Job 22:27
(Saa) skal du bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
(Saa) skal du bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Kjære, hold dig til ham, og hav (saa) Fred; deraf skal komme (meget) Godt til dig.
22 Kjære, tag Loven af hans Mund, og læg hans Taler i dit Hjerte.
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du opbygget; lad Uret være langt fra dine Pauluner!
24 Da skal du lægge det (skjønne) Guld paa Støv, og det (Guld af) Ophir paa Klippen ved Bækkene.
25 Ja, den Almægtige skal være dig det (skjønne) Guld, og være dig Sølv til megen Styrke.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den stadfæstes for dig, og Lyset skal skinne paa dine Veie.
12 Og I skulle paakalde mig og gaae og bede til mig, og jeg vil høre eder.
5 (Men) om du aarle søger hen til Gud og beder om Naade til den Almægtige,
6 (og) om du er reen og oprigtig, da skal han nu opvække (Godt) over dig og gjøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
15 (Da) skulde du kalde, og jeg, jeg skulde svare dig; du skulde have Lyst til dine Hænders Gjerning.
25 Thi han haver ikke foragtet og ei havt en Vederstyggelighed til den Elendiges Elendighed, og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.
14 Offre Gud Taksigelse, og betal den Høieste dine Løfter.
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.
12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig?
21 Naar du lover Herren din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve at betale det; thi Herren din Gud vil visseligen udkræve det af dig, og det skal være dig til Synd.
22 Men naar du efterlader at love, skal det ikke være dig til Synd.
23 Det, som er udgaaet af dine Læber, skal du holde og gjøre, saasom du haver lovet Herren din Gud frivilligen, som du haver talet med din Mund.
4 Det er bedre, at du Intet lover, end at du lover og betaler det ikke.
5 Tilsted ikke din Mund at komme dit Kjød til at synde, og siig ikke for Engelens Ansigt, at det er en Forseelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gjerning?
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme; en Sang.
2 Gud, man lover dig i det Stille i Zion, og dig skal betales Løfte.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
18 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn,
13 Visseligen skal Gud ikke høre Forfængelighed, og den Almægtige skal ikke beskue det.
14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
14 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn.
11 Thi et Menneskes Vrede skal gjøre, at man takker dig; det Overblevne fra (deres) store Vrede skal du ombinde (som med et Bælte).
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
13 Jeg vil gaae ind i dit Huus med Brændoffere, jeg vil betale dig mine Løfter,
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
10 Kan han forlyste sig over den Almægtige? kan han kalde altid paa Gud?
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.
9 Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: See, her er jeg; dersom du borttager det Aag midt ud fra dig, (og holder dig fra) at udstrække Fingrene og at tale Uret,
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
2 Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer, og sagde: Dette er det Ord, som Herren haver befalet.
1 Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.
13 Dersom du, du bereder dit Hjerte og udbreder dine Hænder til ham,
8 Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
6 og vilde kundgjøre dig Viisdoms skjulte Ting! thi der er dobbelt Kraft (hos ham); men viid, at Gud kræver (Noget) af dig for din Misgjernings Skyld.
27 Dersom du ikke haver at betale med, hvorfor skulde han da tage din Seng bort under dig?
6 Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1 Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
30 Naar du faaer Angest, og alle disse Ting ramme dig, i de sidste Dage, da skal du omvende dig til Herren din Gud og høre paa hans Røst.