1 Mosebok 49:6
Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mand ihjel, og i deres Egenvillighed have de ødelagt Øxne.
Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mand ihjel, og i deres Egenvillighed have de ødelagt Øxne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Forbandet være deres Vrede, thi den er streng, og deres Hastighed, thi den er haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel.
4 Letfærdig som Vandet, du skal ikke være ypperlig, thi du opsteg i din Faders Leie; da besmittede du det, — han haver opsteget paa min Seng!
5 Simeon og Levi ere Brødre; deres Sværd ere Volds Vaaben.
29 Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Qvinder fangede de og røvede; ja og alt det, som var i Huset.
30 Da sagde Jakob til Simeon og Levi: I have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Cananiten og Pheresiten; og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaae mig, og jeg maatte ødelægges, jeg og Mit Huus.
11 Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag,
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
9 Samle ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgjerrige Folk,
6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
12 Du skulde da ikke ville seet paa din Broders Dag paa den Dag, han blev fremmed, og ikke have glædet dig over Judæ Børn paa den Dag, de omkom, ikke heller gjort din Mund stor paa Trængsels Dag.
13 Du skulde ikke draget ind ad mit Folks Port paa dets Fordærvelses Dag, du skulde ikke have seet med Lyst, ogsaa du, paa dets Ulykke paa dets Fordærvelses Dag; og du skulde ikke have udstrakt (din Haand) til dets Gods paa dets Fordærvelses Dag.
9 Og som naar Nogen bier efter Krigstropperne, (saa er) Præsternes Selskab, de myrde paa Veien til Sichem; sandelig, de gjøre skjændelige Ting.
10 Du raadslog skammeligen for dit Huus, idet du forkortede mange Folk, og syndede imod din Sjæl.
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
4 Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.
20 Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse, thi du haver fordærvet dit Land, ihjelslaget dit Folk; de Ondes Sæd skal ikke nævnes evindeligen.
27 Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
21 De slaae sig sammen i Troppeviis imod en Retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
27 Saa kom Jakobs Sønner over de Ihjelslagne og røvede Staden, fordi de havde skjændet deres Søster.
25 Og det skede paa den tredie Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, og kom i Staden tryggeligen; og de sloge alt Mandkjøn ihjel.
9 at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar;
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
9 Deres Ansigters Forhærdelse svarer imod dem, og de have forkyndt deres Synd som Sodom, de dulgte (den) ikke. Vee deres Sjæle! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
5 De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
7 Og Jakobs Sønner kom af Marken, der de det hørte, og Mændene bleve fortrydelige derover og saare vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel, at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde ikke skee.
7 Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag.
10 Thi jeg, jeg haver blottet Esau, aabenbaret hans lønlige (Stæder), og han kan ikke skjule sig; hans Sæd er ødelagt, og hans Brødre og hans Naboer, og der er Ingen (igjen).
6 See, Fyrsterne i Israel, de vare hver i dig efter sin Arms (Styrke) til at udøse Blod.
3 Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
6 Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.
7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
20 Og nu, gaaer og lader os ihjelslaae ham og kaste ham i en af Gravene, og sige: Et ondt Dyr haver ædet ham, saa ville vi see, hvad hans Drømme blive til.
29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graae Haar med Ulykke ned i Graven.
26 Den, hvis Had haver skjult sig med Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
18 Der de saae ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham, at slaae ham ihjel.
25 at du ei maaskee skulde lære hans Stier og faae en Snare til din Sjæl.