| Bibelvers

Verse 6

Og Saul adspurgte Herren, men Herren svarede ham Intet, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Propheterne.

Referenced Verses

4 Mos 12:6 : 6 Og han sagde: Kjære, hører mine Ord: Dersom Nogen er eders Prophet, vil jeg Herren give mig tilkjende for ham i et Syn, i en Drøm vil jeg tale med ham.
4 Mos 27:21 : 21 Og han skal staae for Eleasars, Præstens, Ansigt, og han skal spørge ham efter Urims Viis for Herrens Ansigt; efter hans Mund skulle de gaae ud, og efter hans Mund skulle de gaae ind, han og alle Israels Børn med ham, ja den ganske Menighed.
1 Sam 14:37 : 37 Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag.
Klag 2:9 : 9 Hendes Porte sank ned i Jorden, han fordærvede og sønderbrød hendes Stænger; hendes Konge og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne, der er ikke Lov, ja, hendes Propheter fandt ikke Syn for Herren.
2 Mos 28:30 : 30 Du skal og sætte i Rettens Brystspan de Urim og de Thummim, og de skulle være over Arons Hjerte, naar han gaaer ind for Herren; og Aron skal bære Israels Børns Ret paa sit Hjerte for Herrens Ansigt altid.
5 Mos 33:8 : 8 Og han sagde til Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvilken du fristede i Massa, med hvilken du kivede ved Meriba Vand,
1 Mos 28:12-15 : 12 Og han drømte, og see, en Stige var opreist paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen; og see, Guds Engle stege op og ned derpaa. 13 Og see, Herren stod ovenpaa den og sagde: Jeg er Herren, din Faders Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. 14 Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vester og mod Øster, og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 15 Og see, jeg er med dig og vil bevare dig i Alt, hvor du farer, og vil føre dig til dette Land igjen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg haver fuldkommet det, jeg haver sagt dig.
1 Mos 46:2-4 : 2 Og Gud talede til Israel i Syner om Natten, og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: See, her er jeg. 3 Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud; frygt ikke for at drage ned til Ægypten, thi der vil jeg gjøre dig til et stort Folk. 4 Jeg, jeg vil fare ned med dig i Ægypten, og jeg vil ogsaa visseligen føre dig op (igjen); og Joseph skal lægge sin Haand paa dine Øine.
2 Mos 28:20 : 20 Og den fjerde Rad: en Turkous og en Onyx og en Jaspis; de skulle være indfattede i Guld i deres Udhulinger.
1 Krøn 10:13-14 : 13 Saa døde Saul i sin Forgribelse, som han havde forgrebet sig med imod Herren, at han ikke havde holdt Herrens Ord, saa og, at han havde adspurgt og søgt Spaaqvinden. 14 Og han søgte ikke Herren; derfor dræbte han ham og vendte Riget til David, Isai Søn.
Job 33:14-16 : 14 Men Gud taler eengang og anden Gang, men man agter ikke derpaa. 15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng, 16 da aabenbarer han (det) for Folkenes Øre og besegler (det) ved deres Tugtelse,
Sal 74:9 : 9 Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
Ordsp 1:1-9 : 1 Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Ordsprog, 2 til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord, 3 til at antage Klogskabs Tugt, Retfærdighed og Dom og Oprigtigheder, 4 til at give de Vanvittige Vittighed, den Unge Kundskab og (kloge) Anslag, — 5 hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad — 6 til at forstaae Ordsprog og Udlæggelse, de Vises Ord og deres mørke Taler. 7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt. 8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov. 9 Thi de ere en Naades Smykke paa dit Hoved og Kjæder om din Hals. 10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke. 11 Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag, 12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen, 13 vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov, 14 du skal kaste din Lod midt iblandt os, vi ville allesammen have een Pose, — 15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti. 16 Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod. 17 Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine. 18 Og disse lure paa deres (eget) Blod, de skjule sig imod deres (egne) Sjæle. 19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv. 20 Viisdommen raaber udenfor, den udgiver sin Røst paa Gaderne. 21 Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord: 22 Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand? 23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord. 24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa), 25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf, 26 da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for, 27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder. 28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig. 29 Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, 30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf, 31 saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad. 32 Thi de Vanvittiges Afvendelse skal slaae dem ihjel, og Daarers Tryghed skal fordærve dem. 33 Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
