Ordspråkene 31:15
Og hun staaer op, naar det endnu er Nat, og giver sit Huus Spise, og sine unge Piger (deres) beskikkede (Deel).
Og hun staaer op, naar det endnu er Nat, og giver sit Huus Spise, og sine unge Piger (deres) beskikkede (Deel).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Hvo kan finde en duelig Qvinde? hun er langt mere værd end Perler.
11Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.
12Hun gjør ham Godt og intet Ondt i alle sit Livs Dage.
13Hun søger efter Uld og Hør, og arbeider gjerne med sine Hænder.
14Hun er ligesom en Kjøbmands Skibe, hun lader sit Brød komme langt fra.
16Hun tænker paa en Ager og faaer den, hun planter en Viingaard af sine Hænders Frugt.
17Hun ombinder sine Lænder med Styrke, og bestyrker sine Arme.
18Hun fornemmer, at hendes Kjøbmandskab er godt, hendes Lygte udslukkes ikke om Natten.
19Hun udstrækker sine Hænder til Tenen, og hendes Hænder tage fat paa en Rok.
20Hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til den Fattige.
21Hun frygter ikke Sneen for sit Huus; thi alt hendes Huusfolk er beklædt med dobbelte (Klæder).
22Hun gjør sig Tapeter; hvidt Linned og Purpur ere hendes Klæder.
23Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder hos de Ældste i Landet.
24Hun gjør kosteligt Linklæde og sælger det, og overantvorder Kjøbmanden Bælter.
25Styrke og Herlighed er hendes Klædebon, og hun leer til den kommende Tid.
26Hun oplader sin Mund med Viisdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge.
27Hun seer, hvorledes det gaaer til i hendes Huus, og æder ikke Brød med Ladhed.
28Hendes Sønner staae op og prise hende salig, hendes Huusbonde roser hende ogsaa, (sigende):
29Mange Døttre forhverve Formue, men du, du kom op over dem allesammen.
30Yndelighed er Bedragelighed, og Deilighed er Forfængelighed, (men) en Qvinde, (i hvilken der er) Herrens Frygt, hun skal roses.
31Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gjerninger skulle prise hende i Portene.
8bereder den sin Mad om Sommeren, den samler sin Spise om Høsten,
9Du Lade! hvorlænge vil du ligge? naar vil du staae op af din Søvn?
1(Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.
15Den er dyrebarere end Perler, og alt det, du haver Lyst til, kan ikke lignes ved den.
16I dens høire Haand er et langt Liv, i dens venstre Haand er Rigdom og Ære.
17Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
23ved en forhadt Qvinde, naar hun bliver gift, og en Tjenestepige, naar hun bliver sin Frues Arving.
11Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
8Ophøi den, saa skal den ophøie dig; naar du tager den i Favn, skal den ære dig.
9Den skal sætte Naades Smykke paa dit Hoved, den skal give dig en deilig Krone.
14Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
16En yndig Qvinde holder fast ved sin Ære, og Tyranner holde fast ved Rigdom.
14Huus og Gods arves efter Forældre, men en forstandig Qvinde (kommer) fra Herren.
15Ladhed lader en dyb Søvn falde (paa En), og en svigefuld Sjæl skal hungre.
15Jeg vil visseligen velsigne dens Spise, jeg vil mætte dens Fattige med Brød.
2Den slagtede sit Slagtefæ, blandede sin Viin og tilberedte sit Bord.
3Den udsendte sine Piger, den raabte paa de udhængende høie (Stæder) i Staden:
10Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?
2Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
9I Qvinder, (som ere saa) rolige, staaer op, hører min Røst! I Døttre, (som ere saa) trygge, vender Ørene til min Tale!
14Og hun laae ved hans Fødder indtil Morgenen, og stod op, førend En kunde kjende den Anden; og han sagde: Lad ikke vides, at en Qvinde er kommen i Loen.
16(Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?
4En duelig Qvinde er sin Mands Krone, men (naar) hun beskjæmmer (ham, er hun) som Raaddenhed i hans Been.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
10og have Vidnesbyrd for gode Gjerninger, at hun haver opfødt Børn, at hun haver gjerne laant Huus, at hun haver toet de Helliges Fødder, at hun haver forsørget de Betrængte, at hun haver lagt sig efter al god Gjerning.
35Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg kan ikke staae op mod dig, fordi det gaaer mig efter Qvinders Sædvane; saa ledte han og fandt ikke de Afguders Billeder.
10da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.
15Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre).