Ordspråkene 31:20
Hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til den Fattige.
Hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til den Fattige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Oplad din Mund, døm Retfærdighed og en Elendigs og Fattigs Sag.
10Hvo kan finde en duelig Qvinde? hun er langt mere værd end Perler.
11Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.
12Hun gjør ham Godt og intet Ondt i alle sit Livs Dage.
13Hun søger efter Uld og Hør, og arbeider gjerne med sine Hænder.
14Hun er ligesom en Kjøbmands Skibe, hun lader sit Brød komme langt fra.
15Og hun staaer op, naar det endnu er Nat, og giver sit Huus Spise, og sine unge Piger (deres) beskikkede (Deel).
16Hun tænker paa en Ager og faaer den, hun planter en Viingaard af sine Hænders Frugt.
17Hun ombinder sine Lænder med Styrke, og bestyrker sine Arme.
18Hun fornemmer, at hendes Kjøbmandskab er godt, hendes Lygte udslukkes ikke om Natten.
19Hun udstrækker sine Hænder til Tenen, og hendes Hænder tage fat paa en Rok.
21Hun frygter ikke Sneen for sit Huus; thi alt hendes Huusfolk er beklædt med dobbelte (Klæder).
22Hun gjør sig Tapeter; hvidt Linned og Purpur ere hendes Klæder.
23Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder hos de Ældste i Landet.
24Hun gjør kosteligt Linklæde og sælger det, og overantvorder Kjøbmanden Bælter.
25Styrke og Herlighed er hendes Klædebon, og hun leer til den kommende Tid.
26Hun oplader sin Mund med Viisdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge.
27Hun seer, hvorledes det gaaer til i hendes Huus, og æder ikke Brød med Ladhed.
28Hendes Sønner staae op og prise hende salig, hendes Huusbonde roser hende ogsaa, (sigende):
29Mange Døttre forhverve Formue, men du, du kom op over dem allesammen.
30Yndelighed er Bedragelighed, og Deilighed er Forfængelighed, (men) en Qvinde, (i hvilken der er) Herrens Frygt, hun skal roses.
31Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gjerninger skulle prise hende i Portene.
16I dens høire Haand er et langt Liv, i dens venstre Haand er Rigdom og Ære.
17Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
19dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
20dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
21dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
4Thi alle disse have lagt af det, som de have i Overflod, til Gaver for Gud; men denne haver af sin Fattigdom lagt Alt, hvad hun havde til Livsophold.
1(Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.
25Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
4Den, som gjør (Arbeide) med en svigefuld Haand, bliver arm, men de Flittiges Haand gjør rig.
11Thi Fattige skulle ikke ophøre fra at være midt i Landet; derfor byder jeg dig og siger: Du skal oplade din Haand for din Broder, for den, som trænger hos dig, og for din Fattige i dit Land.
9Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
15Jeg vil visseligen velsigne dens Spise, jeg vil mætte dens Fattige med Brød.
11Naar Mænd trættes tilsammen, en med en anden, og den enes Hustru kommer nær til, at udfrie sin Mand af hans Haand, som slaaer ham, og hun rækker sin Haand ud og tager fat i hans Blusel,
12da skal du afhugge hendes Haand; dit Øie skal ikke spare.
23En Arm taler med (ydmyge) Begjæringer, men en Rig svarer haarde (Ord).
8bereder den sin Mad om Sommeren, den samler sin Spise om Høsten,
14Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
31Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
17Hvo, som forbarmer sig over den Ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgjerning.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
8Men du skal oplade din Haand for ham, og du skal laane ham det, som er nok for hans Mangel, det, som ham fattes.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
16(Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?
11Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
3Den udsendte sine Piger, den raabte paa de udhængende høie (Stæder) i Staden:
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.