Lukas 1:51
Han haver øvet Magt med sin Arm, han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.
Han haver øvet Magt med sin Arm, han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
52Han haver styrtet de Mægtige fra (deres) Throner og ophøiet de Ringe.
53De Hungrige haver han opfyldt med gode Gaver, og de Rige haver han afviist tomhændede.
54Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed
55— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
46Og Maria sagde: Min Sjæl ophøier Herren,
47og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser,
48fordi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig.
49Thi han haver gjort store Ting imod mig, han, som er mægtig, og hvis Navn er helligt.
50Og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt mod dem, som ham frygte.
68Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt og forløst sit Folk,
69og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,
6Han haver ladet forkynde sine Gjerningers Kraft for sit Folk, idet han har givet dem Hedningernes Arv.
15Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
6Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
25Thi saaledes haver Herren gjort mod mig i de Dage, der han saae (i Naade) til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.
6Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
11See nu, dens Magt er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Navler.
12Naar den haver Lyst til (at udrække) sin Stjert, (da er den) som et Cedertræ; dens forfærdelige (Lemmers) Sener ere sammenviklede.
6han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
7som opreiser en Ringe af Støv, som ophøier en Fattig af Skarnet,
9Han udspreder, han giver de Fattige, hans Retfærdighed bestaaer altid, hans Horn skal ophøies med Ære.
77at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelsen ved deres Synders Forladelse,
78formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os,
11Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
12Thi den Herre Zebaoths Dag (skal komme) over hver Hovmodig og Høi, og over hver Ophøiet, at han skal fornedres,
12Og dine høie Mures Befæstning skal han nedbøie, nedtrykke, drage ned til Jorden indtil Støvet.
10Herren haver blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øine, og alle Jordens Ender skulle see vor Guds Salighed.
21Han udøser Foragtelse paa Fyrsterne, og løser de Stærkes Bælte.
34Dersom de ere Bespottere, da skal han, han bespotte (dem), men de Sagtmodige skal han give Naade.
32Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.
11for at sætte de Fornedrede høit op, at de, som gaae i Sørgeklæder, skulle ved Frelse ophøies;
4De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke.
17Og Menneskets Høihed skal nedbøies, og Mændenes Høihed skal fornedres, og Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
11Thi saa høi Himmelen er over Jorden, er hans Miskundhed mægtig over dem, som frygte ham.
12Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
3Dit Hjertes Hovmodighed haver bedraget dig, du, som boer i en Klippes Rifter, i din høie Bolig, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
17Herren haver gjort det, han havde tænkt, han haver udrettet sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han haver nedbrudt og ikke sparet, og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøiede dine Modstanderes Horn.
2Herren kundgjorde sin Salighed; han aabenbarede sin Retfærdighed for Hedningernes Øine.
37Thi hos Gud skal ingen Ting være umulig.
19Det er bedre (at være) ringe i Aanden med de Sagtmodige, end at dele Rov med de Hovmodige.
19Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
25Den seer (ned paa) alt Høit, den er en Konge over alle Hovmodige.
15Den, som haver gjort Jorden ved sin Kraft, som beredte Jorderige ved sin Viisdom, og udbredte Himmelen ved sin Forstand,
20Og der hans Hjerte blev ophøiet, og hans Aand blev stiv til Hovmodighed, blev han nedstødt af sin kongelige Throne, og man tog Æren fra ham.
15Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
14Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
2Den Ugudelige forfølger (grummelig) den Elendige af Hovmod; lad dem gribes i de Tanker, hvilke de tænkte.
19Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren.