Judas' brev 1:9
Men Michael, den Overengel, der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig!
Men Michael, den Overengel, der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de Uretfærdige til Dommens Dag for at straffes,
10 men meest dem, som vandre efter Kjødet i Besmittelsens Lyster, og foragte Herredømme. Dumdristige, selvraadige, bæve de ikke ved at bespotte Værdigheder,
11 da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren.
12 Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til at fanges og omkomme, skulle, da de bespotte, hvad de ikke kjende, ødelægges i deres egen Ødelæggelse
8 Saaledes ogsaa disse, betagne af Drømme, besmitte de Kjødet, men foragte Herredømme og bespotte Værdigheder.
1 Derefter lod han mig see Josua, den Ypperstepræst, staaende for Herrens Engels Ansigt, og Satan stod hos hans høire Haand til at imodstaae ham.
2 Da sagde Herren til Satan: Herren skjælde dig, Satan! ja, Herren, som udvalgte Jerusalem, skjælde dig! er denne ikke en rygende Brand, som er reddet af Ilden?
10 Men disse bespotte, hvad de ikke forstaae; men hvad de af Naturens Drift kjende, som de ufornuftige Dyr, derved fordærve de sig.
7 Og der blev en Strid i Himmelen: Michael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen stred, og dens Engle.
8 Men de mægtede Intet, ei heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen.
9 Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører det ganske Jorderige, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
10 Og jeg hørte en høi Røst i Himmelen, som sagde: Nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.
5 Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.
6 Og Englene, som ikke bevarede deres oprindelige Værdighed, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom.
4 Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen,
6 Og det skede paa en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.
7 Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet, og fra at vandre om derudi.
8 Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og som viger fra det Onde.
9 Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud uden Aarsag?
15 for at holde Dom over Alle og straffe alle Ugudelige iblandt dem for alle deres Ugudeligheds Gjerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige Ord, som de have talet imod ham, de ugudelige Syndere.
16 Disse ere de, som knurre, som klage over Skjebnen, som vandre efter deres Lyster, og deres Mund taler stolte Ord, medens de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.
7 Værer derfor Gud underdanige; imodstaaer Djævelen, saa skal han flye fra eder;
11 Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
12 Og Herren sagde til Satan: See, alt det, han haver, være i din Haand, aleneste læg ikke din Haand paa ham (selv). Da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
1 Og det skede en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.
2 Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet og vandre om derudi.
3 Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.
5 Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
9 Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
6 ikke En, som nylig er bleven en Christen, at han ikke skal opblæses og falde i Djævelens Dom.
6 Er du Guds Søn, da kast dig selv her ned; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
7 Da sagde Jesus til ham: Der er atter skrevet: Du skal ikke friste Herren din Gud.
18 Lader Ingen tage Klenodiet fra eder, som giver sig Skin af Ydmyghed og Engles Dyrkelse, indladende sig i Ting, som han ikke haver seet, forfængeligen opblæst af sit kjødelige Sind,
6 Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen.
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
16 men blev overbeviist om sin egen Overtrædelse; det umælende Lastdyr, der talede med menneskelig Røst, forhindrede Prophetens Daarlighed.
27 men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige.
7 Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
8 Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
9 Og han førte ham til Jerusalem, og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: Dersom du er Guds Søn, da kast dig selv ned herfra.
32 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor haver du slaget din Aseninde nu tre Gange? see, jeg er udgangen at imodstaae (dig), thi denne Vei er forvendt for mig.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,