Jeremia 14:4
Thi Jorden er sprukken, fordi der haver ikke været Regn paa Jorden; Agermændene ere beskjæmmede, de skjule deres Hoveder.
Thi Jorden er sprukken, fordi der haver ikke været Regn paa Jorden; Agermændene ere beskjæmmede, de skjule deres Hoveder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Og de Ypperlige iblandt dem sendte deres Smaae efter Vand; de kom til Gravene, de fandt ikke Vand, de kom tilbage med deres Kar tomme; de ere beskjæmmede og skammede sig og skjulte deres Hoveder.
5 Thi ogsaa en Hind paa Marken fødte og maatte forlade (sine Kalve), fordi der ikke var Græs.
6 Og Vildæsler stode paa høie (Steder), toge Luft (til sig) som Dragerne; deres Øine forsmægtede, fordi der ikke vare Urter.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
10 Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.
11 Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.
12 Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
10 Derfor lukke Himlene sig til over eder, at (de) ikke (give) Dug, og Jorder haver tillukket for sin Grøde.
3 Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn var ikke; men du haver en Horqvindes Pande, du vægrer dig ved at skamme dig.
26 at lade regne paa det Land, (hvor) Ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,
27 at det mætter de øde og ødelagte (Stæder), og gjør, at Græsset opvoxer og udkommer.
5 og (gjorde) allehaande smaae Træer paa Marken, da de endnu ikke vare paa Jorden, og allehaande Urter paa Marken, da de endnu ikke vare oprundne; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske, som dyrkede Jorden.
6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overdeel.
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
7 Og jeg, jeg haver ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der vare endnu tre Maaneder til Høsten, og jeg lod regne over en Stad, men over en anden lod jeg ikke regne; en Deel fik Regn, og en anden Deel, som det ikke regnede paa, blev tør.
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.
7 Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
3 Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
29 Thi de skulle blive tilskamme for de Eges Skyld, som I have Lyst til, og I skulle beskjæmmes for de Havers Skyld, som I Udvalgte.
30 Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.
5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
26 Og de, som boe deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der visner, før det staaer (i Ax).
10 Du besøger Jorden, og (naar) du haver gjort den begjærlig, gjør du den meget rig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver beredt den.
1 Begjærer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid, af Herren, som gjør Lynet, saa skal han give dem Pladskregn, ja, for enhver Mand Urter paa Marken.
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
24 Skal Plovmanden pløie den ganske Dag til at saae, (ja) aabne og harve sin Jord?
3 Thi saa sagde Herren til Judæ Mænd og til Jerusalem: Pløier eder nyt Land (paany), og saaer ikke ved Torne.
9 Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.
12 Saaer eder til Retfærdighed, høster til Miskundhed, pløier eder nyt Land paa ny; thi (det er) Tid at søge Herren, indtil han kommer og lærer eder Retfærdighed.
4 Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.
34 et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.
4 Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
4 Fordi det er Vinter, vil en Lad ikke pløie; (derfor) skal han tigge om Høsten, men (skal) Intet (finde).
20 Ogsaa Dyrene paa Marken skrige til dig; thi Vandstrømmene ere fortørrede, og en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken.
17 Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
7 af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ei heller den, som binder Neg, sin Kjortelflig.
13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
11 De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
6 Thi Nimrims Vande skulle blive øde, thi Høet er tørt, Græsset er borte, (der er) intet Grønt.
24 Og de sagde ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, han, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; han skal bevare os Ugerne, (ja) de beskikkede Høsttider.
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
10 Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
22 Mon der være iblandt Hedningernes Forfængeligheder de, som kunne lade regne, eller kunne de give Himlene Regndraaber? mon det ikke være dig selv, Herre vor Gud! og vi have forventet dig, thi du, du haver gjort alle disse Ting.
6 Og Noget faldt paa Klippen; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.