Romerbrevet 2:17
See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven, og roser dig i Gud,
See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven, og roser dig i Gud,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hor, bedriver du Hor? du, som haver Vederstyggelighed til Afguder, raner du det Hellige?
23Du, som roser dig af Loven, vanærer du Gud ved Lovens Overtrædelse?
24Thi for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.
25Thi Omskjærelsen er vel nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskjærelse bleven en Forhud.
26Dersom da den Uomskaarne iagttager Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes for Omskjærelse?
27Og den af Naturen Uomskaarne, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskjærelse er Lovens Overtræder.
28Thi ikke den, som i det Udvortes (er Jøde), er (derfor) Jøde, ei heller er den (Omskjærelse), som skeer udvortes paa Kjødet, (derfor) Omskjærelse;
29men den, som i det Indvortes er Jøde, og Hjertets Omskjærelse i Aanden, ikke efter Bogstaven; en Saadan har Ros, ikke af Mennesker, men af Gud.
18og veed hans Villie, og, underviist af Loven, prøver du, hvad ret er,
19og fordrister dig selv til at være de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke,
20Uforstandiges Tugtemester, Eenfoldiges Lærer, da du i Loven haver Regelen for Kundskab og Sandhed.
13— thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfærdiggjøres;
14thi efterdi Hedningerne, som ikke have Lov, gjøre af Naturen Lovens Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have Lov, dem selv en Lov;
15de vise nemlig Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre; —
16paa den Dag, da Gud skal dømme Menneskenes skjulte Idrætter efter mit Evangelium ved Jesum Christum.
1Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
2Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.
3Men tænker du dette, o Menneske! du, som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?
31at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren.
17Men hvo sig roser, rose sig i Herren!
14Men der jeg saae, at de ikke gik lige frem efter Evangelii Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: Dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hedningerne til at leve paa jødisk Viis?
15Vi, skjøndt Jøder af Fødsel og ikke Syndere af Hedningernes Æt,
16efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
17Men om vi, idet vi søge at blive retfærdiggjorte i Christo, ogsaa selv befindes at være Syndere, da er jo Christus Syndens Tjener. Det være langt fra!
16Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
17Derfor haver jeg Ros i Christo Jesu i min Tjeneste for Gud.
13Thi end ikke de Omskaarne holde selv Loven, men de ville, at I skulle omskjæres, paa det de kunne rose sig af Eders Kjød.
7Bespotte de ikke det gode Navn, med hvilket I ere nævnede?
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
10men Ære og Hæder og Fred (skal vorde) hver den, som gjør det Gode, baade en Jøde først og en Græker;
27Hvor er nu (vor) Ros? Den er udelukket; formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men formedelst Troens Lov.
9Hvad da? have vi Fortrin? Aldeles ikke; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,
18Efterdi Mange rose sig efter Kjødet, vil jeg og rose mig.
18da ros dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer du jo ikke Roden, men Roden dig.
29paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
9men dersom I ansee Personer, gjøre I Synd og overbevises af Loven som Overtrædere.
5Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, af Benjamins Stamme, en Ebræer af Ebræer, en Pharisæer efter Loven,
4gjøre I da ikke (ubillig) Forskjel hos eder selv og blive Dommere efter onde Tanker?
7Ja! men dersom Guds Sandhed har end ydermere viist sig til hans Ære formedelst min Løgn, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?
2thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjærhed for Gud, men ikke med Kundskab.
29Mon Gud er alene Jøders (Gud)? er han ikke ogsaa Hedningers? Jo, han er ogsaa Hedningers;
21Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
7See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
9og findes i ham, saa jeg ikke haver Min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen;
39og fra Alt, hvorfra I ikke kunne vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved ham Enhver, som troer.
7Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad haver du, som du ikke haver annammet? men dersom du og haver annammet det, hvi roser du dig, som om du ikke havde annammet det?
9men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: Derfor vil jeg bekjende dig iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn.
5Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag;
20Men der de det hørte, prisede de Herren; og de sagde til ham: Broder, du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.
4hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,