| Bibelvers

Verse 1

En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,

Referenced Verses

Sal 120:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
Sal 121:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til Bjergene, hvorfra der skal komme mig Hjælp.
Sal 122:1 : 1 Davids Sang paa Trapperne. Jeg glæder mig ved dem, som sige til mig: Vi ville gaae i Herrens Huus.
Sal 123:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til dig, som sidder i Himmelen.
Sal 124:1 : 1 Davids Sang paa Trapperne. Dersom Herren ikke havde været hos os, maa Israel nu sige,
Sal 125:1 : 1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
Sal 126:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Der Herren omvendte Zions Fængsel, da vare vi som Drømmende;
Sal 127:1 : 1 Salomos Sang paa Trapperne. Dersom Herren ikke bygger et Huus, da arbeide de forgjæves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaager Vægteren forgjæves.
Sal 128:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Salig er hver den, som frygter Herren, som gaaer paa hans Veie.
Sal 129:1 : 1 En Sang paa Trapperne. De trængte mig meget fra min Ungdom, maa Israel nu sige,
Sal 130:1 : 1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
Sal 131:1 : 1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
Klag 3:19 : 19 Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
Klag 5:1 : 1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
1 Mos 8:1 : 1 Og Gud ihukom Noe og alle (vilde) Dyr og alt Qvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Veir fare over Jorden, og Vandet faldt.
2 Mos 2:24 : 24 Og Gud hørte deres Suk; og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.
1 Sam 18:1-9 : 1 Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl. 2 Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus. 3 Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl. 4 Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte. 5 Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine. 6 Men det hændte sig, der de kom, da David kom tilbage fra den Philisters Slag, at Qvinderne af alle Israels Stæder vare udgangne med Sang og Dands imod Kong Saul, med Tromme, med Glæde og med Strængeleg. 7 Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde. 8 Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans. 9 Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter. 10 Og det skede om anden Dagen, at Guds den onde Aand kom heftig over Saul, og han propheterede midt i Huset, men David legede med sin Haand, som dagligen; og Saul havde et Spyd i Haanden. 11 Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt. 12 Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul. 13 Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt. 14 Og David handlede klogeligen paa alle sine Veie, og Herren var med ham. 15 Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt. 16 Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt. 17 Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham. 18 Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger? 19 Og det skede, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Adriel, den Meholathiter, til Hustru. 20 Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine. 21 Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger. 22 Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger. 23 Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand? 24 Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David. 25 Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand. 26 Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte. 27 Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru. 28 Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham. 29 Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage. 30 Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
2 Sam 15:1-9 : 1 Og det skede derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd, som løb frem for ham. 2 Og Absalom stod tidlig op og stod paa Siden af Veien i Porten; og det skede, naar nogen Mand havde en Trætte, at han skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Af hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er af en af Israels Stammer. 3 Da sagde Absalom til ham: See, dine Sager ere gode og rette; men der er Ingen (beskikket) af Kongen, som skal høre dig. 4 Og Absalom sagde: Hvo sætter mig til Dommer i Landet, at hver Mand maa komme til mig, som har Trætte og Dom, at jeg kan hjælpe ham til Ret? 5 Og det skede, naar Nogen kom nær at nedbøie sig for ham, da udrakte han sin Haand og tog fat paa ham og kyssede ham. 6 Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte. 7 Og det skede, der fyrretyve Aar vare tilende, da sagde Absalom til Kongen: Kjære, lad mig gaae, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren, i Hebron. 8 Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg tjene Herren. 9 Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred; og han gjorde sig rede og gik til Hebron. 10 Og Absalom sendte Speidere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar som I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron. 11 Og med Absalom gik to hundrede Mænd fra Jerusalem, som vare kaldte, men gik i deres Oprigtighed, og de vidste Intet af al Sagen. 12 Og Absalom sendte Achitophel, den Giloniter, Davids Raad, af hans Stad, af Gilo, der han offrede Offeret; og Forbundet blev stærkt, og Folket gik til og blev mangfoldigt med Absalom. 13 Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom. 14 Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Staaer op og lader os flye, thi der skal (ellers) ikke være Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gaae, at han ikke skal skynde sig og naae os, og paaføre os Ulykke og slaae Staden med skarpe Sværd. 15 Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: See, (her ere) dine Tjenere, efter alt det, som min Herre Kongen udvælger. 16 Og Kongen gik ud, og alt hans Huus efter ham, og Kongen lod ti Qvinder, Medhustruer, blive til at bevare Huset. 17 Og Kongen gik ud, og alt Folket efter ham, og de bleve staaende langt borte fra Huset. 18 Og alle hans Tjenere gik over ved hans Side, dertilmed alle de Crethi og alle de Plethi; og alle de Githiter, sex hundrede Mænd, som vare komne at følge ham af Gath, gik over for Kongens Ansigt. 19 Og Kongen sagde til Ithai, den Githiter: Hvorfor gaaer ogsaa du med os? vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vandrer ogsaa herfra til dit Sted. 20 Du kom igaar, og skulde jeg idag lade dig vanke omkring at gaae med os? men jeg vil gaae, hvorhen jeg kan gaae; vend tilbage og før dine Brødre tilbage; med dig være Miskundhed og Troskab!
Sal 25:6-7 : 6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed. 7 Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!