Jobs bok 42:10
Og Herren omvendte Jobs Fængsel, der han havde bedet for sine Venner, og Herren forøgede alt det, Job havde havt, til dobbelt.
Og Herren omvendte Jobs Fængsel, der han havde bedet for sine Venner, og Herren forøgede alt det, Job havde havt, til dobbelt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og Alle, som kjendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Huus, og havde Medynk med ham og trøstede ham over alt det Onde, som Herren havde ladet komme over ham; og de gave ham hver een Penning, og hver eet Smykke af Guld.
12Og Herren velsignede Job, (saa) det Sidste var mere end det Første, han havde; thi han havde fjorten tusinde Faar og sex tusinde Kameler og tusinde Par Øxne og tusinde Aseninder.
13Og han havde syv Sønner og tre Døttre.
6Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
7Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
8Saa tager eder nu syv Stude og syv Vædere, og gaaer til min Tjener Job, og lader offre Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; thi jeg vil ansee hans Person, at jeg ikke skal gjøre imod eder (efter eders) Daarlighed, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
9Saa gik Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter, og de gjorde, saasom Herren havde sagt til dem; og Herren ansaae Jobs Person.
1Da svarede Job Herren og sagde:
1Og Herren svarede Job af en Storm og sagde:
1Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
2Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
1Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
3Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
10Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.
1Derefter svarede Herren Job af en Storm og sagde:
20Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).
21Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
22I alt dette syndede Job ikke og tillagde Gud ikke (nogen) Uviished.
26Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.
1Men Job svarede og sagde:
5Og det skede, naar Gjæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem, og stod aarle op om Morgenen og offrede Brændoffere efter deres alles Tal; thi Job sagde: Maaskee mine Sønner have syndet og bandet Gud i deres Hjerte; saaledes gjorde Job alle de Dage.
6Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
1Men Job svarede og sagde:
1Men Job svarede og sagde:
10Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
11Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted, Eliphas, den Themaniter, og Bildad, den Suchiter, og Zophar, den Naamathiter; og de samlede sig tilhobe for at komme at have Medynk over ham og at trøste ham.
12Men der de opløftede deres Øine langt fra, da kjendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd; og de sønderrev hver sin Kappe, og de strøede Støv paa deres Hoveder mod Himmelen.
6Udspred din Vredes megen Grumhed, og see hver en Hovmodig og fornedre ham.
16Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar, og saae sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt.
17Og Job døde, gammel og mæt af Dage.
1Men Job svarede og sagde:
1Men Job svarede og sagde:
1Men Job svarede og sagde:
11See! vi prise dem salige, som taalmodigen lide. I have hørt Jobs Taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
2Og Job svarede og sagde:
1Da svarede Job og sagde:
11Herren sagde: Mon (det skal) ikke (gaae) dine Overblevne vel? mon jeg ikke vil komme Fjenden til at møde dig paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid?
21Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
10Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
1Da svarede Job og sagde:
12Vender om til Befæstningen, I, (som ere) bundne i Haabet! ja, idag vil jeg igjen give dig en Anden, som forkynder det.
3Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde; og han holder endnu fast ved sin Fuldkommenhed, men du haver tilskyndet mig mod ham at opsluge ham uden Aarsag.
4Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, og alt det en Mand haver, giver han for sit Liv.
14Job, vend dine Øren til dette; staa, og agt paa Guds underlige Ting.
21Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
26Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
3da skal Herren din Gud omvende dit Fængsel og forbarme sig over dig, og omvende og forsamle dig fra alle de Folk, hvorhen Herren din Gud havde bortspredt dig.
4Herre! omvend vort Fængsel som Strømme i et tørt (Land).
13Og det skede en Dag, da hans Sønner og hans Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus,