| Bibelvers

Verse 27

Benjamin skal røve (som) en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.

Referenced Verses

1 Mos 35:18 : 18 Og det skede, der hendes Sjæl foer ud, thi hun døde, da kaldte hun hans Navn Benoni; men hans Fader kaldte ham Benjamin.
Dom 20:21 : 21 Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de fordærvede af Israel paa den samme Dag to og tyve tusinde Mænd, (som de sloge) til Jorden.
Dom 20:25 : 25 Og Benjamin gik ud imod dem af Gibea paa den anden Dag, og de fordærvede af Israels Børn endnu atten tusinde Mænd, (som de sloge) til Jorden; alle disse uddroge Sværd.
Esek 22:27 : 27 Dens Fyrster midt derudi ere som Ulve, der røve Rov, til at udøse Blod, at omkomme Sjæle, for at drive Gjerrighed.
Hos 13:7-8 : 7 Og jeg var dem som en grum Løve; som en Parder saae jeg til paa Veien. 8 Jeg mødte dem som en Bjørn, den Ungerne ere tagne fra, og sønderrev deres Hjertes Lukke; og der fortærede jeg dem som en gammel Løve; (vilde) Dyr paa Marken sønderreve dem.
Sef 3:3 : 3 Dens Fyrster midt i den ere brølende Løver, dens Dommere ere Ulve om Aftenen, som ikke bryde et Been om Morgenen.
Matt 7:15 : 15 Men vogter eder for de falske Propheter, som komme til eder i Faareklæder, men ere indvortes glubende Ulve.
Matt 10:16 : 16 See, jeg sender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.
Apg 8:3 : 3 Men Saulus foer frem med Vold mod Menigheden, og gik ind i Husene og fremdrog baade Mænd og Qvinder, og overantvordede dem i Fængsel.
Apg 9:1 : 1 Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst
Apg 20:29 : 29 Thi jeg veed dette, at der skal komme svare Ulve ind iblandt eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden;
Fil 3:5 : 5 Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, af Benjamins Stamme, en Ebræer af Ebræer, en Pharisæer efter Loven,
1 Sam 11:4-9 : 4 Saa kom Budene til Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets Øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd. 5 Og see, Saul kom bag Øxnene af Marken, og Saul sagde: Hvad (skader) Folket, at de græde? da fortalte de ham de Mænds Ord af Jabes. 6 Da kom Guds Aand heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optændtes saare. 7 Og han tog et Par Øxne og hug dem i Stykker, og udsendte til alt Israels Landemærke formedelst Budene, og lod sige: Hvo, som ikke uddrager efter Saul og efter Samuel, med hans Øxne skal saaledes gjøres; da faldt Herrens Frygt paa Folket, at de droge ud som een Mand. 8 Og han talte dem i Besek; og Israels Børn vare tre hundrede tusinde, og Judæ Mænd tredive tusinde. 9 Da sagde de til Budene, som vare komne: Saa skulle I sige til de Mænd i Jabes i Gilead: Imorgen skal eder vederfares Frelsning, naar Solen bliver hed; der Budene kom og kundgjorde det for Mændene i Jabes, da bleve de glade. 10 Og de Mænd i Jabes sagde: Imorgen ville vi gaae ud til eder, saa maae I gjøre os efter alt det, som er godt for eders Øine. 11 Og det skede om anden Dagen, da satte Saul Folket i tre Hobe, og de kom midt i Leiren i Morgenvagten, og de sloge Ammoniterne, indtil Dagen blev hed; og det skede, at de, som bleve tilovers, bleve saa adspredte, at der bleve ikke tilovers af dem To tillige.
1 Sam 14:1-9 : 1 Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende. 2 Men Saul blev ved det Yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved sex hundrede Mænd. 3 Og Ahia, Søn af Ahitub, (som var) Broder til Icabod, Søn af Pinehas, Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Livkjortelen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gaaen bort. 4 Og imellem de Gangstier, hvor Jonathan søgte at gaae over mod Philisternes Besætning, var en Klippespids paa denne Side og en Klippespids paa hiin Side; og den enes Navn var Bozes, og den andens Navn Sene. 5 Den ene Spids stod i Nord imod Michmas, og den anden i Syd imod Geba. 6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa. 7 Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte. 8 Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem. 9 Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem. 10 Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op, thi Herren haver givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn. 11 Der de bleve begge aabenbarede for Philisternes Besætning, da sagde Philisterne: See, Ebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig. 12 Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand. 13 Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder, og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham. 14 Og det første Slag, som Jonathan og hans Vaabendrager slog, var ved tyve Mænd, paa omtrent Halvparten af et Stykke Land, en Ager, som et Par (Øxne kunde pløie paa een Dag). 15 Og der var en Forfærdelse i Leiren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og det fordærvende (Parti) bleve ogsaa forfærdede, ja Landet skjælvede, thi det var en Forfærdelse af Gud.
1 Sam 17:1-9 : 1 Og Philisterne havde samlet deres Leire til Krigen og samlede sig i Socho, som er i Juda; og de leirede sig imellem Socho og imellem Aseka ved Ephes-Dammin. 2 Og Saul og Israels Mænd samledes og leirede sig i Egens Dal; og de rustede sig til Krig (for at gaae) Philisterne imøde. 3 Og Philisterne stode paa Bjerget paa hiin (Side), og Israeliterne stode paa Bjerget paa denne (Side), og Dalen var imellem dem. 4 Da udgik en Kjæmpe af Philisternes Leire, hans Navn var Goliath af Gath; han var sex Alen og en Haandbred høi. 5 Og der var en Kobberhjelm paa hans Hoved, og han var iført en Skjæl-Kyrads, og Kyradsens Vægt var fem tusinde Sekel Kobber. 6 Og (han havde) et Beenharnisk af Kobber over sine Fødder, og et Kobberglavind imellem sine Skuldre. 7 Og hans Spydstage var som en Væverstang, og Bladet paa hans Spyd var sex hundrede Sekel Jern; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. 8 Og han stod og raabte til Israels Slagordener, og sagde til dem: Hvorfor droge I ud at ruste eder til Krig? er jeg ikke en Philister, og I Sauls Tjenere? udvælger eder en Mand, at han kommer ned til mig. 9 Dersom han kan stride mod mig, og han slaaer mig, da ville vi være eders Tjenere; men dersom jeg kan faae Magt over ham og slaaer ham, da skulle I være vore Tjenere og tjene os. 10 Fremdeles sagde den Philister: Jeg, jeg har forhaanet Israels Slagordener paa denne Dag; giver mig en Mand, saa ville vi stride tilhobe. 11 Der Saul og al Israel hørte disse den Philisters Ord, da bleve de forfærdede, og de frygtede saare. 12 Men David var den ephrathitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda, hvis Navn var Isai, og denne havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage (og) kommen (tilaars) iblandt Mændene. 13 Og de tre største Isai Sønner gik hen og gik efter Saul i Krigen; men hans tre Sønners Navne, som vare gangne i Krigen, vare Eliab, den Førstefødte, og hans anden (Søn) Abinadab, og den tredie Samma. 14 Men David var den yngste; og de tre største gik efter Saul. 15 Og David gik hen og kom tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaaqvæg i Bethlehem. 16 Og den Philister kom aarle frem (om Morgenen) og om Aftenen, og stillede sig frem i fyrretyve Dage. 17 Og Isai sagde til David, sin Søn: Kjære, tag til dine Brødre denne Epha stegte Ax og disse ti Brød, og løb til Leiren til dine Brødre. 18 Men disse ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de Tusinde; og du skal besøge dine Brødre, om (det gaaer dem) vel, og du skal tage et Pant fra dem. 19 Og Saul og de og alle Israels Mænd vare i Egens Dal og strede imod Philisterne. 20 Da stod David tidlig op om Morgenen og forlod Smaaqvæget hos Vogteren, og bar og gik, saasom Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, der Hæren var uddragen i Slagordenen, og de havde raabt ud til Krigen. 21 Og Israel havde rustet sig, og Philisterne, Slagorden imod Slagorden. 22 Da lod David Tøiet fra sig hos ham, som forvarede Tøiet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og hilsede sine Brødre. 23 Og der han talede med dem, see, da kom Kjæmpen, hvis Navn var Goliath, den Philister af Gath, op af Philisternes Slagordener, og talede efter samme Viis; og David hørte det. 24 Men hver Mand af Israel, naar de saae Manden, da flyede de for ham og frygtede saare. 