Jesaia 49:16
See, jeg tegnede dig paa begge Hænder; dine Mure ere idelig for mig.
See, jeg tegnede dig paa begge Hænder; dine Mure ere idelig for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
15 Kan og en Qvinde glemme sit diende (Barn), at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? ja, om (Nogen af) dem kan glemme dem, da vil jeg, jeg (dog) ikke glemme dig.
17 Dine Bygmestere ile til; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig.
16 Og jeg lagde mine Ord i din Mund, og skjulte dig under min Haands Skygge til at plante Himlene og til at grundfæste Jorden, og til at sige til Zion: Du er mit Folk.
15 Istedetfor at du var forladt og forhadt, saa at der gik Ingen igjennem, saa vil jeg sætte dig til en evig Herlighed, til Fryd fra Slægt til Slægt.
16 Og du skal die Hedningers Melk, og die Kongers Bryst, og du skal fornemme, at jeg er Herren, som frelser dig, og din Gjenløser Jakobs Mægtige.
21 Kom disse Ting ihu, Jakob, og Israel! thi du er min Tjener; jeg haver dannet dig, du er min Tjener; Israel! glem mig ikke.
16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
5 Dersom jeg forglemmer dig, Jerusalem, da forglemme sig min høire Haand!
6 Thi Herren haver kaldet dig som en forladt Qvinde og bedrøvet i Aanden; dog (er du ham) en Ungdoms Hustru, skjøndt du var forkastet, sagde din Gud.
7 Jeg haver forladt dig i et lidet Øieblik, men jeg vil samle dig med store Barmhjertigheder.
8 Det Lidet, Vreden (varede), skjulte jeg mit Ansigt et Øieblik fra dig, men jeg haver forbarmet mig over dig med evig Miskundhed, sagde Herren, din Gjenløser.
3 Hører mig, Jakobs Huus og alle Overblevne af Israels Huus! I, som ere lagte paa (mig) fra (Moders) Liv, som bæres af mig fra Moders Liv af!
4 Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.
6 O Jerusalem! jeg haver beskikket Vægtere paa dine Mure, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, I skulle ikke tie.
10 frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
20 Dine Børn, som du var berøvet, skulle endnu sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, hold dig nær til mig, at jeg maa boe (hos dig).
21 Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo haver avlet mig disse? eftersom jeg var barnløs og eenlig; jeg var henflyttet og henvegen, og hvo haver opdraget disse? see, jeg, jeg var overbleven alene, hvor (vare da) disse?
22 Saa sagde den Herre Herre: See, jeg vil opløfte min Haand til Hedningerne, og opløfte mit Banner til Folkene, og de skulle føre dine Sønner frem i Kjortelfligen, og dine Døttre skulle bæres paa Skuldrene.
4 Fra den (Tid), du var dyrebar agtet for mine Øine, er du bleven herliggjort, og jeg, jeg elskede dig; derfor haver jeg givet Mennesker i dit Sted, og Folk i Stedet for din Sjæl.
8 Og du skal binde dem til et Tegn paa din Haand, og de skulle være dig til Span imellem dine Øine.
39 derfor, see, jeg, jeg vil visselig glemme eder, og lade eder og Staden, som jeg gav eder og eders Fædre, fare fra mit Ansigt.
40 Og jeg vil lægge paa eder evig Forhaanelse og evig Forsmædelse, som ikke skal glemmes.
10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
11 Du Elendige, som er bortdreven (som ved en Storm), som ikke er trøstet! see, jeg vil lægge dine Stene med Karbunkel, og lægge din Grundvold med Saphirer.
13 Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
1 Hører mig, I Øer! og mærker, I Folk langt borte! Herren kaldte mig fra (Moders) Liv, han kom mit Navn ihu fra min Moders Liv af.
2 Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.
8 Saa sagde Herren: Jeg bønhørte dig paa den behagelige Tid og hjalp dig paa Saligheds Dag, og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt iblandt Folk, at opreise Landet, at lade dem arve de ødelagte Arvedele,
15 Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.
1 Men nu, saa siger Herren, som skabte dig, Jakob! og dannede dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg gjenløste dig, jeg kaldte (dig) ved dit Navn, du er min.
5 Jeg vil og give dem en Plads i mit Huus og inden mine Mure, og et bedre Navn end Sønner og end Døttre; jeg vil give ham et evigt Navn, som ikke skal Udryddes.
18 Men I skulle lægge disse mine Ord paa eders Hjerte og paa eders Sjæl, og binde dem til et Tegn paa eders Haand, at de kunne være til Span imellem eders Øine.
23 Thi idet han seer sine Børn, mine Hænders Gjerning, midt iblandt sig, da skulle de helliggjøre mit Navn, og de skulle helliggjøre Jakobs Hellige, og forfærdes for Israels Gud.
19 Og din Sæd skulde være som Sand, og dit Livs Afkom som Smaastene derudi; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges fra (at være) for mit Ansigt.
3 Herren haver ladet sig see for mig for lang (Tid) siden; ja, jeg haver elsket dig med en evig Kjærlighed, derfor haver jeg draget dig med Miskundhed.
4 Opløft dine Øine trindt omkring og see, alle disse have forsamlet sig, de komme til dig; dine Sønner skulle komme langt fra, og dine Døttre opfostres ved Siden.
6 Jeg, Herren, jeg haver kaldet dig med Retfærdighed, og jeg vil tage fat paa din Haand; og jeg vil bevare dig og give dig til en Pagt for Folket, til Hedningernes Lys,
11 Forlad dine Faderløse, jeg, jeg vil lade dem leve, og dine Enker skulle forlade sig paa mig.
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle.
18 See, (her er) jeg og de Børn, som Herren har givet mig, til Tegn og underlige Ting i Israel fra den Herre Zebaoth, som boer paa Zions Bjerg.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
32 Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, (eller) en Brud sine Hovedbaand? og mit Folk haver glemt mig utallige Dage.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
3 Og du skal være en deilig Krone i Herrens Haand, og en kongelig Hue i din Guds Haand.
4 Frygt ikke, thi du skal ikke beskjæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke blive tilskamme; men du skal glemme din Jomfrudoms Skam, og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.
10 Og den Fremmedes Børn skulle bygge dine Mure, og deres Konger tjene dig; thi jeg slog dig i min Vrede, men jeg forbarmer mig over dig i min Velbehagelighed.
15 See, man skal holde sig aldeles fremmed (mod dig, dog) ikke af mig; (men) hvo, der holder sig fremmed hos dig imod dig, skal falde.
27 Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.