Verse 7

Daarens Mund er en Fordærvelse for ham (selv), og hans Læber ere en Snare for hans Sjæl.

Referenced Verses

• Ordsp 10:14 : 14 De Vise skulle gjemme Kundskab, men en Daares Mund er nær ved Fordærvelse.
• Ordsp 12:13 : 13 I Læbernes Overtrædelse er en ond Snare, men en Retfærdig skal komme ud af Angest.
• Ordsp 13:3 : 3 Hvo, som bevarer sin Mund, forvarer sin Sjæl, (men) den, som oplader sine Læber, ham er det til Fordærvelse.
• Sal 64:8 : 8 Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
• Sal 140:9 : 9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
• Ordsp 6:2 : 2 er du besnæret med din Munds Taler, er du fangen med din Munds Taler,
• Ordsp 10:8 : 8 (Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.
• Fork 10:11-14 : 11 Dersom Slangen bider, naar man ikke besværger den, da (gjør det siden) ingen Nytte, at En haver Tunge. 12 Ordene af den Vises Mund ere yndige, men en Daares Læber skulle opsluge ham (selv). 13 Hans Munds Ords Begyndelse er Daarlighed, og det Sidst? af hans Mund er en ond Galenskab. 14 Og en Daare gjør vel mange Ord, (men) Mennesket kan ikke vide, hvad skee skal, og hvo kan forkynde ham, hvad skee skal efter ham?
• Mark 6:23-28 : 23 Og han svoer hende: Hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. 24 Men hun gik ud og sagde til sin Moder: Hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannis den Døbers Hoved. 25 Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du skal strax give mig paa et Fad Johannis den Døbers Hoved. 26 Og Kongen blev bedrøvet; dog for Edernes Skyld og for deres Skyld, som sadde med tilbords, vilde han ikke afvise hende. 27 Og Kongen sendte strax En af Vagten hen og befoel at hente hans Hoved. 28 Denne gik da hen og halshuggede ham i Fængslet, og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.
• Apg 23:14-22 : 14 Disse gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: Vi have under Forbandelse forpligtet os til, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel. 15 Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær. 16 Men Pauli Søstersøn, som hørte dette hemmelige Anslag, kom og gik ind i Fæstningen, og forkyndte Paulus det. 17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham. 18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig. 19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig? 20 Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham. 21 Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig. 22 Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
• Dom 11:35 : 35 Og det skede, der han saae hende, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Ak, min Datter! du har aldeles nedbøiet mig, og du er af dem, som forstyrre mig; thi jeg, jeg oplod min Mund til Herren, og jeg kan ikke kalde det tilbage.
• 1 Sam 14:24-46 : 24 Og Israels Mænd bleve udmattede paa den samme Dag; thi Saul besvoer Folket og sagde: Forbandet være den Mand, som æder nogen Mad indtil Aftenen! at jeg kan hevne mig paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad. 25 Og de kom af det ganske Land i Skoven; men der var Honning paa Marken. 26 Og Folket kom ind i Skoven, see, da flød Honningen; og Ingen lod sin Haand røre ved sin Mund; thi Folket frygtede for den Ed. 27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvoer Folket, og udrakte det Yderste af Kjeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han vendte sin Haand til sin Mund, og hans Øine saae klart. 28 Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvoer Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad idag; og Folket var træt. 29 Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. 30 Ja, gid Folket havde ædet idag af sine Fjenders Bytte, som det fandt; thi endnu har Slaget ikke været stort imod Philisterne. 31 Og de sloge Philisterne paa den Dag fra Michmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. 32 Og Folket lavede Byttet til, og de toge Faar og Øxne og Kalve, og slagtede paa Jorden; og Folket aad med Blodet. 33 Da forkyndte de Saul det og sagde: See, Folket synder for Herren, at de æde med Blodet; og han sagde: I have handlet fortrædeligen, vælter nu en stor Steen til mig. 34 Og Saul sagde (ydermere): Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Oxe og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og, synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Oxe med sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der. 35 Da byggede Saul Herren et Alter; det var det (første) Alter, han begyndte at bygge Herren. 36 Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Philisterne inat og røve dem, indtil det bliver lys Morgen, og vi ville ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gjør alt det, som er godt for dine Øine; men Præsten sagde: Lader os holde os nær hid til Gud. 37 Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag. 38 Da sagde Saul: Kommer frem herhid af alle Hjørner af Folket, og kjender og seer, paa hvilken denne Synd er idag. 39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket. 40 Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine. 41 Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Bring Sandheden frem; og Jonathan og Saul bleve rammede, men Folket gik (frit) ud. 42 Da sagde Saul: Kaster (Lod) imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan rammet. 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe? 44 Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan! 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe. 46 Da drog Saul op fra (at jage) efter Philisterne, og Philisterne gik til deres Sted.