Jobs bok 39:3
Hvo kan berede Ravnen dens Spise, naar dens Unger skrige til Gud, (naar) de fare hid og did, fordi de have Intet at æde?
Hvo kan berede Ravnen dens Spise, naar dens Unger skrige til Gud, (naar) de fare hid og did, fordi de have Intet at æde?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Veed du Tiden, naar Steengjederne føde? haver du taget vare paa, naar Hinderne ville føde?
1Kan du jage Rov til en gammel Løve og opfylde de unge Løvers Liv,
2naar de lægge sig ned i (deres) Boliger (og) blive i Hulen til at lure?
10Hans Tyr befrugter og bortkaster ikke (Sæden), hans Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11De udsende deres unge Børn som en Faarehjord, og deres Børn springe.
14Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor, og kan du lade dit Arbeide ligge paa den?
15Kan du troe den til, at den skulde føre dig din Sæd hjem og samle (den) i din Lade?
16(Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?
38Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Fæ.
39Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
2De krummede sig, de bøiede sig tilhobe, de kunde ikke undkomme med Byrden; men de selv maatte gaae i Fængsel.
3Selv Drager frembyde Brystet, de give deres Unger Die; (men) mit Folks Datter (er bleven) som (den, der er) grum, som Strudser i Ørken.
4Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).
11(Anlangende) Ephraim, deres Herlighed skal bortflyve som en Fugl, at de skulle ikke føde eller (bære) i Livet eller undfange.
12Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, at (der skal) ikke (blive) en Mand (tilbage); thi vee ogsaa dem, naar jeg viger fra dem!
7Hun fødte, førend hun var i Fødselsnød; førend Smerten kom paa hende, da blev hun forløst med et Drengebarn.
8Hvo haver hørt Saadant? hvo haver seet saadanne Ting? mon et Land kan fødes paa een Dag, eller et Folk fødes paa eengang? thi Zion var i Fødselsnød, ja hun haver født sine Sønner.
9Mon jeg skulde lade bryde (Moderslivet) og ikke lade føde? siger Herren, eller skulde jeg, som lader (Andre) føde, tillukkes? sagde din Gud.
17Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18Vi undfangede, vare bange, (men) vi fødte (Noget) som Veir; vi skaffede Landet ikke (nogen) Frelse, og Jorderiges Indbyggere faldt ikke.
30Mon det er efter din Befaling, at Ørnen flyver høit og ophøier sin Rede?
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
14Giv dem, Herre! — hvad skal du give? — giv dem ufrugtsommeligt Liv og udtørrede Bryster!
5See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
13Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
6Som de saae, saa forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede.
21Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
5De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.
18Men (deres) Buer skulle sønderknuse Drengene, og de skulle ikke forbarme sig over Livsfrugt, deres Øie skal ikke spare Børnene.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
57endog sin Efterbyrd, som er udgangen imellem hendes Fødder, og sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul for allehaande Mangel, i Beleiring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.
18Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
5Thi ogsaa en Hind paa Marken fødte og maatte forlade (sine Kalve), fordi der ikke var Græs.
3Og han skal staae og føde (sin Hjord) i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og de skulle blive ved, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender.
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
9ham, som giver Dyr deres Føde, Ravneunger, som raabe.
3Thi saa sagde Herren om de Sønner og om de Døttre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre, som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land:
5De, som saae med Graad, skulle høste med Frydesang.
22(Naar) Solen gaaer op, samles de, og de ligge i deres Huler.
26Der skal Ingen være, som utidig føder, eller ufrugtsommelig i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal.
3See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
23De skulle ikke bemøie sig forgjæves og ei føde til Forskrækkelse; thi de ere deres Sæd, som ere velsignede af Herren, og deres Afkom med dem.
7Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,
12De maatte sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Viin? der de forsmægtede paa Gaderne i Staden som den, der er saaret, der de udgave deres Aand i deres Mødres Skjød.
35De undfange Møie og føde Uret, og deres Bug bereder Svig.
19Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die i de Dage!