Ordspråkene 17:14

Original Norsk Bibel 1866

Hvo, som begynder Trætte, (er ligesom den), der aabner for Vand; forlad derfor Trætten, førend du blandes i den.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

פּוֹטֵר מַיִם רֵאשִׁית מָדוֹן וְלִפְנֵי הִתְגַּלַּע הָרִיב נְטוֹשׁ

Translitterasjon

pôṭēr mayim rē'šît mādôn wə-lipnê hitgalla' hārîb nəṭôš

Grammatikkdetaljer

• *pôṭēr*: participle, Qal - letting out/releasing
• *mayim*: noun, masculine plural - water
• *rē'šît*: noun, feminine singular construct - beginning of
• *mādôn*: noun, masculine singular - strife/dispute
• *wə-lipnê*: conjunction + preposition + construct form - and before
• *hitgalla'*: verb, Hithpael infinitive construct - being revealed/breaking out
• *hārîb*: definite article + noun, masculine singular - the dispute
• *nəṭôš*: verb, Qal imperative, masculine singular - leave/abandon

Ordbetydninger

• *pôṭēr*: letting out/releasing/setting free
• *mayim*: water/waters
• *rē'šît*: beginning/first/start
• *mādôn*: strife/contention/dispute
• *lipnê*: before/ahead of
• *hitgalla'*: being revealed/breaking out/erupting
• *rîb*: dispute/quarrel/legal case
• *nəṭôš*: leave/abandon/drop

