Job 39:20
Thi Gud haver ladet den glemme Viisdom, og haver ikke deelt Forstand med den.
Thi Gud haver ladet den glemme Viisdom, og haver ikke deelt Forstand med den.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem (istykker), og et (vildt) Dyr paa Marken søndertræde dem.
19 Den handler haardt med sine Unger, (ligesom de vare) ikke dens; dens Arbeide er forgjæves, (fordi den er) uden Frygt.
21 Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.
22 Kan du give Hesten Styrke, eller iføre dens Hals med Vrinsken?
23 Kan du gjøre, at den bevæges som en Græshoppe? dens Næses Magt er heel forfærdelig.
24 (Dens Fødder) grave i Dalen, og den glæder sig ved sin Kraft; den kan udgaae imod den, (som bærer) Rustning.
25 Den leer ad Frygten og forskrækkes ikke, og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
13 I dens Hals bliver Styrke varagtig, og Angest hopper for ved den.
14 Dens Kjøds Stykker hænge ved (hverandre); det er fast paa den, det kan ikke bevæges.
15 Dens Hjerte er fast som en Steen, ja fast som et Stykke af den underste (Møllesteen).
1 Der er Ingen (saa) grum, at han tør opvække den, og hvo er da den, der vilde bestaae for mit Ansigt?
2 Hvo er kommen mig tilforn, at jeg skulde betale (ham det)? hvad der er under al Himmelen, det er mit.
3 Jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens store Styrkes Beskaffenhed og dens Skikkelses Yndelighed.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
9 Og da vil jeg, jeg ogsaa bekjende om dig, at din høire Haand kan frelse dig.
10 See nu Behemoth, som jeg gjorde hos dig, den æder Græs som en Oxe.
18 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
19 Der skal ingen Piil jage den paa Flugt, Slyngestene ere blevne forvandlede for den til Halm.
20 Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
22 Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
15 Thi Bjergene bære Foder til den, og alle (vilde) Dyr paa Marken lege der.
10 Det leer ad Stadens Bulder, det hører ikke Driverens megen Fnysen.
11 Hvad det opsøger paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det Grønne.
7 Det ene er (saa) nær ved det andet, at der ikke kan komme Veir imellem dem.
24 Kan du lege med den som med en Fugl, eller binde den hos dine (unge) Piger?
5 Mon et vildt Æsel skryder over Græsset? eller skulde en Oxe brøle over sit Foder?
11 Forskrækkelser skulle forfærde ham trindt omkring, og de skulle drive ham hid og did, hvor han gaaer.
13 Kan du binde en Eenhjørning til Furen med dens Reb? mon den skal harve Dalene efter dig?
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
7 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken; de gaae ud og komme ikke tilbage til dem.
8 Hvo haver ladet det vilde Æsel gaae frit, og hvo løste Skovæslets Baand?
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
18 See, den kan med Vold tilbageholde en Flod (og) haster ikke, den fordrister sig til at kunne opøse Jordanen med sin Mund.
19 Kan (Nogen) fange den i dens Øine, (eller) igjennembore (dens) Næse med Snarer?
34 Kan du opløfte din Røst til den tykke (Sky), at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?
10 Han haver ikke Lyst til Hestens Styrke, han haver ikke Behagelighed til en Mands Been.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig, og komme med dig for Retten?
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
33 Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).
6 Om hans Høihed steg op til Himmelen, og hans Hoved kunde røre ved Skyen,
22 Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
18 Haver du udstrakt de (øverste) Skyer med ham, (som ere) faste som et støbt Speil?