25 Og hver Mand af Israel sagde: Have I seet denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal skee, den Mand, som slaaer ham, den vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter, og vil gjøre hans Faders Huus frit i Israel. 26 Da sagde David til Mændene, de, som stode hos ham, sigende: Hvad skal gjøres ved den Mand, som slaaer denne Philister og borttager Forhaanelsen fra Israel? thi hvo er denne Philister med Forhud, at han forhaaner den levende Guds Slagordener? 27 Da sagde Folket til ham efter samme Viis, sigende: Saaledes skal der gjøres ved den Mand, som slaaer ham. 28 Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned, og hos hvem forlod du det lidet Smaaqvæg i Ørken? jeg, jeg kjender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen ned for at see Krigen. 29 Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? er det ikke (min) Forretning? 30 Og han vendte sig omkring fra ham hen til en Anden, og sagde efter samme Viis; og Folket gav ham Svar igjen efter forrige Viis. 31 Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham. 32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte falde (i Mistrøst) for hans Skyld; din Tjener skal gaae og stride med denne Philister. 33 Og Saul sagde til David: Du kan ikke gaae hen mod denne Philister til at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af. 34 Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaaqvæget, og en Løve kom og en Bjørn, og borttog et Lam af Hjorden. 35 Og jeg gik ud efter den og slog den, og reddede det af dens Mund; og den stod op imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skjæg, og slog den og dræbte den. 36 Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget, og denne Philister med Forhud skal vorde som en af dem; thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener. 37 Fremdeles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal frie mig af denne Philisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig. 38 Og Saul lod David iføre sine Klæder og satte en Kobberhjelm paa hans Hoved, og gav ham en Kyrads paa. 39 Og David ombandt hans Sværd over sine Klæder og begyndte at gaae, thi han havde ikke forsøgt det; da sagde David til Saul: Jeg kan ikke gaae i dem, thi jeg har ikke forsøgt det; og David lagde dem bort fra sig. 40 Og han tog sin Kjep i sin Haand, og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Haand; og han kom frem til Philisteren. 41 Og Philisteren gik flux og kom nær til David; og Manden, Skjolddrageren, (gik frem) for hans Ansigt. 42 Der Philisteren saae op og saae David, da foragtede han ham; thi han var en ung Person, rødagtig og deilig af Udseende. 43 Og Philisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kjeppe? og Philisteren bandede David ved sine Guder. 44 Og Philisteren sagde til David Gak hid til mig, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kjød. 45 Men David sagde til Philisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Spyd og med Glavind; men jeg kommer til dig i Herrens Zebaoths Navn, som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet. 46 I denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaae dig og borttage dit Hoved fra dig, og give (de døde) Kroppe af Philisternes Leir i denne Dag til Fuglene under Himmelen og til (vilde) Dyr paa Jorden; at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. 47 Og al denne Menighed skal vide, at Herren ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er Herrens, og han skal give eder i vor Haand. 48 Og det skede, der Philisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb til Slagordenen imod Philisteren. 49 Og David stak sin Haand i Posen og tog en Steen deraf, og slog med Slyngen, og slog Philisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og han faldt paa sit Ansigt til Jorden. 50 Og David blev stærkere end Philisteren, med Slyngen og med Stenen, og slog Philisteren og ihjelslog ham; dog David havde ikke Sværd i sin Haand. 51 Og David løb og stod hos Philisteren, og tog hans Sværd og drog det af sin Balg, og slog ham ihjel og afhug hans Hoved dermed; der Philisterne saae, at deres Vældige var død, da flyede de. 52 Da gjorde Israels og Judæ Mænd sig rede og raabte og forfulgte Philisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Philisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Veien til Saaraim og indtil Gath og indtil Ekron. 53 Derefter vendte Israels Børn om fra med Fyrighed at jage efter Philisterne, og de plyndrede deres Leir. 54 Men David tog den Philisters Hoved og førte det til Jerusalem, og lagde hans Vaaben i sit Paulun. 55 Men der Saul saae David, da han gik ud imod Philisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? og Abner sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, o Konge! jeg veed det ikke. 56 Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er. 57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand. 58 Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? og David sagde: (Jeg er) Isai, den Bethlehemiters, din Tjeners, Søn.