Henviste vers

• Ordsp 20:3 : 3 Det er en Mand en Ære at blive fra Trætte, men hver Daare blander sig derudi.
• Ordsp 25:8 : 8 Gak ikke snart ud til at trætte, thi hvad vil du gjøre derefter, naar din Næste haver beskjæmmet dig?
• 1 Tess 4:11 : 11 og at søge Ære i at leve stille og varetage hver sin Gjerning, og arbeide med eders egne Hænder, saasom vi have budet eder;
• Jak 3:14-18 : 14 Men have I besk Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke eller lyver mod Sandheden. 15 Dette er ikke den Viisdom, som kommer ovenfra ned, men en jordisk, sandselig, djævelsk; 16 thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al Ond Handel. 17 Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. 18 Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.
• 2 Tim 2:23-24 : 23 Men undslaa dig for daarlige og unyttige Spørgsmaal, efterdi du veed, at de føde Strid af sig. 24 Men en Herrens Tjener bør det ikke at stride, men at være mild imod Alle, beqvem til at lære, istand til at taale Ondt,
• Ordsp 26:21 : 21 (Som) Kul høre til (at optænde) Gløder, og Træer til (at gjøre) Ild, saa (kommer) en trættekjær Mand til at optænde Kiv.
• Ordsp 29:22 : 22 En vredagtig Mand blander sig i Trætte, og en hastig Mand (gjør) megen Overtrædelse.
• Fork 7:8-9 : 8 Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; en Langmodig er bedre end den, som haver et høit Mod. 9 Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.
• Matt 5:39-41 : 39 Men jeg siger eder, at I skulle ikke sætte eder imod det Onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa dit høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til. 40 Og dersom Nogen vil gaae irette med dig og tage din Kjortel, lad ham og beholde Kappen. 41 Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae een Miil, gak to med ham.
• Apg 6:1-5 : 1 Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte de græskfødte Jøder at knurre imod Ebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. 2 Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: Det sømmer sig ikke, at vi forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udseer derfor, Brødre! blandt eder syv Mænd, som have (godt) Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig-Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. 4 Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste. 5 Og denne Tale fandt Bifald hos den hele Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig-Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Tilhænger af Jødernes Tro, fra Antiochia,
• Apg 15:2-9 : 2 Da der nu opstod en heftig Strid, og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Trætte med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle Andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal. 3 Efterat da disse vare blevne ledsagede paa Veien af Menigheden, droge de igjennem Phoenicien og Samarien og fortalte Hedningernes Omvendelse; og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. 4 Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem. 5 Men Nogle af Pharisæernes Sect, som vare blevne troende, stode op og sagde: Man bør at omskjære dem og befale dem at holde Mose Lov. 6 Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag. 7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe. 8 Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig-Aand, ligesom og os. 9 Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres Hjerter ved Troen. 10 Hvi friste I da nu Gud (ved) at lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære? 11 Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de. 12 Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne. 13 Men der de hørte op at tale, tog Jakobus Ordet og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig! 14 Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage af dem et Folk efter sit Navn. 15 Og dermed stemme Propheternes Taler overeens, saasom skrevet er: 16 Derefter vil jeg komme tilbage og igjen opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Nedbrudte deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen, 17 paa det at de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gjør alle disse Ting. 18 Gud kjender alle sine Gjerninger fra Evighed af. 19 Derfor dømmer jeg, at man skal ikke besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, 20 men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Qvalte, og fra Blod; 21 thi Moses haver fra gammel Tid i hver Stad dem, som ham prædike, da han læses hver Sabbat i Synagogerne.
• Rom 12:18 : 18 Dersom det er muligt, da holder Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til eder.
• 1 Mos 13:8-9 : 8 Og Abram sagde til Loth: Kjære, lad ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere Mænd, (som ere) Brødre. 9 Er ikke det ganske Land for dig? Kjære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den høire, og dersom du vil til den høire, da vil jeg fare til den venstre.
