Job 30:4
de, som oprykkede Katoste ved en Busk, og Enebærtræers Rødder var deres Brød,
de, som oprykkede Katoste ved en Busk, og Enebærtræers Rødder var deres Brød,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
5 de uddreves midt derfra, man skreg mod dem som mod en Tyv.
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
7 Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,
35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark.
5 See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
6 De høste deres Foder paa Marken, og de Ugudelige afplukke Viingaarden.
39 Da gik En ud paa Marken at sanke Urter, og fandt et vildt Viintræ og samlede deraf sit Klæde fuldt af vilde Coloqvintider; og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret, thi de kjendte dem ikke.
5 Den Hungrige skal æde hans Høst, og skal tage den ind af Torne, og Røverne skulle opsluge deres Formue.
10 De lade en Nøgen gaae uden Klæder, og de tage et Neg fra den Hungrige.
11 De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
29 og Honning og Smør og Faar og Oste af Køer hen til David og til Folket, som var med ham, til at æde; thi de sagde: Folket er hungrigt og træt og tørstigt i Ørken.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
4 De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
7 Derfor skulle de bære det Øvrige, som de have forhvervet sig, og det, de have henlagt, til de Arabers Dal.
9 Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
19 Og de skulle komme og nedlade sig allesammen i de øde Dale og i Klippernes Rifter og i alle Tornebuskene og i alle priselige (Steder).
14 Fød dit Folk med din Kjep, din Arvs Faar, du, som boer alene i en Skov midt paa Carmel; lad dem fødes i Basan og Gilead, som i gamle Dage.
5 Thi ogsaa en Hind paa Marken fødte og maatte forlade (sine Kalve), fordi der ikke var Græs.
6 Og Vildæsler stode paa høie (Steder), toge Luft (til sig) som Dragerne; deres Øine forsmægtede, fordi der ikke vare Urter.
5 De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
4 Og de leirede sig imod dem, og de fordærvede Landets Grøde, indtil man kommer til Assa; og de lode ikke Føde blive tilovers i Israel, hverken Faar eller Oxe eller Asen.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
17 fordi de skulle have Mangel paa Brød og Vand, og de skulle forskrækkes, den Ene med den Anden, og forsvinde i deres Misgjerning.
6 Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.
4 (Den er som) den Vældiges skjærpede Pile med Gløder af Enebærtræ.
9 Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.
10 Barmhjertige Qvinders Hænder kogte deres Børn; de bleve dem til Spise i mit Folks Datters Forstyrrelse.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
4 Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde?
24 De skulle fortæres af Hunger og opædes af Hede-Syge og bitter Ødelæggelse; og jeg vil sende Dyrs Tænder paa dem med (Hugormes) Forgift, som krybe i Støv.
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
7 Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
15 Og lad dem komme igjen om Aftenen, lad dem tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
13 Og Herren sagde: Saaledes skulle Israels Børn æde deres urene Brød iblandt Hedningerne, hvorhen jeg vil fordrive dem.
2 De antaste Landemærkerne, de røve Hjorden og føde den.
12 da blev det oprykket i Grumhed, kastet til Jorden, og Østenvind tørrede dets Frugter; dets stærke Kjeppe bleve brudte og bleve tørre, Ild fortærede dem.
5 Thi før Høsten, naar Knopperne ere fuldkomne, og Blomsterne (ere blevne til) sure Druer, som blive modne, da skal man afskjære Rankerne med Seglene, og borttage, (ja) afhugge Qvistene.
21 Kan du sætte en Krog i dens Næse, eller bore dens Kindbeen igjennem med en Preen?
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
10 Thi den faste Stad (skal blive) eenlig, den (deilige) Bolig skal være bortkastet og forladt som Ørken; der skulle Kalve gaae i Græs, og der skulle de ligge og fortære dens Qviste.
13 Hvorfor haver du sønderrevet Gjærdet derfor, saa at alle de, som gaae forbi ad Veien, afbrøde af det?
29 Thi de skulle blive tilskamme for de Eges Skyld, som I have Lyst til, og I skulle beskjæmmes for de Havers Skyld, som I Udvalgte.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.