Romerne 11:20
Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke hovmodig, men frygt!
Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke hovmodig, men frygt!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er deres Antagelse da Andet end Liv af Døde?
16 Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa.
17 Men om nogle af Grenene ere afbrudte, og du, som var en vild Olieqvist, er indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme,
18 da ros dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer du jo ikke Roden, men Roden dig.
19 Du maatte da sige: Grenene ere afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
21 Thi dersom Gud ikke haver sparet de naturlige Grene, skal han vel ei heller spare dig.
22 See derfor Guds Godhed og Strenghed: Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal og du afhugges.
23 Men og hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
24 Thi dersom du er afhuggen af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen indpodet i et godt Olietræ, hvor meget mere skulle disse, som ere af Naturen (Olietræets Grene), indpodes i deres eget Olietræ?
25 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, — paa det I skulle ikke troe eder selv kloge — at Forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind;
10 deres Øine vorde mørke, saa at de ikke see, og bøi altid deres Ryg.
11 Derfor siger jeg: Mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Saliggjørelsen vederfaret Hedningerne, at den skulde vække hine til Nidkjærhed.
12 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Mangel er Hedningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
28 Efter Evangelium ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld.
29 Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I fordum vare vantroe mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed formedelst deres Vantro,
31 saaledes ere og disse nu blevne vantroe formedelst den Barmhjertighed, som eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed;
32 thi Gud har indsluttet Alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over Alle.
3 Thi hvad? om Nogle vare vantroe, mon deres Vantro skulde gjøre Guds Trofasthed til Intet? Det være langt fra!
32 Hvorfor? Fordi de ikke (søgte den) ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de stødte an paa Anstødsstenen;
33 som skrevet er: See, jeg sætter i Zion en Anstødssteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.
1 Derfor siger jeg: Mon Gud haver forskudt sit Folk? Det være langt fra! — thi jeg er og en Israelit, af Abrahams Afkom, af Benjamins Stamme. —
2 Gud haver ikke forskudt sit Folk, hvilket han forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
12 Derfor, hvo, som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.
5 Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
7 Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, haver det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede,
8 — som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, Øine til ikke at see, og Øren til ikke at høre —indtil denne Dag.
10 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Fordi at du er bleven (saa) høi paa Væxt, ja, fordi han udgav sin Top (høit) iblandt de tykke (Grene), og hans Hjerte er ophøiet formedelst hans Høihed,
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
6 Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; og man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde.
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
40 efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
40 Seer nu til, at det ikke kommer over eder, som er sagt ved Propheterne:
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
6 Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
30 Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
17 Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
11 Thi Skriften siger: Hver den, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.
15 og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod, som skyder op, skal gjøre Forvirring, og Mange ved den besmittes,
19 Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
19 og ikke holdende fast ved Hovedet, af hvilket det ganske Legeme, understøttet og sammenføiet ved Ledemod og Baand, voxer en guddommelig Væxt.
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
31 Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse,
21 Men jeg, jeg havde plantet dig til en (ædel) Viinqvist, (som skulde) ganske (være) en trofast Sæd; og hvorledes er du (saa) omvendt for mig til forvendte (Qviste) af et fremmed Viintræ?
16 Herren kaldte dit Navn et grønt Olietræ med Frugt af (deilig) Skikkelse; (men nu) haver han antændt en Ild om det med et stort Bulders Røst, og de sønderbryde dets Grene.