Verse 3

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Referenced Verses

  • Sal 61:2 : 2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
  • Sal 88:3-9 : 3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab. 4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven. 5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke. 6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand. 7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder. 8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela. 9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud. 10 Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig. 11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela. 12 Skal din Miskundhed fortælles i Graven, din Sandhed i Fordærvelsen? 13 Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? 14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen. 15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig. 16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden). 17 Dine Grumheder ere gangne over mig, dine Forfærdelser have (næsten) udryddet mig. 18 De omkringgave mig som Vand den ganske Dag, de omringede mig tilsammen.
  • Sal 102:3-9 : 3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig. 4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted. 5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød. 6 For mit Suks Røst hænge mine Been ved mit Kjød. 7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken, jeg er som en Natugle i de øde (Steder). 8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget. 9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig. 10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad, 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned. 12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. 13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 14 Du, du skal gjøre dig rede, du skal forbarme dig over Zion; thi det er Tid, at du er den naadig, thi den bestemte Tid er kommen. 15 Thi dine Tjenere have Behagelighed til dens Stene, og de forbarme sig over dens Støv. 16 Da skulle Hedningerne frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære, 17 naar Herren haver bygget Zion (og) skal sees i sin Ære, 18 (naar) han haver vendt sit Ansigt til den Eenliges Bøn, og ikke foragtet deres Bøn. 19 Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren. 20 Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden, 21 at høre den Bundnes Jamren, at løse Dødens Børn; 22 at fortælle Herrens Navn i Zion, og hans Lov i Jerusalem, 23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren. 24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage. 25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter. 26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning. 27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes. 28 Men du (bliver) den Samme, og dine Aar faae ingen Ende.
  • Sal 142:2-3 : 2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst. 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
  • Sal 143:4-5 : 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig. 5 Jeg kom de Dage fra fordum (Tid) ihu, jeg grundede paa al din Gjerning, jeg talede om dine Hænders Gjerning.
  • Jer 17:17 : 17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
  • Klag 3:17 : 17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
  • Klag 3:39 : 39 Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.
  • Job 6:4 : 4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, hvis Forgift min Aand drikker; Guds Forfærdelser ere stillede mod mig.
  • Job 7:11 : 11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
  • Job 23:15-16 : 15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham. 16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
  • Job 31:23 : 23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
  • Sal 42:5 : 5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
  • Sal 42:11 : 11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
  • Sal 43:5 : 5 Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og hvorfor bruser du over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi han er) mit Ansigts megen Frelse og min Gud.
  • Sal 55:4-5 : 4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede. 5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.