Jobs bok 2:8
Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig dermed, og han sad midt i Asken.
Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig dermed, og han sad midt i Asken.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet og vandre om derudi.
3Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.
4Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, og alt det en Mand haver, giver han for sit Liv.
5Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
6Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
7Da foer Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med en ond Byld fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
9Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Fuldkommenhed? velsign Gud, og dø!
10Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
20Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
21Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
6Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
7Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
8Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
16Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
6Og det skede paa en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.
7Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet, og fra at vandre om derudi.
8Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og som viger fra det Onde.
9Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud uden Aarsag?
10Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.
11Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
12Og Herren sagde til Satan: See, alt det, han haver, være i din Haand, aleneste læg ikke din Haand paa ham (selv). Da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
15Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
8Da sagde Herren til Mose og til Aron: Tager eder eders Næver fulde af Aske af Ovnen, og Mose skal slaae den ud mod Himmelen for Pharaos Øine.
9Og den skal vorde til Støv over alt Ægypti Land, og den skal blive til Bylder, som skulle løbe ud med Blegner, paa Folket og paa Bæster i alt Ægypti Land.
10Saa toge de Aske af Ovnen og stode for Pharao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som løb ud med Blegner, paa Folket og paa Bæster.
1Men Job svarede og sagde:
2Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
31da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
14Ja, han skal sønderbryde den, som (naar) man sønderbryder (og) sønderslaaer en Pottemagers Leerflaske, han skal ikke spare, og der skal ikke findes i det Sønderslagne deraf et Skaar at tage Ild med af Arnestedet eller at øse Vand med af en Grav.
1Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin (Fødsels-)Dag.
2Og Job svarede og sagde:
9Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
5Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
1Men Job svarede og sagde:
3Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
1Men Job svarede og sagde:
1Men Job svarede og sagde:
19Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
1Men Job svarede og sagde:
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
29Han kan sætte sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning.
11Og seet den tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed, og dens Kobber brændes, og dens Ureenhed smeltes midt i den, at dens Skum kan fortæres.
21Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
6Der den Sag kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Throne, og aflagde sin herlige Kappe af sig, og bedækkede sig med en Sæk, og sad i Asken.
1Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
7Hvo er en Mand som Job, der drikker Bespottelse som Vand,