| Bibelvers

Verse 10

Og du gjorde Tegn og underfulde Gjerninger paa Pharao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land, thi du vidste, at de havde handlet hovmodeligen mod dem, og du gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag.

Referenced Verses

Jer 32:20 : 20 du, som gjorde Tegn og underlige Ting i Ægypti Land indtil denne Dag baade med Israel og med (andre) Mennesker, og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag;
Dan 9:15 : 15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
2 Mos 5:2 : 2 Og Pharao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde, at lade Israel fare; jeg kjender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare.
Jes 63:12 : 12 den, som førte dem ved Mose høire Haand, med sin herlige Arm, som adskilte Vand for deres Ansigt, til at gjøre sig et evigt Navn?
Jes 63:14 : 14 Ligesom Qvæget, der gaaer ned i Dalen, haver Herrens Aand ladet dem hvile; saaledes førte du dit Folk, for at gjøre dig et herligt Navn.
2 Mos 14:1-9 : 1 Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, at de drage om og leire sig for Pi-Hachiroth, imellem Migdol og imellem Havet, tvært over for Baal-Zephnu; lige for den skulle I leire eder ved Havet 3 Thi Pharao skal sige om Israels Børn: De ere forvildede i Landet, Ørken haver indesluttet dem. 4 Og jeg vil forhærde Pharaos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil blive æret paa Pharao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren. Og de gjorde saa. 5 Og det blev Kongen af Ægypten tilkjendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Pharaos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os? 6 Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig. 7 Og han tog sex hundrede udvalgte Vogne, og alle Vogne i Ægypten, og Høvedsmændene over al sin (Hær). 8 Thi Herren forhærdede Pharaos, Kongen af Ægyptens, Hjerte, at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høi Haand. 9 Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde leiret sig ved Havet, alle Pharaos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hachiroth, tvært over for Baal-Zephon. 10 Og Pharao kom nær til; og Israels Børn opløftede deres Øine, og see, Ægypterne droge efter dem, da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren 11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten? 12 Er det ei det Ord, som vi sagde til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, og vi ville tjene de Ægypter; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at døe i Ørken? 13 Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, staaer og seer Herrens Frelse, som han skal gjøre eder idag; thi disse Ægypter, som I see idag, dem skulle I ikke see mere herefter evindelig. 14 Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie. 15 Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? siig til Israels Børn, at de skulle drage frem. 16 Og opløft du din Kjep, og udræk din Haand over Havet, og skil det ad; og Israels Børn skulle gaae ind midt i Havet paa det Tørre. 17 Og jeg, see, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg blive æret paa Pharao og paa al hans Hær, paa hans Vogne og paa hans Ryttere. 18 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg haver indlagt mig Ære paa Pharao, paa hans Vogne og paa hans Ryttere. 19 Da drog den Guds Engel afsted, som gik for Israels Hær, og gik bag dem; og Skystøtten drog fra deres Ansigt og stod bag dem. 20 Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Skyen og Mørket (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den Ene kom ikke til den Anden den ganske Nat. 21 Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad. 22 Og Israels Børn gik ind midt i Havet paa det Tørre; og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side. 23 Og Ægypterne forfulgte og droge efter dem, (nemlig) alle Pharaos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet. 24 Og det skede, der Morgenvagten kom, da saae Herren til de Ægypters Hær i Ildens og Skyens Støtte, og forfærdede de Ægypters Hær. 25 Og han stødte Hjulene af deres Vogne og førte dem besværligen ned; da sagde Ægypterne: Lader os flye for Israel, thi Herren strider for dem imod Ægypterne. 26 Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere. 27 Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igjen mod Morgenen i sin stærke Strøm, og Ægypterne flyede imod den; saa udstødte Herren Ægypterne midt i Havet. 28 Og Vandet kom igjen og skjulte Vogne og Ryttere i al Pharaos Hær, som vare komne efter dem i Havet; der blev ikke Een tilovers af dem. 29 Men Israels Børn gik paa det Tørre midt i Havet, og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side. 30 Saa frelste Herren Israel den samme Dag af de Ægypters Haand, og Israel saae Ægypterne, (at de laae) døde ved Havets Bred. 31 Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
2 Mos 18:11 : 11 Nu veed jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Ting, som de hovmodede sig af, (var han) over dem.
5 Mos 4:34 : 34 eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine?
5 Mos 11:3-4 : 3 og hans Tegn og hans Gjerninger, som han gjorde midt i Ægypten, paa Pharao, Kongen i Ægypten, og paa alt hans Land, 4 og hvad han gjorde paa Ægypternes Hær, paa deres Heste og paa deres Vogne, der han lod Vandet i det røde Hav flyde over dem, der de forfulgte eder, og Herren lod dem omkomme indtil denne Dag,
Jos 2:10-11 : 10 Thi vi have hørt, at Herren tørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. 11 Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaaer ydermere i Nogen for eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil.
Job 40:11-12 : 11 See nu, dens Magt er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Navler. 12 Naar den haver Lyst til (at udrække) sin Stjert, (da er den) som et Cedertræ; dens forfærdelige (Lemmers) Sener ere sammenviklede.
Sal 78:12-13 : 12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge.
Sal 78:43-53 : 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner. 52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord. 53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
Sal 83:18 : 18 Lad dem blues og forfærdes stedse og altid, og blive tilskamme og omkomme.
Sal 105:27-37 : 27 De udrettede hans Ords Tegn iblandt dem, og underlige Ting i Chams Land. 28 Han sendte Mørkhed og gjorde det mørkt, og de vare ikke gjenstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vand til Blod, og han dræbte deres Fiske. 30 Deres Land udgav mangfoldeligen Frøer (af sig, indtil) i deres Kongers (inderste) Kammere. 31 Han talede, saa kom der allehaande Utøi, Luus i alt deres Landemærke. 32 Han gjorde deres Regn til Hagel; Ildslue var i deres Land. 33 Og han slog deres Viintræer og deres Figentræer, og sønderbrød Træerne i deres Landemærke. 34 Han talede, saa kom der Græshopper og Oldenborrer, at der var ikke Tal derpaa. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt Førstefødt i deres Land, al deres første Kraft. 37 Og han førte dem ud med Sølv og Guld, og der var ingen Skrøbelig iblandt hans Stammer.
Sal 106:7-9 : 7 Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt. 9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk. 10 Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand. 11 Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem.
Sal 135:8-9 : 8 han, som slog de Førstefødte i Ægypten, baade Mennesker og Dyr. 9 Han sendte Tegn og underlige Ting midt i dig, Ægypten, paa Pharao og paa alle hans Tjenere,
Sal 136:10-15 : 10 han, som slog Ægypterne paa deres Førstefødte, thi hans Miskundhed er evindelig, 11 og udførte Israel midt ud fra dem, thi hans Miskundhed er evindelig, 12 med en stærk Haand og en udrakt Arm, thi hans Miskundhed er evindelig; 13 han, som deelte det røde Hav i Dele, thi hans Miskundhed er evindelig, 14 og lod Israel gaae midt igjennem det, thi hans Miskundhed er evindelig, 15 og udstødte Pharao og hans Hær i det røde Hav, thi hans Miskundhed er evindelig;
2 Mos 5:7-8 : 7 I skulle ikke ydermere give Folket Halm at brænde Tegl med, som tilforn; lader dem selv gaae at sanke sig Halm. 8 Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud.