Ordsp 27:1-28:28 : 1 Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde. 2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber. 3 Stene ere svare, og Sand er en Byrde, men en Daares Fortørnelse er svarere end begge. 4 Hastighed er Grumhed, og Vrede er et Vandskyl; dog hvo kan staae for Avind? 5 Aabenbar Straf er bedre end skjult Kjærlighed. 6 Saar af en Elsker ere trofaste, men Haderens Kys maa frabedes. 7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt. 8 Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted. 9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad. 10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Huus paa din Modgangs Dag; en Nabo er bedre nær hos, end en Broder langt borte. 11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig. 12 En Klog seer Ulykken og skjuler sig, (men) Vanvittige gaae frem (og) straffes. 13 Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld. 14 Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse. 15 Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre). 16 (Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber. 17 Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt. 18 Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo, der tager vare paa sin Herre, skal æres. 19 Ligesom Ansigt er imod Ansigt i Vand, saa er et Menneskes Hjerte imod et (andet) Menneske. 20 Helvede og Fordærvelse kunne ikke mættes, saa kunne (og) Menneskens Øine ikke mættes. 21 (Ligesom der er) Digel til at (prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, saa (prøves) en Mand efter sin priselige Gjernings Beskaffenhed. 22 Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal (dog) ikke hans Daarlighed vige fra ham. 23 Du skal grandt kjende dine Faars Skikkelse; sæt dit Hjerte til Hjordene. 24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt? 25 (Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene. 26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Agers Værd, 27 og (du haver) Gjedemelk nok til din Spise, til Spise for dit Huus og til dine unge Pigers Livs (Ophold). 1 De Ugudelige flye, skjøndt der er Ingen, som forfølger (dem), men den Retfærdige skal være tryg som en ung Løve. 2 For Landets Overtrædelse blive mange Fyrster deri; men naar der er et forstandigt, et vittigt Menneske, saa lever han længe. 3 En arm Mand, som dog fortrænger de Ringe, er som en Regn, der nedslaaer (Kornet), saa (der bliver) ingen Spise (igjen). 4 De, som forlade Loven, rose en Ugudelig, men de, som bevare Loven, blande sig med dem (i Strid). 5 Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting. 6 Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig. 7 Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader. 8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe. 9 Hvo, som bortvender sit Øre fra at høre Loven, hans Bøn er ogsaa en Vederstyggelighed. 10 Hvo, som forvilder de Oprigtige paa en ond Vei, han skal falde i sin Grav, men de Fuldkomne skulle arve Godt. 11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham. 12 Naar Retfærdige fryde sig, (da er der) stor Ære, men naar Ugudelige opstaae, skal man lede efter Folk. 13 Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke, men den, som bekjender, og som forlader (dem), skal faae Barmhjertighed. 14 Saligt er det Menneske, som altid frygter, men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke. 15 Som en brølende Løve og en omkringløbende Bjørn er en Ugudelig, der hersker over et ringe Folk. 16 En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage. 17 Et Menneske, som har gjort Vold paa en Sjæls Blod, (naar) han flyer til en Grav, da skulle de ikke staae ham bi. 18 Hvo, som vandrer fuldkommeligen, skal frelses, men hvo, som vandrer forvendt paa tvende Veie, skal falde paa een af dem. 19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod. 20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig. 21 Det er ikke godt at ansee en Person; thi en Mand kan overtræde for et Stykke Brøds Skyld. 22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham. 23 Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen. 24 Hvo, der berøver sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Overtrædelse, han er en fordærvelig Mands Staldbroder. 25 Den, som haver et stolt Mod, blander sig i Trætte, men den, som forlader sig paa Herren, skal blive fed. 26 Hvo, som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare, men den, som vandrer i Viisdom, han skal undkomme. 27 Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser. 28 Naar Ugudelige opkomme, maa et Menneske skjule sig, men naar de omkomme, skulle de Retfærdige blive mange.
Jer 23:28 : 28 En Prophet, som haver en Drøm, fortælle en Drøm, men den, som mit Ord er hos, tale mit Ord i Sandhed; hvad (skal) Halm (gjøre) hos Kornet? siger Herren.
Esek 20:1-3 : 1 Og det skede i det syvende Aar, i den femte (Maaned), paa den tiende (Dag) i Maaneden, (da) kom (nogle) Mænd af Israels Ældste for at adspørge Herren; og de satte sig for mit Ansigt. 2 Og Herrens Ord skede til mig, sigende: 3 Du Menneskesøn! tal til Israels Ældste, og du skal sige til dem: Saa sagde den Herre Herre: Monne I ere komne til at adspørge mig? (saa vist) jeg lever, jeg vil ikke være adspurgt af eder, siger den Herre Herre.
Matt 1:20 : 20 Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke for at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende, er af den Hellig-Aand.
Joh 9:31 : 31 Men vi vide, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han.
Jak 4:3 : 3 I bede, og faae ikke, fordi I bede ilde, at I det kunne fortære i eders Vellyster.