Forkynneren 5:11
Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
14 Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
1 Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
11 Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.
19 Thi han skal ikke meget komme sit Livs Dage ihu, efterdi Gud svarer ham i hans Hjertes Glæde.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
8 Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
14 (Det er) Ondt, (det er) Ondt, skal Kjøberen sige, men (naar) han gaaer bort, da skal han rose sig.
24 Der er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel.
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
8 Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
8 Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
5 Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
11 Viisdom er god med Arvegods, og de, som see Solen, have Fordeel (deraf).
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
6 Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd.
13 og dit store Qvæg og dit smaae Qvæg skal formeres, og Sølv og Guld skal formeres dig, og alt det, som du haver, skal formeres,
8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
10 at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,
18 Han skal igjengive (det, han haver havt) Umage (for), og ikke opsluge (fremdeles); som hans Formue (har været, skal) hans Betaling (være), og han skal ikke fryde sig.
15 Og han sagde til dem: Seer til og vogter eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i hans Gods, i det, at han haver Overflod.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
12 See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset.
21 Der skal Intet være tilovers, som han kan æde; derfor skal han ikke vente sit Gode.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
6 En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
23 Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
19 Og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du haver meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd, drik, vær glad!