2 Mos 7:1-12:32 : 1 Og Herren sagde til Mose: See, jeg haver sat dig til en Gud for Pharao, og Aron, din Broder, skal være din Prophet. 2 Du skal tale alt det, som jeg skal befale dig, men Aron, din Broder, skal tale til Pharao, at han skal lade Israels Børn fare af sit Land. 3 Men jeg vil forhærde Pharaos Hjerte og mangfoldiggjøre mine Tegn og mine underlige Gjerninger i Ægypti Land. 4 Og Pharao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægypti Land ved store Domme. 5 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dem. 6 Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de. 7 Og Mose var fiirsindstyve Aar gammel, og Aron tre og fiirsindstyve Aar gammel, der de talede til Pharao. 8 Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende: 9 Naar Pharao taler til eder, sigende: Gjører en underlig Gjerning, da skal du sige til Aron: Tag din Kjep og kast for Pharaos Ansigt; den skal blive til en Slange. 10 Da kom Mose og Aron til Pharao, og gjorde saa, eftersom Herren havde befalet; og Aron kastede sin Kjep for Pharao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. 11 Da kaldte ogsaa Pharao ad de Vise og Troldkarlene, og de gjorde ogsaa, de ægyptiske Koglere, ligesaa med deres Besværgelser. 12 Og de kastede hver sin Kjep, og de bleve Slanger; men Arons Kjep opslugte deres Kjeppe. 13 Og Pharaos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, saasom Herren havde sagt. 14 Og Herren sagde til Mose: Pharaos Hjerte er haardt, han vægrer sig for at lade Folket fare. 15 Gak til Pharao aarle, see, han gaaer ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Kjep, som var forvandlet til en Slange, skal du tage i din Haand. 16 Og du skal sige til ham: Herren, de Ebræers Gud, haver sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken; og see, du har ei villet høre hidindtil. 17 Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; see, jeg slaaer med Kjeppen, som jeg haver i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal forvandles til Blod 18 Og Fiskene, som ere i Floden, skulle døe, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle kjedes ved at drikke Vand af Floden. 19 Og Herren sagde til Mose: Siig til Aron: Tag din Kjep og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder, og over deres Søer, og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod; og der skal være Blod i alt Ægypti Land, baade i Træ- og i Steenkarrene. 20 Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Kjeppen og slog paa Vandet, som var i Floden, for Pharaos Øine og for hans Tjeneres Øine; og alt Vandet, som var i Floden, forvandledes til Blod. 21 Og Fiskene, som vare i Floden, døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vandet af Floden; og der blev Blod i alt Ægypti Land. 22 Og de egyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Pharaos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt. 23 Og Pharao vendte sig og kom til sit Huus, og lagde end ikke dette paa sit Hjerte. 24 Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden. 25 Og der fyldtes syv Dage, efterat Herren havde slaget Floden. 1 Og Herren sagde til Mose: Gak til Pharao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Og dersom du vægrer dig for at lade dem fare, see, da vil jeg plage al din Grændse med Frøer. 3 Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Huus, og i dit Sengkammer, og paa din Seng, og i dine Tjeneres Huus, og iblandt dit Folk, og i dine Ovne, og i dine Deigtruge. 4 Og Frøerne skulle hoppe op paa dig, og paa dit Folk, og paa alle dine Tjenere. 5 Og Herren sagde til Mose: Siig til Aron: Ræk din Haand ud med din Kjep over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøer komme op over Ægypti Land. 6 Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten; og der kom Frøer op og skjulte Ægypti Land. 7 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægypti Land. 8 Da kaldte Pharao ad Mose og Aron, og sagde: Beder til Herren, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maae offre til Herren. 9 Og Mose sagde til Pharao: Hav du Æren for mig, og siig, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle udryddes fra dig og fra dine Huse; de skulle blive tilbage aleneste i Floden. 10 Og han sagde: Imorgen. Og han (Mose) sagde: Efter dit Ord, at du skal fornemme, at der er ikke Nogen som Herren vor Gud. 11 Saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse, og fra dine Tjenere og fra dit Folk; de skulle blive tilbage aleneste i Floden. 12 Saa gik Mose og Aron ud fra Pharao; og Mose raabte til Herren formedelst Frøerne, som han havde skikket over Pharao. 13 Og Herren gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne af Husene, af Gaardene og af Agrene. 14 Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede. 15 Der Pharao saae, at han havde faaet Luft, da blev hans Hjerte forhærdet, og han hørte dem ikke, saasom Herren havde sagt. 16 Og Herren sagde til Mose: Siig til Aron: Ræk din Kjep ud og slaa Støvet paa Jorden, og det skal blive til Luus i alt Ægypti Land. 17 Og de gjorde saa; og Aron udrakte sin Haand med sin Kjep og slog Støvet paa Jorden, og det blev til Luus paa Mennesker og paa Fæet; alt Støvet i Landet blev Luus, i ganske Ægypti Land. 18 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, for at lade Luus komme frem, men de kunde ikke; og der vare Luus paa Menneskene og paa Fæet. 19 Da sagde Koglerne til Pharao: Det er Guds Finger; men Pharaos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, saasom Herren havde sagt. 20 Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao; see, han gaaer ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de maae tjene mig. 21 Thi dersom du ikke lader mit Folk fare, see, da lader jeg komme allehaande Utøi paa dig og paa dine Tjenere, og paa dit Folk og i dine Huse, at de Ægypters Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøi, og tilmed Landet, som de ere udi. 22 Og paa den samme Dag vil jeg fraskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der skal ikke være allehaande Utøi, paa det du skal fornemme, at jeg er Herren midt i Landet. 23 Og jeg vil sætte en Befrielse imellem mit Folk og imellem dit Folk; imorgen skal det Tegn skee. 24 Og Herren gjorde saa; og der kom en svar (Hob) Utøi i Pharaos Huus og i hans Tjeneres Huus; og i alt Ægypti Land blev Landet fordærvet af allehaande Utøi. 25 Og Pharao kaldte ad Mose og ad Aron, og sagde: Gaaer hen, offrer til eders Gud i dette Land. 26 Og Mose sagde: Det maa ikke skee, at vi saa gjøre; thi vi skulde (da) offre Ægypternes Vederstyggelighed til Herren vor Gud; see, skulde vi offre Ægypternes Vederstyggelighed for deres Øine, og de skulde ikke stene os? 27 Vi ville gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, saasom han skal sige os. 28 Da sagde Pharao: Jeg, jeg vil lade eder fare, at I skulle offre til Herren eders Gud i Ørken, dog saa, at I skulle ikke drage længere bort; beder for mig. 29 Og Mose sagde: See, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til Herren, at allehaande Utøi skal vige fra Pharao og fra hans Tjenere og fra hans Folk imorgen; men aleneste, at Pharao ikke bedrager mig mere, saa han ei lader Folket fare, at offre til Herren. 30 Og Mose gik ud fra Pharao og bad til Herren. 31 Saa gjorde Herren efter Mose Ord, og borttog allehaande Utøi fra Pharao, fra hans Tjenere og fra hans Folk, der blev ikke een igjen. 32 Men Pharao forhærdede ogsaa denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket fare. 1 Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Thi dersom du vægrer dig for at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, 3 see, da skal Herrens Haand komme paa dit Fæ, som er paa Marken, paa Heste, paa Asener, paa Kameler, paa Øxne og paa smaat Qvæg; en saare svar Pestilentse. 4 Og Herren skal gjøre Skilsmisse imellem Israels Fæ og imellem Ægypternes Fæ, og der skal Intet døe af alt det, Israels Børn have. 5 Og Herren satte en bestemt Tid for og sagde: Imorgen skal Herren gjøre denne Gjerning i Landet. 6 Og Herren gjorde denne Gjerning om anden Dagen, og alt Ægypternes Fæ døde; men der døde ikke eet (Stykke) af Israels Børns Fæ. 7 Og Pharao sendte (Bud derom), og see, der var end ikke eet (Stykke) død af Israels Fæ; men Pharaos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare. 8 Da sagde Herren til Mose og til Aron: Tager eder eders Næver fulde af Aske af Ovnen, og Mose skal slaae den ud mod Himmelen for Pharaos Øine. 9 Og den skal vorde til Støv over alt Ægypti Land, og den skal blive til Bylder, som skulle løbe ud med Blegner, paa Folket og paa Bæster i alt Ægypti Land. 10 Saa toge de Aske af Ovnen og stode for Pharao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som løb ud med Blegner, paa Folket og paa Bæster. 11 Og Koglerne kunde ikke staae for Mose, for Bylderne; thi der vare Bylder paa Koglerne og paa alle Ægypter. 12 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, at han ikke hørte dem, saasom Herren havde sagt til Mose. 13 Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao, og siig til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 14 Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager i dit Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er Ingen som jeg paa al Jorden 15 Thi jeg havde allerede udrakt min Haand, og havde slaget dig og dit Folk med Pestilentse, og du havde været udslettet af Jorden. 16 Men sandeligen, for dette samme haver jeg ladet dig staae, for at jeg vil lade dig see min Magt, og at mit Navn skal kundgjøres i alle Lande. 17 Ophøier du dig endnu over mit Folk, at du ikke vil lade dem fare? 18 See, jeg vil imorgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten, fra den Dag, den blev grundfæstet, og hidindtil. 19 Saa send nu hen, samle dit Qvæg, og alt det, du haver paa Marken; thi alle Mennesker og Bæster, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Huus, og som Hagelen falder ned paa, skulle døe. 20 Hvo, som da frygtede Herrens Ord af Pharaos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Fæ flye til Husene. 21 Men hvo, som ikke lagde Herrens Ord paa sit Hjerte, den lod sine Tjenere og sit Fæ blive paa Marken. 22 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over alt Ægypti Land, over Mennesker og over Bæster og over alle Urter paa Marken i Ægypti Land. 23 Og Mose rakte sin Kjep op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der foer Ild over Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægypti Land. 24 Og der blev Hagel og Ild, som slog omkring sig midt i Hagelen, saare svar, saaledes som der ikke havde været i ganske Ægypti Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. 25 Og Hagelen slog i alt Ægypti Land alt det, som var paa Marken, baade Mennesker og Bæster; og alle Urter paa Marken slog Hagelen, og brød alle Træer paa Marken. 26 Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, var ikke Hagel. 27 Da sendte Pharao (Bud) hen og lod kalde Mose og Aron, og sagde til dem: Jeg haver syndet denne Gang; Herren er den Retfærdige, men jeg og mit Folk ere de Ugudelige. 28 Beder til Herren, at det er nok, at der skal ikke være (mere) Guds Torden og Hagel; saa vil jeg lade eder fare, at I skulle ikke længere bie. 29 Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til Herren, saa skal Tordenen ophøre, og Hagelen skal ikke være ydermere; og du skal fornemme, at Jorden hører Herren til. 30 Dog om dig og dine Tjenere veed jeg, at I ikke endnu skulle frygte for den Herre Guds Ansigt. 31 Da blev baade Hør og Byg nedslaget, thi Bygget var (skudt i) Ax, og Hørren i Stilke 32 Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne, thi de vare skjulte (endnu i Straaet). 33 Og Mose gik fra Pharao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke (mere) udøst paa Jorden. 34 Der Pharao saae, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. 35 Saa blev Pharaos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, saasom Herren havde sagt formedelst Mose. 1 Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao; thi jeg, jeg haver forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte, for at jeg vil gjøre disse mine Tegn iblandt dem, 2 og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg haver udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg haver sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. 3 Saa gik Mose og Aron ind til Pharao og sagde til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Hvor længe vægrer du dig for at ydmyge dig for mit Ansigt? lad mit Folk fare, at de maae tjene mig. 4 Thi dersom du vægrer dig for at lade mit Folk fare, see, da vil jeg imorgen lade Græshopper komme i din Grændse. 5 Og de skulle skjule Landets Kreds, at man ikke skal kunne see Landet, og de skulle opæde det Øvrige, som er reddet og blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som oprinder hos eder af Marken. 6 Og dine Huse skulle opfyldes, og alle dine Tjeneres Huse, og alle Ægypternes Huse; hvilket dine Fædre eller dine Forfædre ikke have seet, fra den Tid, de bleve til paa Jorden, indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Pharao. 7 Da sagde Pharaos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maae tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke veed, at Ægypten er fordærvet? 8 Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Pharao, og han sagde til dem: Gaaer, tjener Herren eders Gud; hvilke ere de, som gaae bort? 9 Og Mose sagde: Vi ville gaae med vore unge Folk og med vore gamle (Folk); med vore Sønner og vore Døttre, med vore Faar og med vore Øxne ville vi gaae; thi det er os Herrens Høitid. 10 Da sagde han til dem: Saa være Herren med eder, saa (vist) som jeg vil lade eder og eders smaae Børn fare; seer der, at I have Ondt i Sinde. 11 Ikke saa, (men) I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begjæret; og man drev dem ud fra Pharaos Ansigt. 12 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægypti Land efter Græshopper, og de skulle opkomme over Ægypti Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. 13 Saa rakte Mose sin Kjep ud over Ægypti Land, og Herren lod komme Østenveir i Landet den samme hele Dag og hele Nat; og det skede om Morgenen, at Østenveiret opførte Græshopperne. 14 Og der kom Græshopper op over alt Ægypti Land og lode sig ned i al Ægypti Grændse; de vare meget svare; før dem vare der ikke saaledes Græshopper, og efter dem skal der ikke være saaledes. 15 Thi de skjulte al Landets Kreds, og Landet blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers, og der blev intet Grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i alt Ægypti Land. 16 Da skyndte Pharao sig at kalde ad Mose og Aron: og han sagde: Jeg haver syndet imod Herren eders Gud og imod eder. 17 Og Kjære, forlad (mig) nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han vil ikkun borttage denne Død fra mig. 18 Og han gik ud fra Pharao, og han bad til Herren. 19 Og Herren vendte et saare stærkt Vestenveir, og det optog Græshopperne og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i al Ægypti Grændse. 20 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare. 21 Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op imod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægypti Land, at man kan føle Mørket. 22 Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der et tykt Mørke i alt Ægypti Land i tre Dage. 23 Ikke Een saae den Anden, og Ingen opstod af sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var lyst i deres Boliger. 24 Da kaldte Pharao ad Mose og sagde: Gaaer, tjener Herren, aleneste I skulle lade eders Faar og Øxne blive; ogsaa eders smaae Børn maae fare med eder. 25 Og Mose sagde: Du, du skal og give med os Slagtoffere og Brændoffere, og vi ville offre til Herren vor Gud. 26 Og endogsaa vort Fæ skal gaae med os, der skal ikke en Klov blive tilbage, thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren vor Gud; thi vi, vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen. 27 Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. 28 Og Pharao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere seer mit Ansigt; thi paa hvilken Dag, du seer mit Ansigt, skal du døe. 29 Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil ikke mere herefter see dit Ansigt. 1 Og Herren sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Pharao og over Ægypten, siden skal han lade (eder) fare herfra; naar han lader eder fare med Alle, skal han aldeles drive eder ud herfra. 2 Siig nu for Folkets Øren, at de skulle begjære, (hver) Mand af sin Næste, og (hver) Qvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar. 3 Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øine; og Manden Mose var saare mægtig i Ægypti Land for Pharaos Tjeneres Øine og for Folkets Øine. 4 Og Mose sagde: Saa siger Herren: Om Midnat vil jeg gaae ud, midt igjennem Ægypten. 5 Og alle Førstefødte i Ægypti Land skulle døe, fra Pharaos Førstefødte, den, som sidder paa hans Throne, indtil Tjenesteqvindens Førstefødte, som er bag Møllerne, og alle Førstefødte af Fæ. 6 Og der skal blive et stort Skrig i ganske Ægypti Land, hvis Lige ikke haver været, og hvis Lige ikke skal blive mere. 7 Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge enten mod Mennesker eller Bæster; at I skulle vide, at Herren skal gjøre Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel. 8 Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig, og nedbøie sig for mig, og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaae ud; og han gik ud fra Pharao med fnysende Vrede. 9 Og Herren havde sagt til Mose: Pharao skal ikke høre eder, paa det mine underlige Ting skulle mangfoldiggjøres i Ægypti Land. 10 Og Mose og Aron gjorde alle disse underlige Ting for Pharao; men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare af sit Land. 1 Og Herren talede til Mose og Aron i Ægypti Land og sagde: 2 Denne Maaned skal være eder en Hovedmaaned, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret. 3 Taler til al Israels Menighed og siger: Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for (hver) Faders Huus, (ja) et Lam for Huset. 4 Og dersom Huset er mindre, end at det kan være (nok) til et Lam, skal han tage det, og hans Nabo, som er næst ved hans Huus, efter Personernes Tal; I skulle regne hver, som han kan æde til, til et Lam. 5 Det skal være eder et fuldkomment Lam, et aarsgammelt Væderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gjederne. 6 Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hver Forsamling i Israels Menighed, imellem de tvende Aftener. 7 Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtræ paa Husene, hvori de æde det. 8 Og de skulle æde Kjødet i den samme Nat, stegt ved Ild; og usyrede (Brød) med beske (Urter) skulle de æde dertil. 9 I skulle ikke æde noget halvraat deraf eller kogt, som er kogt i Vand, men stegt ved Ild, Hovedet deraf, med Benene deraf og med Indvolden deraf. 10 Og I skulle ikke levne Noget deraf indtil om Morgenen; men det, som levnes deraf indtil om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. 11 Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Skoe paa eders Fødder, og eders Kjep i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for Herren. 12 Thi jeg vil gaae igjennem Ægypti Land i den samme Nat og slaae alle Førstefødte i Ægypti Land, baade af Mennesker og Bæster, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er Herren. 13 Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil see Blodet og gaae eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt eder af Fordærveren, naar jeg slaaer Ægypti Land. 14 Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I høitideligholde til Høitid for Herren; hos eders Efterkommere, med en evig Skik, skulle I høitideligholde den. 15 I skulle æde usyrede (Brød) syv Dage, ja paa den første Dag skulle I holde op at bruge Suurdeig i eders Huse; thi hver den, som æder syret (Brød) fra den første Dag indtil den syvende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. 16 Og paa den første Dag skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gjøres noget Arbeide paa dem; alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilredes for eder. 17 Og I skulle holde de usyrede (Brøds Høitid), thi lige paa denne samme Dag udførte jeg eders Hære af Ægypti Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere med en evig Skik. 18 I den (første Maaned), paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen, skulle I æde usyrede (Brød), indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen. 19 Syv Dage skal der ikke findes Suurdeig i eders Huse; thi hver den, som æder syret (Brød), den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er en Fremmed eller en Indfødt i Landet. 20 Intet Syret skulle I æde, I skulle æde usyrede (Brød) i alle eders Boliger. 21 Da kaldte Mose ad alle de Ældste af Israel og sagde til dem: Fraskiller og tager eder smaat Qvæg for eders Slægter, og slagter Paaske. 22 Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, som er i Bækkenet; og Ingen af eder skal gaae ud af sit Huses Dør indtil om Morgenen. 23 Og Herren skal gaae igjennem, at slaae Ægypterne, og han skal see Blodet paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne, og Herren skal gaae Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse, at slaae (eder). 24 Derfor skulle I holde denne Gjerning, til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen. 25 Og det skal skee, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, saa som han haver sagt, da skulle I holde denne Tjeneste. 26 Og det skal skee, naar eders Børn sige til eder: Hvad er denne eder for en Tjeneste? 27 da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne, og friede vore Huse. Saa bøiede Folket sig og tilbad. 28 Og Israels Børn gik og gjorde det; eftersom Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de. 29 Og det skede om Midnatten, da slog Herren alle Førstefødte i Ægypti Land, fra Pharaos Førstefødte, som sad paa hans Throne, indtil den Fangnes Førstefødte, som var i Fængslets Huus, og alle Førstefødte af Bæster 30 Da opstod Pharao samme Nat, og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke et Huus, at der jo var en Død udi. 31 Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gjører eder rede, gaaer ud midt af mit Folk, baade I, saa og Israels Børn; og gaaer, tjener Herren, saa som I have sagt. 32 Tager baade eders Faar og eders Øxne, som I have sagt, og gaaer; og I skulle ogsaa velsigne mig.
Esek 20:9 : 9 Men jeg gjorde (det, som jeg gjorde,) for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øine, midt iblandt hvilke de vare, for hvilke jeg var bleven kjendt for deres Øine, til at udføre dem af Ægypti Land.
Dan 4:37 : 37 Nu priser og ophøier og ærer jeg, Nebucadnezar, Himmelens Konge, thi al hans Gjerning er Sandhed, og hans Stier ere rette, og han kan fornedre dem, som vandre i Hovmodighed.
Dan 5:23 : 23 Men du haver ophøiet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Huses Kar for dig, og du og dine Vældige, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Viin af dem, og du prisede Guder af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Steen, som ikke see og ei høre og ei forstaae; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og hos hvilken al din Vei er, haver du ikke æret.
Apg 7:36 : 36 Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægypti Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
Rom 9:17 : 17 Thi Skriften siger til Pharao: Just til dette har jeg opreist dig, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det at mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.
1 Pet 5:5 : 5 Desligeste, I Unge! værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.