Jesaja 59:1
See, Herrens Haand er ikke forkortet, at den ikke kunde frelse, og hans Øre er ikke tunghørende, at (han) ikke kunde høre.
See, Herrens Haand er ikke forkortet, at den ikke kunde frelse, og hans Øre er ikke tunghørende, at (han) ikke kunde høre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Men eders Misgjerninger gjøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud, og eders Synder gjøre, at han skjuler Ansigtet fra eder, at han hører (eder) ikke.
16Og han saae, at der var ingen Mand, og han forskrækkedes saare, at der var ingen Forbeder; men hans Arm frelste ham, og hans Retfærdighed, den opholdt ham.
2Hvorfor kom jeg, og der var slet Ingen? hvorfor kaldte jeg, og der var Ingen, som svarede? er min Haand saa aldeles forkortet, at den kan ikke forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? see, jeg tørrer Havet ved min Trudsel, jeg gjør Floder til en Ørk, at deres Fiske stinke, fordi der ikke er Vand, og døe af Tørst.
10Herren haver blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øine, og alle Jordens Ender skulle see vor Guds Salighed.
5Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
18I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
19Hvo er blind, uden min Tjener, og døv (som den), jeg udsendte som mit Bud? hvo er (saa) blind som den Fuldkomne, og (saa) blind som Herrens Tjener?
20Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
27Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
28Veed du ikke, eller haver du ikke hørt? Herren, den evige Gud, som skabte Jordens Ender, kan ikke blive træt, ei heller vansmægte, hans Forstand er urandsagelig.
5Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.
15Hører og vender Ørene (hid), ophøier eder ikke; thi Herren haver talet.
22Vender eder til mig og bliver frelste, alle Jordens Ender! thi jeg er Gud, og Ingen ydermere.
23Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei.
9Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: See, her er jeg; dersom du borttager det Aag midt ud fra dig, (og holder dig fra) at udstrække Fingrene og at tale Uret,
7Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
9Du, som bærer Zion et (godt) Budskab, stig op paa et høit Bjerg; du, som bærer Jerusalem et (godt) Budskab, ophøi din Røst med Magt, ophøi (den, og) frygt ikke; siig til Judæ Stæder: See, eders Gud!
10See, den Herre Herre skal komme imod den Stærke, og hans Arm skal herske over ham: see, hans Løn er hos ham, og hans Gjerning er for hans Ansigt.
5Da sagde Esaias til Ezechias: Hør den Herre Zebaoths Ord:
23Er jeg kun en Gud nær hos, siger Herren, og ikke en Gud langt borte?
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
8Saa sagde Herren: Jeg bønhørte dig paa den behagelige Tid og hjalp dig paa Saligheds Dag, og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt iblandt Folk, at opreise Landet, at lade dem arve de ødelagte Arvedele,
17Ak Herre Herre! see, du, du gjorde Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din den udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig;
14Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
20Samler eder og kommer, kommer frem tillige, I Undkomne fra Hedningerne! de vide ikke (Noget), de, som opløfte deres udskaarne Træbilleder, og som bede til en Gud, som ikke kan frelse.
8See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
5Den Herre Herre haver aabnet mig Øret, og jeg, jeg var ikke gjenstridig, jeg vendte mig ikke tilbage.
11See, Herren lader sig høre til Jordens Ende; siger Zions Datter: See, din Salighed kommer, see, hans Løn er med ham, og hans Gjerning er for ham.
7De løfte ham op paa Skuldrene, de bære ham og sætte ham paa sit Sted; der staaer han, han viger ikke fra sit Sted; vilde (Nogen) end raabe til ham, skal han dog ikke svare, han kan ikke frelse ham af hans Nød.
9Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
11Jeg, jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden mig.
8Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veie ere ikke mine Veie, sagde Herren.
22Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han, han skal frelse os.
6Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
2Og min Haand gjorde alle disse Ting, og de bleve allesammen til, siger Herren; men til denne vil jeg see, til den Elendige og til den, som haver en sønderbrudt Aand, og som er forfærdet for mine Ord.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
50Haver ikke min Haand gjort alt dette?
15Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
1Hvo troede det, vi havde hørt, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?
6Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn opreise Bannere; Herren skal opfylde alle dine Begjæringer.
5Da skulle de Blindes Øine aabnes, og de Døves Øren aabnes.
1Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basun og kundgjør mit Folk deres Overtrædelse, og Jakobs Huus deres Synder,
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
16Paa den samme Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke; (til) Zion: Lad dine Hænder ikke synke.
15Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
2See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
4Du møder den, som er glad, og den, som gjør Retfærdighed, dem, som komme dig ihu paa dine Veie; see, du, du var vred, da vi syndede; (vare vi) evindelig (blevne) paa hine, da vare vi blevne frelste.
20Og der skal komme en Gjenløser til Zion og til dem, som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger Herren.