Sakarja 9:11
O du! ved din Pagtes Blod udlod jeg dine Bundne af en Hule, hvor der ikke var Vand udi.
O du! ved din Pagtes Blod udlod jeg dine Bundne af en Hule, hvor der ikke var Vand udi.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Vender om til Befæstningen, I, (som ere) bundne i Haabet! ja, idag vil jeg igjen give dig en Anden, som forkynder det.
8 Saa sagde Herren: Jeg bønhørte dig paa den behagelige Tid og hjalp dig paa Saligheds Dag, og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt iblandt Folk, at opreise Landet, at lade dem arve de ødelagte Arvedele,
9 at sige til de Bundne: Gaaer ud! til dem, som ere i Mørke: Aabenbares! de skulle føde sig hos Veiene, og deres Føde skal være paa alle høie (Stæder).
7 til at aabne de Blindes Øine, til at udføre de Bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fængsels Huus.
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
25 Jeg, jeg haver gravet og drukket Vand, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
13 Thi mit Folk gjorde tvende onde Ting: De forlode mig, den levende Vandkilde, at hugge sig Brønde, (ja) sønderbrudte Brønde, som ikke kunde holde Vand.
3 Og I skulle drage Vand med Glæde af Salighedens Kilder.
24 Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
11 Lad den Bundnes Jamren komme for dit Ansigt, lad den: blive (i Live), som ere Dødens Børn, efter din store Arm.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
17 See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
21 Og jeg vil redde dig af de Ondes Haand, og forløse dig af Tyranners Haand.
13 Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefæ til Rov, (dog) ikke for (Penges) Værd, og det for alle dine Synders Skyld og i alle dine Landemærker.
20 Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden,
1 Paa den samme Dag skal være en aabnet Kilde for Davids Huus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Ureenhed.
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
10 De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du haver forløst med din den store Kraft og med din den stærke Haand.
11 Saa hører mig nu, og fører de Fangne tilbage, som I have taget fangne af eders Brødre; thi Herrens grumme Vrede er over eder.
13 Men nu vil jeg sønderbryde hans Aag af dig, og sønderrive dine Baand.
20 Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud haver villet slutte med eder.
4 Og om de gik (end) i Fængsel for deres Fjenders Ansigt, vil jeg dog derfra befale Sværdet, at det skal ihjelslaae dem, og jeg vil sætte mit Øie over dem til det Onde og ikke til det Gode.
2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
4 Fra den (Tid), du var dyrebar agtet for mine Øine, er du bleven herliggjort, og jeg, jeg elskede dig; derfor haver jeg givet Mennesker i dit Sted, og Folk i Stedet for din Sjæl.
6 Da toge de Jeremias og kastede ham i Malchijas, Melechs Søns, Hule, som var i Fængslets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Strikker; og der var ikke Vand i Hulen, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
55 Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
9 Raaber (med Fryd), synger (med Fryd) tilhobe, Jerusalems øde Steder! thi Herren haver trøstet sit Folk, han haver igjenløst Jerusalem.
7 Udræk dine Hænder af det Høie, udfri mig og red mig af store Vande, af en Fremmeds Børns Haand,
9 Og I skulle besee Rifterne i Davids Stad, at de ere mange, og sanke Vand af det nederste Fiskevand.
9 Og han sagde til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud, til hvilken I sendte mig, at lade eders (ydmyge) Begjæring falde for hans Ansigt:
18 Og eders Pagt med Døden skal blive til Intet, og eders forsigtige (Forbund) med Helvede skal ikke bestaae; naar den overskyllende Flod gaaer over, da skulle I af den vorde nedtraadte.
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
23 Derfor skulle I nu være forbandede, at der skal ikke fattes en Tjener af eder, hverken Vedhuggere eller Vanddragere til min Guds Huus.
22 Og de skulle samles (tilhobe), som Bundne samles til en Hule, og blive lukkede i Fængsel; men de skulle hjemsøges mange Dage derefter.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
6 Og jeg vil vande Landet, som du svømmede udi, af dit Blod indtil Bjergene, og Strømmene skulle blive fulde af dig.
9 Thi dette (skal være) mig (som) Noe Vande, om hvilke jeg svoer, at Noe Vande skulde ikke ydermere gaae over Jorden; saa haver jeg (og) svoret, at jeg ikke (mere) vil være vred paa dig eller skjælde paa dig.
18 Jeg vil aabne Floder paa de høie (Stæder), og Kilder midt i Dalene; jeg vil gjøre Ørken til Vandsø, og det tørre Land til Vandløb.
9 Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
13 Saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg gjorde en Pagt med eders Fædre den Dag, jeg udførte dem af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, sigende:
9 Thi vi ere Tjenere, dog vor Gud haver ikke forladt os i vor Tjeneste, og han haver bøiet Miskundhed til os for Kongerne i Persien, at give os Livsophold til at ophøie vor Guds Huus og at oprette dets øde (Steder), og at give os et Gjærde i Juda og Jerusalem.
18 Thi jeg vil vist lade dig undkomme, og du skal ikke falde ved Sværdet; men din Sjæl skal være dig til Bytte, thi du forlod dig paa mig, siger Herren.
13 Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.