Jer 5:6 : 6 Derfor haver en Løve af Skoven slaget dem, en Ulv om Aftenen skal forstyrre dem, en Parder vaager (og lurer) mod deres Stæder; hver den, som udgaaer af dem, skal sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvendelser ere blevne (saare) mange.
Esek 22:25 : 25 Hendes Propheters Forbund er midt derudi, de ere som en brølende Løve, som røver Rov; de æde Sjælen, tage Gods og dyrebare Ting, gjøre deres Enker mange midt i den.
1 Mos 46:21 : 21 Og Benjamins Sønner: Bela og Becher og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard.
4 Mos 23:24 : 24 See, det Folk skal staae op som en stor Løve, og ophøie sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de Ihjelslagnes Blod.
5 Mos 33:12 : 12 Han sagde til Benjamin: Herrens Elskelige skal boe tryggeligen hos ham; han skal skjule over ham den ganske Dag, og han boede imellem hans Skuldre.
Dom 3:15-29 : 15 Da raabte Israels Børn til Herren, og Herren opreiste dem en Frelser, Ehud, Geræ Søn, en Benjaminit, en Mand, som var keithaandet; og Israels Børn sendte Eglon, de Moabiters Konge, Skjenk ved hans Haand. 16 Og Ehud gjorde sig et Sværd, og det var tveegget, en Alen langt; og han ombandt det under sine Klæder paa sin høire Hofte. 17 Og han førte Skjenken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en saare fed Mand. 18 Og det skede, der han havde fuldendt at fremføre Skjenken, da lod han Folket fare, som havde baaret Skjenken. 19 Men han vendte tilbage fra de udskaarne Billeder, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! da sagde han: Stille! og de gik alle ud fra ham, som stode hos ham. 20 Og Ehud kom ind til ham, og han sad i Sommersalen, som han havde, alene, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord til dig; da stod han op af Thronen. 21 Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Sværdet fra sin høire Hofte, og han stødte det i hans Bug. 22 Og Heftet gik ogsaa ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Sværdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud. 23 Da gik Ehud ud igjennem Forgemakket, og han tillukkede Salsdørene bag sig og lukkede (dem i Laas). 24 Og der han var udgangen, da kom hans Tjenere ind, og de saae, og see, Salsdørene var lukkede i Laas; og de sagde: Han skjuler visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen. 25 Og de ventede, indtil de skammede sig, og see, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og see, da var deres Herre falden til Jorden (og) var død. 26 Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi de udskaarne Billeder og undkom til Seira. 27 Og det skede, der han kom (derhen), da blæste han i Trompeten paa Ephraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik frem for dem. 28 Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi Herren haver givet eders Fjender, Moabiterne, i eders Haand; og de droge ned efter ham, og indtoge Jordanens Færgesteder for Moab, og lode ingen Mand gaae over. 29 Og de sloge Moabiterne paa den Tid, ved ti tusinde Mænd, hver stærk og hver duelig Mand; og ikke en Mand undkom.