Apostlenes gjerninger 5:7
Men det skede henved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.
Men det skede henved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Men Petrus sagde til hende: Siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: Ja, til den Priis.
9Men Petrus sagde til hende: Hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.
10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
11Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
1Men en Mand, ved Navn Ananias, med Saphira, sin Hustru, solgte sit Gods,
2og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
3Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig-Aand og forbeholde dig Noget af Agerens Værdi?
4Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.
5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
59Og henved een Time derefter stadfæstede en Anden hardt og sagde: I Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer.
60Men Peder sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.
9Men den anden Dag, der disse reiste paa Veien og kom nær til Staden, steg Petrus op paa Huset for at bede, ved den sjette Time.
37Men det begav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde; da toede de hende og lagde hende paa Salen.
1Men Petrus og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bønnens Time, som var den niende.
14Og da hun kjendte Petri Røst, aabnede hun af Glæde ikke Forstuen, men løb ind og forkyndte dem, at Petrus stod for Forstuen.
15Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: Det er hans Engel.
16Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.
66Og da Peder var nedenunder i Gaarden, kom en af den Ypperstepræsts Piger,
67og der hun saae Peder varme sig, saae hun paa ham og sagde: Du haver ogsaa været med Jesu, den Nazaræer.
68Men han negtede og sagde: Jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud udenfor i Forgaarden; og Hanen goel.
69Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: Denne er En af dem.
15thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen.
14Og Jesus kom i Petri Huus og saae, at hans Hustrues Moder laae og havde Feber.
57Men han fornegtede ham og sagde: Qvinde! jeg kjender ham ikke.
26Da kom Qvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for den Mands Huses Dør, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.
13og en Mand ligger hos hende med Sæd, og det bliver skjult for hendes Mands Øine, og bliver dulgt, at hun er bleven ureen, og der er intet Vidne mod hende, og hun er ikke greben (derudi),
30Men Simons Hustrues Moder laae og havde Feber; og strax talede de til ham om hende.
39Men Petrus stod op og gik med dem; og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen; og alle Enkerne stode omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas gjorde den Stund, hun var hos dem.
40Men Petrus viste Alle ud, faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.
41Men han gav hende Haanden og reiste hende op; og han kaldte ad de Hellige og Enkerne, og fremstillede hende levende.
19Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru (Bud) til ham og lod sige: Befat dig intet med denne Retfærdige; thi jeg haver lidt meget idag i Drømme for hans Skyld.
5Og det skede, der de vilde lukke Porten, der det var mørkt, da gik Mændene ud; jeg veed ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi saa skulle I naae dem.
37Og det skede om Morgenen, der Vinen gik fra Nabal, da kundgjorde hans Hustru ham disse Ting; og hans Hjerte døde i ham, og han, han blev som en Steen.
12Men Peder stod op og løb til Graven; og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene, og gik bort og forundrede sig ved sig selv over det, som var skeet.
5Han gik atter ud ved den sjette og niende Time, og gjorde ligesaa.
73Men lidet derefter gik de Hosstaaende frem og sagde til Peder: Sandelig, du er og En af dem, thi og dit Maal røber dig.
32Men sidst af dem alle døde ogsaa Qvinden.
3Og det skede, der de syv Aar vare tilende, da kom Qvinden tilbage af Philisternes Land; og hun gik ud at raabe til Kongen om hendes Huus og om hendes Ager.
27Men sidst af dem alle døde og Qvinden.
28Hvis Hustru af disse Syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.
6Da kom Simon Peder, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Linklæderne ligge,
18Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.
25Men nu har der været hos os syv Brødre, og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Broder sin Hustru.
19Og det skede, der hans Herre hørte sin Hustrues Ord, som hun talede til ham, sigende: Efter disse Ord haver din Tjener gjort mod mig, da blev han meget vred.
24Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og skjulte sig fem Maaneder og sagde:
16Men Peder stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken, og førte Peder ind.
10Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
23Derfor, i Opstandelsen, naar de ere opstandne, hvis Hustru af dem skal hun være? thi de Syv have havt hende til Hustru.