4 Mosebok 25:11
Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, haver vendt min Grumhed fra Israels Børn, idet han var nidkjær med min Nidkjærhed midt iblandt dem, saa at jeg haver ikke gjort Ende paa Israels Børn i min Nidkjærhed.
Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, haver vendt min Grumhed fra Israels Børn, idet han var nidkjær med min Nidkjærhed midt iblandt dem, saa at jeg haver ikke gjort Ende paa Israels Børn i min Nidkjærhed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, saae det, og han stod op midt af Menigheden og tog et Spyd, i sin Haand.
8 Og han kom ind efter den israelitiske Mand i Horekippen, og igjennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Qvinden i hendes Liv; da stilledes Plagen fra Israels Børn.
12 Derfor siig: See, jeg giver ham min Pagt, (ja) Fred.
13 Og han og hans Sæd efter ham skal have et evigt Præstedømmes Pagt, derfor at han var nidkjær for sin Gud og gjorde Forligelse for Israels Børn.
10 Og Herren talede til Mose og sagde:
30 Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte.
28 Og Pinehas, Søn af Eleasar, Arons Søn, stod for hans Ansigt i de samme Dage og sagde: Skal jeg blive ved ydermere at gaae ud til Krig imod Benjamins, min Broders, Børn, eller lade af? og Herren sagde: Drager op, thi imorgen vil jeg give ham i din Haand.
30 Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Manasse Børn sagde, da var det godt for deres Øine.
31 Og Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: Idag kjende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I have ikke forgrebet eder imod Herren med saadan Forgribelse; nu have I reddet Israels Børn af Herrens Haand.
32 Da drog Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn, og Fyrsterne tilbage fra Rubens Børn og fra Gads Børn, fra Gileads Land til Canaans Land, til Israels Børn; og de sagde dem Svar igjen.
20 da Pinehas, Eleasars Søn, fordum var en Fyrste over dem, (fordi) Herren var med ham.
19 Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.
20 Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
3 Og Israel føiede sig til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel.
13 Da sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Eleasars, Præstens, Søn,
15 thi Herren din Gud er en nidkjær Gud midt iblandt dig; at Herrens din Guds Vrede ikke skal optændes imod dig, og han skal lade dig udslette fra at være paa Jordens Kreds.
2 Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg haver været nidkjær over Zion med en stor Nidkjærhed, ja, jeg haver med stor Grumhed været nidkjær over den.
50 Og disse ere Arons Børn: Eleasar var hans Søn, Pinehas hans Søn, Abisua hans Søn,
10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
16 Og Mose ledte flittig efter Syndofferets Buk, og see, den var opbrændt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, de, som vare overblevne, og sagde:
51 fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkjær Gud.
21 De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
9 For mit Navns Skyld vil jeg længe forhale min Vrede, og for min Prises Skyld vil jeg afholde mig, dig (tilgode), at jeg skal ikke udrydde dig.
18 Saa skal Herren være nidkjær for sit Land og spare sit Folk.
37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
5 Saa tager vare paa Helligdommens Varetægt og paa Alterets Varetægt, at der ikke skal ydermere være en (hastig) Vrede over Israels Børn.
16 See, disse vare (Aarsag) for Israels Børn, ved Bileams Ord, at antvorde dem til at forgribe sig imod Herren formedelst Peors Handel, hvorfor Plagen var i Herrens Menighed.
14 Og Engelen, den, som talede med mig, sagde til mig: Raab og siig: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg haver været nidkjær for Jerusalem og for Zion med en stor Nidkjærhed.
45 Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
46 Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.
19 Og jeg gav Aron og hans Sønner Leviterne til en Gave, midt ud af Israels Børn, til at betjene Israels Børns Tjeneste i Forsamlingens Paulun, og til at gjøre Forligelse for Israels Børn, at der ikke skal være Plage iblandt Israels Børn, naar Israels Børn ville holde sig nær til Helligdommen.
21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.
13 Saa skal min Vrede fuldendes, og jeg vil lade min Grumhed hvile paa dem og trøste mig (derved); og de skulle kjende, at jeg, Herren, jeg haver talet i min Nidkjærhed, naar jeg haver fuldendt min Grumhed paa dem.
33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
22 Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde.
31 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gjør Ende med dem ved min Grumheds Ild; jeg giver dem deres Vei paa deres Hoved, siger den Herre Herre.
3 Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren haver talet og sagt: Jeg vil helliggjøres i dem, som komme nær til mig, og jeg skal herliggjøres for alt Folkets Aasyn; og Aron taug.
36 Og Herren talede til Mose og sagde:
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
2 Gud er nidkjær, og Herren er en Hevner, (ja) Herren er en Hevner og haver Grumhed; Herren er en Hevner imod sine Modstandere, og den, som bevarer (Vreden) for sine Fjender.
17 Men mit Øie sparede dem, at jeg ikke fordærvede dem, og jeg gjorde ikke (aldeles) Ende paa dem i Ørken.