Jobs bok 41:18
Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Der skal ingen Piil jage den paa Flugt, Slyngestene ere blevne forvandlede for den til Halm.
20Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.
21Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
22Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
24Kan du lege med den som med en Fugl, eller binde den hos dine (unge) Piger?
20Thi Gud haver ladet den glemme Viisdom, og haver ikke deelt Forstand med den.
21Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.
12Hans Øine ere som Duers (Øine) ved Vandbække, toede med Melk, siddende (smukt) i (deres Huller), som de opfylde.
13Hans Kinder ere som (kostelige) Urters Bed, som Urtekoste; hans Læber ere som Lilier, der dryppe med flydende Myrrha.
14Hans Hænder ere (som) Guldringe, fyldte med Turkous; hans Bug er (som) skinnende Elfenbeen, bedækket med Saphirer.
13I dens Hals bliver Styrke varagtig, og Angest hopper for ved den.
14Dens Kjøds Stykker hænge ved (hverandre); det er fast paa den, det kan ikke bevæges.
15Dens Hjerte er fast som en Steen, ja fast som et Stykke af den underste (Møllesteen).
16For dens Høihed grue de Stærke; fordi den sønderbryder (Alt), rense de sig fra Synd.
17Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.
9Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
8Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
4Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
5Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
13Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
3Mon der være Tal paa hans Tropper? og over hvem opgaaer ikke hans Lys?
21Og nu seer man ikke Lys, som er klart i de (øverste) Skyer, (men) naar Veiret gaaer over, da renser det dem.
2Hvo er kommen mig tilforn, at jeg skulde betale (ham det)? hvad der er under al Himmelen, det er mit.
3der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
12Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
4og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaaer, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Græsset (voxer) af Jorden af Solskin efter Regnen.
32Han skjuler Lyset (som) med flade Hænder, og byder derover derved, at en (Sky) kommer derimod.
33Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).
17(Træer, som give) Skygge, skjule den, (ethvert med) sin Skygge; Vidierne ved Bækken ere omkring den.
18See, den kan med Vold tilbageholde en Flod (og) haster ikke, den fordrister sig til at kunne opøse Jordanen med sin Mund.
12Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
17Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
3Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
24Hvor er den Vei, der Lyset deles, (hvor) Østenveir adspreder sig over Jorden?
7Lyset er og sødt, og det er lysteligt for Øinene at see Solen.
5Ja, de Ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Gnist skal ikke skinne.
6Lyset skal blive mørkt i hans Paulun, og hans Lygte skal udslukkes over ham.
18Haver du udstrakt de (øverste) Skyer med ham, (som ere) faste som et støbt Speil?
30See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.
3(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
22(Naar) Solen gaaer op, samles de, og de ligge i deres Huler.
21Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
14Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee, og hans Øine som Ildslue,
9De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
13Og (anlangende) Dyrenes Lignelse, (da) var deres Skikkelse som Ildens gloende Kul, som brænde, som Blus ere af Skikkelse; den samme (Ild) den foer imellem Dyrene, og Ilden skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.
15Veed du, naar Gud lægger (Saadant) paa dem, og naar han lader sin Skyes Lys skinne?
30Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
12Han er rødere i Øinene end Viin, og hvidere paa Tænderne end Melk.
15Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.