• Dom 8:1-3 : 1 Og de Mænd af Ephraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede stærkt med ham. 2 Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort, som I? er ikke Ephraims Eftersankning bedre end Abiesers Viinhøst? 3 Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaaer jeg at gjøre, som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres (hastige) Aand af fra ham.
• Dom 12:1-6 : 1 Og hver Mand af Ephraim blev sammenkaldt og gik over mod Norden, og de sagde til Jephthah: Hvorfor gik du over til at stride imod Ammons Børn, og kaldte os ikke at gaae med dig? vi ville brænde dit Huus over dig med Ild. 2 Og Jephthah sagde til dem: Jeg og mit Folk havde en saare (stor) Trætte med Ammons Børn; og jeg kaldte ad eder, men I frelste mig ikke af deres Haand. 3 Der jeg saae, at du ikke vilde frelse, da satte jeg mit Liv i min Haand og drog over til Ammons Børn, og Herren gav dem i min Haand; og hvorfor komme I op til mig paa denne Dag at stride imod mig? 4 Og Jephthah samlede alle Mænd i Gilead og stred imod Ephraim, og de Mænd i Gilead sloge Ephraim; thi de Gileaditer, som vare imellem Ephraim og imellem Manasse, sagde: I ere de Undkomne af Ephraim. 5 Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Færgesteder for Ephraim, og det skede, naar nogen af de Undkomne af Ephraim sagde: Jeg vil gaae over, da sagde de Mænd af Gilead til ham: Er du en Ephrathiter? og han sagde: Nei. 6 Da sagde de til ham: Kjære, siig: Schibboleth, og han sagde: Sibboleth, og kunde ikke saaledes udtale det ret; saa grebe de ham og slagtede ham ved Jordanens Færgesteder, og der faldt paa den samme Tid af Ephraim to og fyrretyve Tusinde.
• 2 Sam 2:14-17 : 14 Og Abner sagde til Joab: Kjære, lad de unge Karle gjøre sig rede og lege for vort Ansigt; og Joab sagde: Lad dem gjøre sig rede. 15 Saa gjorde de sig rede og gik over efter Tallet: Tolv for Benjamin, det er, for Isboseth, Sauls Søn, og tolv af Davids Tjenere. 16 Og den Ene tog den anden fat ved Hovedet og (stødte) sit Sværd i den Andens Side, og de faldt tilsammen; og man kaldte det Sted Helkat-Zurim, som er ved Gibeon. 17 Og Krigen blev paa den samme Dag saare haard; men Abner og Israels Mænd bleve slagne for Davids Tjeneres Ansigt.
• 2 Sam 19:41-20:22 : 41 see, da kom alle Israels Mænd til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judæ Mænd, stjaalet dig og ført Kongen og hans Huus over Jordanen, og alle Davids Mænd med ham? 42 Da svarede hver af Judæ Mænd imod Israels Mænd: Fordi Kongen hører mig nær til; hvorfor er du da vred for denne Sags Skyld? mon vi have faaet Ophold af Kongen? mon han haver ført os (Skjenk) til? 43 Da svarede Israels Mænd Judæ Mænd og sagde: Jeg haver ti Gange mere hos Kongen, dertil ogsaa hos David, jeg end du, og hvorfor haver du ringeagtet mig? og var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? men Judæ Mænds Ord vare haardere end Israels Mænds Ord. 1 Og det hændte sig, at der var en Belials Mand, hvis Navn var Seba, Bichri Søn, en Mand af Benjamin, og han blæste i Trompeten og sagde: Vi have ingen Deel i David, ei heller have vi Arv i Isai Søn; hver (skynde sig) til sine Pauluner, o Israel! 2 Da drog hver Mand i Israel op fra David efter Seba, Bichri Søn; men Judæ Mænd hængte ved deres Konge fra Jordanen og indtil Jerusalem. 3 Og David kom til sit Huus til Jerusalem, og Kongen tog de ti Qvinder, de Medhustruer, som han lod blive til at bevare Huset, og satte dem hen i et Huus i Forvaring og forsørgede dem, og han gik ikke ind til dem; og de vare indelukkede indtil deres Dødsdag, levende i Enkestand. 4 Og Kongen sagde til Amasa: Kald mig de Mænd af Juda tilsammen til den tredie Dag, og, staa du (da) her. 5 Og Amasa gik bort for at kalde Juda tilsammen; men han tøvede over den bestemte Tid, som han havde bestemt ham. 6 Da sagde David til Abisai: Nu skal Seba, Bichri Søn, gjøre os mere Ondt end Absalom; tag du din Herres Tjenere og forfølg, ham, at han ikke finder faste Stæder for sig og undkommer for vore Øine. 7 Da droge Joabs Mænd ud efter ham, og de Crethi og de Plethi og alle de Vældige, og de droge ud af Jerusalem for at forfølge Seba, Bichri Søn. 8 Der de vare ved den store Steen, som er ved Gibeon, da kom Amasa frem for dem, og Joab var ombunden om sine Klæder, som han var klædt med, og derover var et Bælte til Sværdet, som hængte over hans Lænder i sin Balg, og der han gik ud, da faldt det. 9 Og Joab sagde til Amasa: Er der Fred med dig, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skjægget med den høire Haand for at kysse ham. 10 Og Amasa tog sig ikke vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, og han stak ham dermed ved det femte (Ribbeen) og udøste hans Indvolde paa Jorden, og han stak ham ikke anden Gang, og han døde; men Joab og hans Broder Abisai forfulgte Seba, Bichri Søn. 11 Og der stod en Mand af Joabs unge Karle hos ham og sagde: Hvo, som har Lyst til Joab, og hvo, som er for David, han (følge), efter Joab! 12 Og Amasa laae væltet i Blodet midt paa den høie Vei, og der Manden saae, at alt Folket blev staaende, da vendte han Amasa fra den høie Vei hen paa Ageren og kastede Klæder over ham, efterdi han saae, at hvo, som kom til ham, blev staaende. 