Jeremia 8:7
Ogsaa en Stork under Himmelen kjender sine bestemte (Tider), og en Turteldue og en Trane og en Svale tage vare paa den Tid, da de skulle komme; men mit Folk, de kjende ikke Herrens Ret.
Ogsaa en Stork under Himmelen kjender sine bestemte (Tider), og en Turteldue og en Trane og en Svale tage vare paa den Tid, da de skulle komme; men mit Folk, de kjende ikke Herrens Ret.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og Herrens Lov er hos os? See, Skrivernes falske Pen handler dog falskeligen.
3En Oxe kjender sin Eiermand, og et Asen sin Herres Krybbe, (men) Israel kjender det ikke, mit Folk forstaaer det ikke.
14Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
15Kippos skal gjøre Rede der, og lægge (Æg) og udlægge (Unger) og samle under sin Skygge; ogsaa Glenterne sankes der, den ene ved den anden.
16Søger i Herrens Bog og læser, der fattedes ikke een af disse Ting, det Ene savnede ikke det Andet; thi min Mund, den haver budet det, og dens Aand, den haver sanket dem.
17der, hvor Fuglene gjøre Rede; Storkens Bolig er paa Fyrretræer.
15og Strudsungen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med sit Slags;
16Falken og Hornuglen og Viben;
17og Rørdrummen og Pelikanen og Dykkeren;
18og Storken og Heiren med sit Slags, og Urhanen og Aftenbakken.
3Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.
1Sæt en Trompet for din Gane, (og siig: Der kommer En) som en Ørn over Herrens Huus, fordi de overtraadte min Pagt og gjorde Overtrædelse imod min Lov.
2(Da) skulle de raabe til mig: Min Gud! vi, Israel, kjende dig.
16og Strudsungen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med sit Slags;
17og Falken og Dykkeren og Hornuglen;
18og Viben og Rørdrummen og Pelikanen;
19og Storken, Heiren med sit Slags, og Urhanen og Aftenbakken.
12Blomsterne ere seede i Landet, Sangens Tid er kommen an, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
6Jeg gav Agt og hørte til; de vilde ikke tale Ret, der var Ingen, som angrede sin Ondskab og sagde: Hvad haver jeg gjort? de vendte sig allesammen om, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen.
22Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
8Hvo ere disse, der flyve som en Sky, og som Duerne til deres Vinduer?
12Naar de gaae bort, vil jeg udbrede mit Garn over dem, jeg vil nedkaste dem som Fugle under Himmelen, jeg vil tugte dem, saasom det høres i deres Forsamling.
33Og dette Folks Kroppe skulle være Himmelens Fugle og Dyr paa Jorden til Spise, og der skal Ingen forfærde dem.
26(Naar) Pilekoggeret klinger over den, ja det blinkende (Jern) paa Spyd og Glavind,
27da opkaster den Jord med (heftig) Bevægelse og Fnysen, og troer ikke, at det er Trompetens Lyd.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
8Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted.
7Det er en Sti, som ingen Fugl haver kjendt, og ingen Skades Øie seet.
8Faar og Øxne, dem allesammen, ja ogsaa Dyr paa Marken,
3Derfor skal Landet sørge, og hver skal vansmægte, som boer deri, med (vilde) Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen, og selv Fiskene i Havet skulle bortsamles.
11Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
7Og sandeligen, spørg dog Dyrene ad, og (hvert af dem) skal lære dig (det), og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig (det);
14Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.
11De skulle være forfærdede (og komme) som en Fugl af Ægypten og som en Due af Assurs Land, og jeg vil lade dem boe i deres Huse, siger Herren.
12at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.
12Men de, de vide ikke Herrens Tanker og forstaae ikke hans Raad, at han haver samlet dem som Neg til en Lo.
9Min Arv er mig som en spraglet Fugl, (de andre) Fugle ere omkring imod den; gaaer, samler alle (vilde) Dyr paa Marken, lader dem komme at æde.
8Præsterne sagde ikke: Hvor er Herren? og de, som omgikkes med Loven, kjendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig, og Propheterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.
11Men Rørdrummen og Pindsvinet skulle eie den, og Hornuglen og Ravnen skulle boe i den; thi han skal udstrække en Maalesnor over den, (at den skal blive) øde, og et Rettelod, at den skal blive tom.
4Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
19See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?
13Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
11som lærer os fremfor Dyr paa Jorden, og gjør os visere end Fuglene under Himmelen?
6Naar der findes en Fuglerede for dig paa Veien, (enten) i noget Træ eller paa Jorden, og der ere Unger eller Æg, og Moderen, som ligger paa Ungerne eller paa Æggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne.
21Thi den er skjult for alle Levendes Øine, den er og skjult for Fuglene under Himmelen.
1Kan du jage Rov til en gammel Løve og opfylde de unge Løvers Liv,
28Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
9Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?
3Selv Drager frembyde Brystet, de give deres Unger Die; (men) mit Folks Datter (er bleven) som (den, der er) grum, som Strudser i Ørken.
12Himmelens Fugle boe hos dem; de udgive deres Røst iblandt Grenene.