Ordspråkene 12:22
Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed, men de, som handle troligen, ere ham en Velbehagelighed.
Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed, men de, som handle troligen, ere ham en Velbehagelighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 De Vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren, men de, som (vandre) fuldkommelig paa Veien, ere hans Velbehagelighed.
19 Sandheds Læbe skal blive fast altid, men en falsk Tunge (ikkun) et Øieblik.
20 Der er Svig i deres Hjerte, som optænke Ondt, men hos dem, der raade til Fred, er Glæde.
21 Den Retfærdige skal ingen Uret vederfares, men de Ugudelige ere fulde af Ondt.
5 En Retfærdig hader Løgns Ord, men en Ugudelig gjør sig stinkende og beskjæmmer.
2 Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
3 De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.
7 Thi min Gane skal tale (grundeligen) om Sandhed, og Ugudelighed (skal være) en Vederstyggelighed for mine Læber.
1 Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men en fuldkommen Vægt er hans Velbehagelighed.
4 En Ond agter paa uretfærdige Læber, (og) den, som vender Øren til Løgn, (agter) paa en skadelig Tunge.
6 De Galne skulle ikke bestaae for dine Øine; du hader alle dem, som gjøre Uret.
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
17 Den, som vil udsige Sandhed, forkynder Retfærdighed, men et falskt Vidne (forkynder) Svig.
26 Den Ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed, men de Renes ere liflige Taler.
12 Det er en Vederstyggelighed for Konger at gjøre Ugudelighed, thi ved Retfærdighed befæstes Thronen.
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
28 En falsk Tunge hader dem, som den haver stødt, og en smigrende Mund skal gjøre, at (Andre) omstødes.
7 Den skal ikke blive inden i mit Huus, som gjør Svig; den, som taler Løgn, skal ikke befæstes for mine Øine.
2 Herre! fri min Sjæl fra en falsk Læbe, fra en svigefuld Tunge!
13 Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet, som elsker (at leve mange) Aar for at see Godt?
24 En Hader kan stille sig fremmed an med sine Læber, men inden i sig lægger han Svig.
25 Naar han gjør sin Røst yndig, (da) tro ham ikke; thi der ere syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.
32 En Retfærdigs Læber skulle kjende, hvad behageligt er, men de Ugudeliges Mund (fremfører) forvendte Ting.
5 Og de handle bedrageligen, hver mod sin Ven, og tale ikke Sandhed; de lære deres Tunge at tale Løgn, de gjøre sig Møie for at forvende (Retten).
32 Thi den, som afviger, er Herren en Vederstyggelighed, men hans hemmelige Raad er hos de Oprigtige.
25 Et trofast Vidne redder Sjæle, men et svigefuldt (Vidne) udblæser Løgn.
3 Ved deres Ondskab glæde de Kongen, og Fyrsterne ved deres Løgn.
2 Den, som vandrer fuldkommen og gjør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte,
3 Hvorfor roser du dig i Ondskab, du Vældige? Guds Miskundhed (varer) den ganske Dag.
3 Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og de blive Vældige i Landet, ikke ved Sandhed; men de udgaae fra det (ene) Onde til det andet og kjende mig ikke, siger Herren.
12 (Naar der er) en Regent, som agter paa Løgns Ord, (da blive) alle hans Tjenere ugudelige.
23 Forskjellig Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.
5 Et trofast Vidne lyver ikke, men et falskt Vidne udblæser Løgn.
9 De Ugudeliges Vei er Herren en Vederstyggelighed, men den, som efterjager Retfærdighed, elsker han.
18 Den, som skjuler Had, haver falske Læber, og den, som udfører (ondt) Rygte, er en Daare.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
9 Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
7 Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
7 Det staaer en Daare ikke vel an at tale om ypperlige Ting, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
2 Thi deres Hjerte betænker Ødelæggelse, og deres Læber udtale Møie.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
16 Thi hver, som gjør dette, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud, (ja) hver, som gjør Uret.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
11 Den, som elsker Hjertets Reenhed, hvis Læber ere yndige, hans Ven er Kongen.
13 I Læbernes Overtrædelse er en ond Snare, men en Retfærdig skal komme ud af Angest.
9 Et falskt Vidne skal ikke holdes uskyldigt, og den, som udblæser Løgn, skal omkomme,
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
27 En uretfærdig Mand er de Retfærdige en Vederstyggelighed, og den, som er oprigtig paa Veien, er en Ugudelig en Vederstyggelighed.
11 Man skal adsprede dem formedelst Sværdet, de skulle vorde Ræves Deel.
6 At arbeide paa (at samle) Liggendefæ med en falsk Tunge er en Forfængelighed, som bortblæses, hos dem, som søge Døden.