13 Der han var borttagen af den høie Vei, da gik hver Mand frem efter Joab for at forfølge Seba, Bichri Søn. 14 Og han drog igjennem alle Israels Stammer indtil Abel, nemlig Beth-Maacha, og alt Berim, og de samledes og kom ogsaa efter ham. 15 Og de kom og beleirede ham i Abel-Beth-Maacha, og kastede en Vold op mod Staden, og den stod op til Muren; og alt Folket, som var med Joab, (søgte) at fordærve og at nedrive Muren. 16 Da raabte en viis Qvinde af Staden: Hører, hører, Kjære, siger til Joab: Kom nær til herhid, og jeg vil tale til dig. 17 Og der han kom nær til hende, da sagde Qvinden: Er du Joab? og han sagde: Jeg er; og hun sagde til ham: Hør din Tjenesteqvindes Tale; og han sagde: Jeg hører. 18 Og hun sagde, sigende: Fordum pleiede man (saaledes) at tale, sigende: Man skal aldeles adspørge i Abel, og saaledes fuldkommede de det. 19 Jeg er (en af) de Fredsommelige, de Trofaste i Israel; du søger efter at dræbe en Stad og en Moder i Israel; hvorfor vil du opsluge Herrens Arv? 20 Og Joab svarede og sagde: Det være langt fra, det være langt fra mig, at jeg skulde opsluge, og at jeg skulde fordærve! 21 Den Handel har sig ikke saaledes; men en Mand af Ephraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bichri Søn, haver opløftet sin Haand imod Kongen, imod David; giver (mig) ham alene, saa vil jeg drage fra Staden; og Qvinden sagde til Joab: See, hans Hoved skal kastes til dig over Muren. 22 Og Qvinden kom til alt Folket med hendes Viisdom, og de afhuggede Sebas, Bichri Søns, Hoved og kastede det til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Pauluner, og Joab kom tilbage til Jerusalem til Kongen.
• 2 Krøn 10:14-16 : 14 Og han talede til dem efter de Unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders Aag svart, men jeg, jeg vil lægge til over det; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg vil tugte eder med Skorpioner. 15 Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var af Gud, for at Herren vilde stadfæste sit Ord, som han talede formedelst Ahia, den Siloniter, til Jeroboam, Nebats Søn. 16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
• 2 Krøn 13:17 : 17 Og Abia og hans Folk sloge dem med et stort Slag; og der faldt ihjelslagne af Israel fem hundrede tusinde udvalgte Mænd.
• 2 Krøn 25:17-24 : 17 Og Amazia, Judæ Konge, beraadte sig og sendte (Bud) til Joas, Joachas Søn, Jehus, Israels Konges, Søn, og lod sige: Kom og lad os see (hverandres) Ansigt. 18 Men Joas, Israels Konge, sendte til Amazia, Judæ Konge, og lod sige: Tornebusken, som er paa Libanon, sendte til Cedertræet, som er paa Libanon, og lod sige: Giv min Søn din Datter til Hustru; men (vilde) Dyr paa Marken, som vare paa Libanon, gik over og nedtraadte Tornebusken. 19 Du siger: See, du haver slaget Edomiterne, og dit Hjerte ophøier sig til at æres; nu, bliv i dit Huus! hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig? 20 Men Amazia adlød ikke; thi det skede af Gud for at give dem i (Joas) Haand, fordi de havde søgt Edomiternes Guder. 21 Saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saae (hverandres) Ansigt, han og Amazia, Judæ Konge, ved Beth-Semes, som hører til Juda. 22 Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sine Pauluner. 23 Og Joas, Israels Konge, greb Amazia, Judæ Konge, Søn af Joas, Joachas Søn, ved Beth-Semes; og han førte ham til Jerusalem og nedrev Muren i Jerusalem fra Ephraims Port indtil Hjørneporten, fire hundrede Alen (langt). 24 Og (han tog) alt Guldet og Sølvet og alle Redskaber, som fandtes i Guds Huus, hos Obed-Edom, og Liggendefæerne i Kongens Huus, og Børn til Gidsel, og han vendte tilbage til Samaria.
• 2 Krøn 28:6 : 6 Thi Pekah, Remalias Søn, ihjelslog i Juda hundrede og tyve Tusinde paa een Dag, (som vare) alle duelige Folk, fordi de forlode Herren, deres Fædres Gud.
• Ordsp 13:10 : 10 Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
• Ordsp 14:29 : 29 En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
• Ordsp 15:1 : 1 Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.
• Ordsp 16:32 : 32 En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
• Ordsp 17:19 : 19 Hvo, der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo, som gjør sin Dør høi, søger efter Forstyrrelse.
• Ordsp 19:11 : 11 Et Menneskes Klogskab gjør ham langmodig, og det er ham en Ære at gaae Overtrædelse forbi.