Job 42:10
Og Herren omvendte Jobs Fængsel, der han havde bedet for sine Venner, og Herren forøgede alt det, Job havde havt, til dobbelt.
Og Herren omvendte Jobs Fængsel, der han havde bedet for sine Venner, og Herren forøgede alt det, Job havde havt, til dobbelt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og Alle, som kjendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Huus, og havde Medynk med ham og trøstede ham over alt det Onde, som Herren havde ladet komme over ham; og de gave ham hver een Penning, og hver eet Smykke af Guld.
12 Og Herren velsignede Job, (saa) det Sidste var mere end det Første, han havde; thi han havde fjorten tusinde Faar og sex tusinde Kameler og tusinde Par Øxne og tusinde Aseninder.
13 Og han havde syv Sønner og tre Døttre.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
7 Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
8 Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
9 Saa gik Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter, og de gjorde, saasom Herren havde sagt til dem; og Herren ansaae Jobs Person.
1 Da svarede Job Herren og sagde:
1 Og Herren svarede Job af en Storm og sagde:
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
10 Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.
1 Derefter svarede Herren Job af en Storm og sagde:
20 Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
21 Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
22 I alt dette syndede Job ikke og tillagde Gud ikke (nogen) Uviished.
26 Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.
1 Men Job svarede og sagde:
5 Og det skede, naar Gjæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem, og stod aarle op om Morgenen og offrede Brændoffere efter deres alles Tal; thi Job sagde: Maaskee mine Sønner have syndet og bandet Gud i deres Hjerte; saaledes gjorde Job alle de Dage.
6 Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
10 Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
11 Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted, Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter; og de samlede sig tilhobe for at komme at have Medynk over ham og at trøste ham.
12 Men der de opløftede deres Øine langt fra, da kjendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd; og de sønderrev hver sin Kappe, og de strøede Støv paa deres Hoveder mod Himmelen.
6 Udspred din Vredes megen Grumhed, og see hver en Hovmodig og fornedre ham.
16 Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar, og saae sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt.
17 Og Job døde, gammel og mæt af Dage.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
11 See! vi prise dem salige, som taalmodigen lide. I have hørt Jobs Taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
2 Og Job svarede og sagde:
1 Da svarede Job og sagde:
11 Herren sagde: Mon (det skal) ikke (gaae) dine Overblevne vel? mon jeg ikke vil komme Fjenden til at møde dig paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid?
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
10 Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
1 Da svarede Job og sagde:
12 Vender om til Befæstningen, I, (som ere) bundne i Haabet! ja, idag vil jeg igjen give dig en Anden, som forkynder det.
3 Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.
4 Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, og alt det en Mand haver, giver han for sit Liv.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa, og agt paa Guds underlige Ting.
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
3 da skal Herren din Gud omvende dit Fængsel og forbarme sig over dig, og omvende og forsamle dig fra alle de Folk, hvorhen Herren din Gud havde bortspredt dig.
4 Herre! omvend vort Fængsel som Strømme i et tørt (Land).
13 Og det skede en Dag, da hans Sønner og hans Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus,