1 Mosebok 49:3
Ruben, du er min Førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke.
Ruben, du er min Førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Rubens, Israels Førstefødtes, Sønner, — thi han var den Førstefødte, men fordi han besmittede sin Faders Seng, blev hans Førstefødsel given Josephs, Israels Søns, Børn; dog han blev ikke regnet i Slægtregister til Førstefødselen;
2thi Juda var vældig iblandt sine Brødre, og Fyrsten (skulde være) af ham, men Førstefødselen var Josephs —
3ja Rubens, Israels Førstefødtes, Sønner vare: Hanoch og Pallu, Hezron og Charmi.
4Letfærdig som Vandet, du skal ikke være ypperlig, thi du opsteg i din Faders Leie; da besmittede du det, — han haver opsteget paa min Seng!
8Og disse ere Israels Børns Navne, som kom i Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben var Jakobs Førstefødte.
9Og Rubens Sønner: Hanoch og Pallu og Hezron og Charmi
2Ruben, Simeon, Levi og Juda;
3Isaschar, Sebulon og Benjamin;
22Og det hændte sig, der Israel boede i det samme Land, da gik Ruben hen og laae hos Bilha, sin Faders Medhustru; og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner.
23(Disse vare) Leas Sønner: Jakobs Førstefødte, Ruben, og Simeon og Levi og Juda og Isaschar og Sebulon.
5Ruben var Israels Førstefødte; Rubens Børn vare: til Hanoch, Hanochiternes Slægt; til Pallu, Palluniternes Slægt;
6Ruben skal leve og ikke døe; og hans Mænd skulle være en liden Hob.
14Disse vare Hovederne i deres Fædres Huus: Rubens, Israels Førstefødtes, Sønner vare: Hanoch og Pallu, Hezron og Charmi; disse vare Rubens Slægter.
2Kommer tilhobe og hører, JakobsSønner! og hører paa Israel, eders Fader.
20Og Rubens, Israels Førstefødtes, Børn, i deres Herkomster, efter deres Slægter, efter deres Fædres Huus, i Navnenes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkjøn fra tyve Aar gamle og derover, hver, som kunde uddrage i Strid,
21de Talte af dem til Rubens Stamme vare sex og fyrretyve tusinde og fem hundrede.
5Og nu, dine to Sønner, de, som dig ere fødte i Ægypti Land, før jeg kom til dig i Ægypten, de skulle høre mig til; Ephraim og Manasse skulle høre mig til, som Ruben og Simeon.
32Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Fordi Herren haver sett paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
6Og ved Ephraims Landemærke, fra det østre Hjørne og indtil det vestre Hjørne, (for) Ruben een (Deel).
7Disse ere de Rubeniters Slægter; og de Talte af dem vare tre og fyrretyve tusinde og syv hundrede og tredive.
24Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme styrkedes af Jakobs Mægtiges Hænder; fra da af er han en Hyrde, en Steen i Israel.
25(Det kommer) fra din Faders Gud, og han skal hjælpe dig, og fra den Almægtige, og han skal velsigne dig, med Velsignelser af Himmelen oven af, med Velsignelser af Afgrunden, som ligger herunder, med Brysters og Livs Velsignelser.
26Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres Velsignelser, indtil de evige Høies Grændser; de skulle komme paa Josephs Hoved og paa hans Isse, som er adskilt iblandt sine Brødre.
1Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaschar og Sebulon,
18Og Joseph sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader, thi denne er den Førstefødte, læg din høire Haand paa hans Hoved.
19Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg veed det, min Søn, jeg veed, han, han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor; men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk.
37Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaae begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig (igjen); giv ham i min Haand, og jeg, jeg vil føre ham til dig igjen.
38Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han er alene bleven igjen, og møder ham nogen Ulykke paa Veien, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graae Haar med Sorg til Graven.
8Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner falde ned.
9Juda er en ung Løve, du opsteg fra Rov, min Søn! han haver bøiet sig, han laae som en Løve og som en stor Løve; hvo vil vække ham?
17Men han skal kjendes ved hendes førstefødte Søn, som han hader, at give ham dobbelt saa meget som en anden, af alt det, der findes hos ham; thi han er hans første Kraft, ham hører Førstefødsels Ret til.
15Men Mose havde givet Rubens Børns Stamme (Arv) efter deres Slægter.
14Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken, og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rachel til Lea: Kjære, giv mig af din Søns Dudaim.
21Der Ruben det hørte, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaae ham ihjel.
22Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod; kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde frie ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader.
16Hvorfor blev du imellem tvende Faarestier, at høre Hjordenes Hvislen? idet Ruben blev i sine Fraskillelser, vare der store Randsagninger i Hjertet.