Lukas 2:37
og hun var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag.
og hun var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36Og der var en Prophetinde, Anna, Phanuels Datter, af Asers Stamme, hun var meget gammel og havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand;
38Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem.
5Men den, som er en ret Enke og forladt, haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag;
9En Enke bør ikke udnævnes, naar hun er yngre end tredsindstyve Aar; (hun bør) have været een Mands Hustru
10og have Vidnesbyrd for gode Gjerninger, at hun haver opfødt Børn, at hun haver gjerne laant Huus, at hun haver toet de Helliges Fødder, at hun haver forsørget de Betrængte, at hun haver lagt sig efter al god Gjerning.
2Men han saae og en arm Enke, som lagde to Skjærve deri.
3Og han sagde: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt Mere end Alle.
4Thi alle disse have lagt af det, som de have i Overflod, til Gaver for Gud; men denne haver af sin Fattigdom lagt Alt, hvad hun havde til Livsophold.
7Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge gamle.
8Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede for Gud i sin Skiftes Orden,
53Og de vare stedse i Templet, og lovede og prisede Gud. Amen.
25Men i Sandhed siger jeg eder: Der vare mange Enker i Israel i Eliæ Dage, der Himmelen var lukket i tre Aar og sex Maaneder, den Gang, der var en stor Hunger i det ganske Land;
42Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve (derudi), som ere en Hvid.
43Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt mere derudi, end alle de, som lagde i Kisten.
44Thi de lagde alle (deri) af det, de havde til Overflod, men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom.
10Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
11Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
12Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
13Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.
26Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
23Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.
2Og han sagde: Der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og undsaae sig ikke for noget Menneske.
3Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander.
29Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du haver sagt;
10Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor i den Tid, Røgelsen (offredes).
14Da havde han sagt: Hvad kan man da gjøre for hende? og Gihesi havde sagt: Sandeligen hun haver ingen Søn, og hendes Mand er gammel.
39Men Petrus stod op og gik med dem; og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen; og alle Enkerne stode omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas gjorde den Stund, hun var hos dem.
40Men Petrus viste Alle ud, faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.
41Men han gav hende Haanden og reiste hende op; og han kaldte ad de Hellige og Enkerne, og fremstillede hende levende.
36Og see, Elisabeth din Frænke, hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.
36Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, — hvilket udlagt betyder Dorkas — hun var rig paa gode Gjerninger og Almisser, som hun gav.
37Men det begav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde; da toede de hende og lagde hende paa Salen.
11Og see, der var en Qvinde, som havde havt en Skrøbeligheds Aand i atten Aar, og hun var sammenkrumpen og kunde aldeles ikke see op.
3og Johanna, Chuzæ, Herodis Fogeds, Hustru, og Susanna og mange Andre, som tjente ham med deres Gods.
5dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke idelig skal komme og plage mig.
22Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
2han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus, og gav Folket mange Almisser og bad altid til Gud.
5I Herodis, Judæas Konges, Dage var der en Præst af Abiæ Skifte, ved Navn Zacharias, og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.
18Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
12Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.
25Og see, der var en Mand i Jerusalem, som hedte Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig, og ventede Israels Trøst, og den Hellig-Aand var over ham.
18Og Zacharias sagde til Engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel og min Hustru er tilaars.
30Og Coruelius sagde: For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klædebon;
9Og hun sagde til sin Mand: Kjære, see, jeg veed, at det er en hellig Guds Mand, denne, som kommer idelig ind til os.
3Hædre de Enker, som ere rette Enker.
43og en Qvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredet af Nogen,
75i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.
15Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
7Og saaledes skede det fra Aar til Aar; naarsomhelst hun gik op til Herrens Huus, opirrede hun hende saaledes; og hun græd og aad ikke.
2Og Qvinden gjorde sig rede og gjorde efter den Guds Mands Ord; og hun drog bort, hun og hendes Huus, og var fremmed i Philisternes Land i syv Aar.