Dommernes bok 20:7
See, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og beraadslaaer eder her.
See, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og beraadslaaer eder her.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29 Og der han kom til sit Huus, da tog han en Kniv, og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende ved hendes Been i tolv Stykker; og han sendte hende i alt Israels Landemærke.
30 Og det skede, hver den, som det saae, han sagde: Saadant er ikke skeet eller seet fra den Dag, Israels Børn droge op af Ægypti Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem.
5 Og de Mænd i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de tænkte at ihjelslaae mig, og de have krænket min Medhustru, saa at hun er død.
6 Da tog jeg fat paa min Medhustru, og huggede hende istykker, og sendte hende til alt Israels Arvs Land; thi de have gjort en Skjændsel og en Daarlighed i Israel.
8 Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke Nogen gaae til sit Paulun, og ei Nogen vige (herfra) til sit Huus.
9 Men det er nu den Gjerning, som vi ville gjøre mod Gibea: (vi ville drage) imod den efter Lod.
10 Og vi ville tage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, og hundrede af tusinde, og tusinde af titusinde, at de hente Tæring til Folket; at de kunne gjøre, naar de komme til Gibea i Benjamin, efter al den Daarlighed, som den haver gjort i Israel.
11 Saa bleve alle Israels Mænd samlede til Staden, som een Mand vare de forbundne tilsammen.
12 Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Stammer og lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er skeet iblandt eder?
13 Saa giver nu de Mænd frem, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaae dem ihjel og borttage den Onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst.
3 Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette Onde skeet?
11 Men jeg raader, at der samles til dig al Israel fra Dan og indtil Beershaba, som Sand, der er ved Havet, i Mangfoldighed, og at din Person drager med i Striden.
43 Da svarede Israels Mænd Judæ Mænd og sagde: Jeg haver ti Gange mere hos Kongen, dertil ogsaa hos David, jeg end du, og hvorfor haver du ringeagtet mig? og var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? men Judæ Mænds Ord vare haardere end Israels Mænds Ord.
19 Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du, du skal føre Sagerne til Gud.
20 Da sagde Absalom til Achitophel: Giver I (nu) Raad, hvad vi skulle gjøre.
13 Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder.
14 Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gjøre.
1 Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beershaba, og det Land Gilead, til Herren i Mizpa.
9 Og han sagde til dem: Hvad raade I, at vi skulle give dette Folk for Svar tilbage, som talede til mig, sigende: Gjør du os det Aag lettere, som din Fader lagde paa os?
10 I staae idag allesammen for Herrens eders Guds Ansigt, eders Øverster for eders Stammer, eders Ældste og eders Fogeder, hver Mand i Israel,
6 See, Fyrsterne i Israel, de vare hver i dig efter sin Arms (Styrke) til at udøse Blod.
24 See, (her er) min Datter, (som er) Jomfru, og hans Medhustru, Kjære, dem vil jeg udføre, og dem maae I krænke, og gjøre ved dem, hvad som godt er for eders Øine; men gjører ikke denne daarlige Gjerning mod denne Mand.
20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
11 paa det at ganske Israel maa det høre og frygte, og ikke blive ved at gjøre efter denne onde Handel, midt iblandt eder.
6 Og det angrede Israels Børn over Benjamin, deres Broder, og de sagde: Idag er een Stamme afhuggen af Israel.
21 Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
1 Da samledes al Israel til David i Hebron og sagde: See, vi ere dine Been og dit Kjød.
18 Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Huus, og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os til at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og Herren sagde: Juda skal begynde.
7 Da kaldte Israels Konge ad alle Landets Ældste og sagde: Kjære, mærker og seer, at denne søger det, som ondt er; thi han sendte til mig om mine Hustruer og om mine Børn og om mit Guld og om mit Sølv, og jeg har ikke vægret ham det.
8 Da sagde alle de Ældste og alt Folket til ham: Du skal ikke adlyde og ikke samtykke.
6 Og see, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk (Qvinde) frem til sine Brødre, for Mose Øine og for al Israels Børns Menigheds Øine; og de, de græd for Forsamlingens Pauluns Dør.
20 Og læg af din Ypperlighed paa ham, paa det den ganske Israels Børns Menighed maa høre (og lyde ham).
22 Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
2 Hevn Israels Børn paa Midianiterne; derefter skal du samles til dine Folk.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn; Israel, (drag) til dine Pauluner! see nu til dit Huus, o David! Saa gik Israel til sine Pauluner.
19 Jeg er (en af) de Fredsommelige, de Trofaste i Israel; du søger efter at dræbe en Stad og en Moder i Israel; hvorfor vil du opsluge Herrens Arv?
27 Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaaer igjennem og kommer tilbage fra (den ene) Port i Leiren til den anden, og ihjelslaaer hver sin Broder, og hver sinVen, og hver sin Næste.
21 Og I skulle dele dette Land for eder, for Israels Stammer.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
9 Og han sagde til dem: Hvad raade I, at vi skulle give dette Folk for Svar tilbage, som talede til mig, sigende: Gjør du os det Aag lettere, som din Fader lagde paa os.
16 Og jeg bød eders Dommere paa den samme Tid og sagde: Hører (Sager) imellem eders Brødre, og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder, og imellem den Fremmede hos ham.
16 Og nu, hør Herrens Ord: Du siger: Du skal ikke spaae imod Israel, og ikke (lade Ord) dryppe imod Isaks Huus.
23 Og Israels Børn droge op og græd for Herrens Ansigt indtil Aftenen, og de adspurgte Herren og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at komme frem til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn? og Herren sagde: Drager op til ham.
7 Og nu, stiller eder frem, og jeg vil gaae irette med eder for Herrens Ansigt om alle Herrens Retfærdigheder, som han har gjort imod eder og imod eders Fædre: