1 Krønikebok 21:13
Da sagde David til Gad: Jeg er saare angest; Kjære, jeg vil falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertigheder ere saare store, og jeg vil ikke falde i Menneskens Haand.
Da sagde David til Gad: Jeg er saare angest; Kjære, jeg vil falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertigheder ere saare store, og jeg vil ikke falde i Menneskens Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Da slog Davids Hjerte ham, efterat han havde talt Folket, og David sagde til Herren: Jeg haver saare syndet i det, jeg haver gjort, og nu Herre! Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning; thi jeg handlede meget daarligen.
11Og der David stod op om Morgenen, da skede Herrens Ord til Gad, Propheten, Davids Seer, og han sagde:
12Gak og siig til David: Saa sagde Herren: Jeg lægger dig tre Ting for; udvælg dig een af dem, den vil jeg gjøre dig.
13Og Gad kom til David og gav ham det tilkjende, og han sagde til ham: Skal der komme dig syv Aars Hunger i dit Land, eller (vil du), at du skal flye tre Maaneder for dine Fjenders Ansigt, og han skal forfølge dig, eller (vil du), at der skal være tre Dage Pestilentse i dit Land? viid nu og see, hvad Svar jeg skal sige til den igjen, som mig sendte.
14Og David sagde til Gad: Jeg er saare angest; Kjære, lad os falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertigheder ere store, men jeg vil ikke falde i Menneskens Haand.
16Der David opløftede sine Øine og saae Herrens Engel staae imellem Jorden og imellem Himmelen, og hans dragne Sværd i hans Haand, udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sække, paa deres Ansigt.
17Og David sagde til Gud: Haver jeg ikke sagt, at man skulde tælle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Herre min Gud! Kjære, lad din Haand være paa mig og paa min Faders Huus, og ikke paa dit Folk til Plage!
18Da sagde Herrens Engel til Gad, at han skulde sige til David, at David skulde gaae op for at opreise Herren et Alter i Ornans, den Jebusiters, Lade.
19Saa gik David op efter Gads Ord, som han talede i Herrens Navn.
8Da sagde David til Gud: Jeg haver saare syndet, at jeg haver gjort denne Gjerning; men nu, Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning, thi jeg handlede meget daarligen.
9Og Herren talede til Gad, Davids Seer, og sagde:
10Gak, og tal til David og siig: Saa sagde Herren: Jeg lægger dig tre (Ting) for; udvælg dig een af dem, og den vil jeg gjøre dig.
11Der Gad kom til David, da sagde han til ham: Saa sagde Herren: Tag du imod,
12enten Hunger i tre Aar, eller og Nederlag for dine Modstanderes Ansigt tre Maaneder, og at dine Fjenders Sværd skal naae (dig), eller (at) Herrens Sværd, det er Pestilentse, (skal være) tre Dage udi Landet, og at Herrens Engel skal fordærve i alt Israels Landemærke; saa see nu til, hvad Svar jeg skal sige til den igjen, som mig udsendte.
17Og David sagde til Herren, der han saae Engelen, som slog paa Folket, ja han sagde: See, jeg, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Kjære, lad din Haand være imod mig og imod min Faders Huus.
18Og Gad kom til David paa den samme Dag og sagde til ham: Gak op, opreis Herren et Alter i Aravnas, den Jebusiters, Lade.
1Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
18Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?
19Og nu, Kjære, høre min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men om Menneskens Børn (gjøre det), være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have udstødt mig idag, at jeg ikke skal holde mig til Herrens Arv, som de vilde sige: Gak bort, tjen andre Guder!
20Saa lad nu ikke mit Blod falde paa Jorden borte fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er uddragen til at opsøge en Loppe, som man jager efter en Agerhøne paa Bjergene.
21Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage, min Søn David! thi jeg vil ikke ydermere gjøre dig Ondt, fordi at mit Liv var dyrebart for dine Øine paa denne Dag; see, jeg haver gjort daarligt og faret vild saare meget.
11Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig i hans Haand? mon Saul skal komme ned, saasom din Tjener har hørt? Herre, Israels Gud! Kjære, forkynd din Tjener det; og Herren sagde: Han skal komme ned.
12Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig.
21Da sagde Saul: Velsignede være I for Herren, at I ynkes over mig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
14Saa lod Herren Pestilentse komme i Israel, og der faldt af Israel halvfjerdsindstyve tusinde Mænd.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
9Da sagde han til mig: Kjære, staa hos mig og dræb mig; thi Forfærdelse har grebet mig, men mit Liv er endnu ganske i mig.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
15Efter hvem er Israels Konge udgaaen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?
10Og David spurgte Gud ad og sagde: Skal jeg drage op imod Philisterne? og vil du give dem i min Haand? og Herren sagde til ham: Drag op, thi jeg vil give dem i din Haand.
14Og jeg, see, jeg er i eders Haand; gjører imod mig, som det er godt og som det er ret for eders Øine.
5Da sagde Propheten Gad til David: Du skal ikke blive i Befæstningen, gak hen og kom du i Judæ Land; da gik David hen og kom i Hareths Skov.
21Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
23Men Herren betale den Mand sin Retfærdighed og sin Troskab, i hvis Haand Herren haver givet dig idag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod Herrens Salvede.
24Og see, ligesom din Sjæl var storligen agtet paa denne Dag for mine Øine, saa skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øine, og han skal frie mig af al Angest.
19Og David spurgte Herren ad og sagde: Skal jeg drage op imod Philisterne? vil du give dem i min Haand? og Herren sagde til David: Drag op, thi jeg vil visseligen give Philisterne i din Haand.
15Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
13Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe.
2Da spurgte David Herren ad og sagde: Skal jeg gaae og slaae disse Philister? og Herren sagde til David: Gak, og du skal slaae Philisterne og frelse Keila.
10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,