattige?
2Men han saae og en arm Enke, som lagde to Skjærve deri.