Ordspråkene 20:14
(Det er) Ondt, (det er) Ondt, skal Kjøberen sige, men (naar) han gaaer bort, da skal han rose sig.
(Det er) Ondt, (det er) Ondt, skal Kjøberen sige, men (naar) han gaaer bort, da skal han rose sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Der er Guld og mange Perler til, men forstandige Læber ere et dyrebart Tøi.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
12 Tiden kommer, Dagen er kommen nær; den, som kjøber, skal ikke glæde sig, og den, som sælger, skal ikke sørge; thi Grumhed (skal komme) over al dens Mængde.
13 Thi den, som sælger, skal ikke komme til sit solgte (Gods) igjen, omendskjøndt hans Liv er iblandt de Levende; thi Synet imod al dens Mængde skal ikke vende tilbage, og Ingen skal bestyrke sit Liv ved sin Misgjerning.
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
14 Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
14 (Som) Skyer og Veir, (hvor) ingen Regn (er hos), er en Mand, som roser sig af en falsk Gave.
16 Hvortil skal (Penges) Værd i Daarens Haand at kjøbe Viisdom, (efterdi han haver) ikke Forstand (derpaa)?
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
13 Elsk ikke Søvn, at du skal ikke maaskee blive arm; oplad dine Øine (og) mættes af Brød.
23 I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.
24 De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.
1 Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.
2 Ja, naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, synder.
1 Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde.
11 Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
6 At arbeide paa (at samle) Liggendefæ med en falsk Tunge er en Forfængelighed, som bortblæses, hos dem, som søge Døden.
22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
31 Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
21 Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.
2 Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
21 Der skal Intet være tilovers, som han kan æde; derfor skal han ikke vente sit Gode.
19 saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?
15 Man kan ikke give det tætte (Guld) for den, ei heller veie Sølv for dens Værd.
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
14 Thi det er bedre at kjøbslaae med den, end at kjøbslaae med Sølv, og dens Indkomme (er bedre) end opgravet (Guld).
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
11 (Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
23 Kjøb Sandhed og sælg (den) ikke, (samt) Viisdom og Tugt og Forstand.
18 Han skal igjengive (det, han haver havt) Umage (for), og ikke opsluge (fremdeles); som hans Formue (har været, skal) hans Betaling (være), og han skal ikke fryde sig.
17 Falskheds Brød smager en Mand vel, men siden bliver hans Mund fuld af Gruus.
20 I den Vises Bolig er et ønskeligt Liggendefæ og Olie, men et daarligt Menneske opsluger det.
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
9 Thi han sagde: Det gavner en Mand ikke, naar han haver Behagelighed (til at vandre) med Gud.
6 Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd.
13 Nu velan I, som sige: Idag eller imorgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar, og kjøbslaae og vinde,
26 Hvo, som holder Kornet tilbage, ham bander Folket, men Velsignelsen (kommer) paa hans Hoved, som sælger det.
27 At æde megen Honning er ikke godt, (ei heller er det) en Ære, naar (Folk) randsage deres (egen) Ære.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?