Verse 4

Saa sagde Herren: I skulle ikke drage op og ei stride imod eders Brødre; vender tilbage, hver til sit Huus, thi denne Handel er skeet af mig; og de adløde Herrens Ord og vendte tilbage fra at drage imod Jeroboam.

Referenced Verses

  • 2 Krøn 10:15-16 : 15 Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var af Gud, for at Herren vilde stadfæste sit Ord, som han talede formedelst Ahia, den Siloniter, til Jeroboam, Nebats Søn. 16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
  • 2 Krøn 25:7-9 : 7 Men der kom en Guds Mand til ham og sagde: O Konge! lad ikke Israels Hær komme med dig; thi Herren er ikke med Israel, (ei heller) med alle Ephraims Børn. 8 Men kom du, gjør (det), bestyrk dig til Krigen; Gud skal lade dig falde for Fjendens Ansigt, thi der er Kraft i Gud til at hjælpe og til at lade falde. 9 Og Amazia sagde til den Guds Mand: Hvad skal man da gjøre med de hundrede Centner, som jeg har givet den Trop af Israel? og den Guds Mand sagde: Herren haver meget mere at give dig end dette. 10 Da fraskilte Amazia den Trop, som var kommen til ham af Ephraim, at gaae til deres Sted; men deres Vrede optændtes saare imod Juda, og de vendte tilbage til deres Sted med fnysende Vrede.
  • 2 Krøn 28:8-9 : 8 Og Israels Børn førte fangne bort af deres Brødre to hundrede tusinde Qvinder, Sønner og Døttre, og røvede tilmed meget Rov fra dem; og de førte det Rov til Samaria. 9 Og der var en Herrens Prophet, hvis Navn var Oded, og han gik ud mod samme Hær, som kom til Samaria, og sagde til dem: See, efterdi Herrens, eders Fædres Guds, Hastighed var over Juda, gav han dem i eders Haand; men I have slaget dem ihjel i Vrede, at det naaer indtil Himmelen. 10 Og nu sige I, at I ville undertvinge Judæ Børn og Jerusalem, eder til Tjenere og Tjenestepiger; mon det er andet, end at I bære paa eder megen Skyld mod Herren eders Gud? 11 Saa hører mig nu, og fører de Fangne tilbage, som I have taget fangne af eders Brødre; thi Herrens grumme Vrede er over eder. 12 Da gjorde (nogle) Mænd sig rede af de Ypperste af Ephraims Børn, (nemlig) Asaria, Johanans Søn, Berechia, Mesillemoths Søn, og Jehiskias, Sallums Søn, og Amasa, Hadlai Søn, imod dem, som kom af Hæren. 13 Og de sagde til dem: I skulle ikke føre de Fangne herind, thi (det vilde blive) til Skyld over os for Herren, (det, som) I sige, til at lægge til over vore Synder og over vor Skyld; thi (vi have) megen Skyld paa os, og der er en grum Vrede over Israel. 14 Da forlode de Bevæbnede Fangerne og Rovet for deres Øversters og den ganske Forsamlings Ansigt. 15 Da opstode de Mænd, som ere nævnede ved Navne, og toge fat paa de Fangne, og alle Nøgne af dem klædte de af Rovet, ja de klædte dem og gave dem Skoe paa, og gave dem at æde, og gave dem at drikke, og salvede dem, og alle Skrøbelige, dem førte de paa Asener og bragte dem til Jericho, til Palmestaden, hos deres Brødre; og de vendte tilbage til Samaria.
  • 1 Mos 50:20 : 20 Og I tænkte Ondt imod mig; Gud tænkte, (at vende) det til Gode, for at gjøre (det, som sees) paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live.
  • 1 Kong 11:29-38 : 29 Og det skede paa den samme Tid, da Jeroboam gik ud af Jerusalem, at Ahia, den Siloniter, Propheten, fandt ham paa Veien, og han var iført med et nyt Klædebon, og de begge vare alene paa Marken. 30 Og Ahia tog fat paa samme nye Klædebon, som han havde paa sig, og han rev det i tolv Stykker. 31 Og han sagde til Jeroboam: Tag ti Stykker til dig; thi saa siger Herren, Israels Gud: See, jeg river Riget af Salomos Haand og vil give dig de ti Stammer; 32 — men han skal have den ene Stamme for min Tjeners Davids Skyld og for Jerusalems Stads Skyld, som jeg udvalgte af alle Israels Stammer — 33 fordi at de have forladt mig og nedbøiet sig for Asthoreth, de Zidoniers Gud, for Camos, Moabiternes Gud, og for Milchom, Ammons Børns Gud, og de have ikke vandret i mine Veie, til at gjøre, hvad ret var for mine Øine, og mine Skikke og mine Rette, som David, hans Fader. 34 Dog vil jeg ikke tage noget af Riget af hans Haand, men jeg vil sætte ham til en Fyrste i alle hans Livs Dage for Davids, min Tjeners, Skyld, som jeg udvalgte, som holdt mine Bud og mine Skikke. 35 Men jeg vil tage Riget af hans Søns Haand og give dig de ti Stammer. 36 Og jeg vil give hans Søn een Stamme, paa det David, min Tjener, skal alle Dage have et Lys for mit Ansigt i Jerusalem, den Stad, som jeg udvalgte mig, at sætte mit Navn der. 37 Og dig vil jeg antage, og du skal regjere over alt det, din Sjæl begjærer, og du skal være Konge over Israel. 38 Og det skal skee, dersom du hører alt det, jeg byder dig, og vandrer i mine Veie og gjør det, som ret er for mine Øine, at holde mine Skikke og mine Bud, saasom David, min Tjener, gjorde, da vil jeg være med dig og bygge dig et bestandigt Huus, saasom jeg byggede David, og give dig Israel.
  • 1 Kong 22:36 : 36 Og man udraabte igjennem Leiren, der Solen gik ned, og sagde: Hver (gaae) til sin Stad, og hver til sit Land.
  • 2 Sam 2:26 : 26 Da raabte Abner til Joab og sagde: Skal Sværdet fortære evindeligen? veed du ikke, at det vil vorde bittert paa det Sidste? og hvorlænge vil du ikke sige til Folket, at de vende om fra (at jage) efter deres Brødre?
  • 1 Mos 13:8 : 8 Og Abram sagde til Loth: Kjære, lad ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere Mænd, (som ere) Brødre.
  • Sal 33:11 : 11 Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
  • Hos 8:4 : 4 De, de gjorde en Konge, men (de havde det) ikke af mig, de satte en Fyrste, og jeg vidste det ikke; de gjorde sig Afguder af deres Sølv og deres Guld, paa det de skulde udryddes.
  • Apg 7:26 : 26 Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre; hvi gjøre I hverandre Uret?
  • 1 Kor 6:5-8 : 5 Jeg siger det eder til Blusel; saa er der da end ikke een Viis iblandt eder, som kunde dømme imellem sine Brødre? 6 Men Broder gaaer i Rette med Broder, og det for de Vantroe! 7 Det er jo allerede aldeles en Feil hos eder, at I have Sager mod hverandre. Hvi lide I ikke heller Uret? hvi lade I eder ikke heller besvige? 8 Men I gjøre Uret og besvige, og det Brødrene!
  • Hebr 13:1 : 1 Lader Broderkjærligheden blive ved!
  • 1 Pet 3:8 : 8 Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
  • 1 Joh 3:11-13 : 11 Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; 12 ikke som Cain var af den Onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gjerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. 13 Forundrer eder ikke, mine Brødre! dersom Verden hader eder.