Ordspråkene 27:25
(Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene.
(Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Agers Værd,
27 og (du haver) Gjedemelk nok til din Spise, til Spise for dit Huus og til dine unge Pigers Livs (Ophold).
23 Du skal grandt kjende dine Faars Skikkelse; sæt dit Hjerte til Hjordene.
24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
13 Boliger i Ørken dryppe, og Høiene ere omgjordede med Fryd.
12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
25 Og til alle Bjerge, som (pleiede at) hakkes med Hakken, derhen skal du ikke komme af Frygt for Torne og Riis, men det skal være til at lade Øxne udi og lade Faar træde paa.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
16 (Naar) der er lidet Korn i Jorden paa Bjergenes Top, (da) skal Frugten deraf suse som Libanon, og de af Staden skulle blomstre som Urter paa Jorden.
23 Da skal han give din Sæd, hvormed du skal saae Jorden, Regn, og Brød af Jordens Indkomme, og det skal være fedt og saftigt; han skal føde dit Fæ paa den samme Dag paa en bred Eng.
24 Og Øxnene og Folerne, som arbeide Jorden, skulle æde reent Foder, som er kastet med Skuffe og med Kastestovl.
6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
7 af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ei heller den, som binder Neg, sin Kjortelflig.
5 Thi ogsaa en Hind paa Marken fødte og maatte forlade (sine Kalve), fordi der ikke var Græs.
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
14 Han lader Græs groe for Fæ, og Urter til Menneskets Tjeneste, for at fremføre Brød af Jorden.
4 Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
15 Og jeg vil give dit Fæ Urter paa Marken; og du skal æde og blive mæt.
27 at det mætter de øde og ødelagte (Stæder), og gjør, at Græsset opvoxer og udkommer.
15 og af de ældgamle Bjerges ypperlige (Frugt), og af de evige Høies kostelige (Frugt),
6 (Der er hans) Røst, som siger: Raab! og han sagde: Hvad skal jeg raabe? Alt Kjød er Hø, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken.
7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
8 Hvo haver ladet det vilde Æsel gaae frit, og hvo løste Skovæslets Baand?
27 Giver Agt paa Lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde og ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt, som een af dem.
28 Klæder da Gud Græsset saa, som idag staaer paa Marken og imorgen kastes i Ovnen, hvormeget mere eder, I lidet troende!
5 See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
6 De høste deres Foder paa Marken, og de Ugudelige afplukke Viingaarden.
26 Og de, som boe deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der visner, før det staaer (i Ax).
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
6 Thi Nimrims Vande skulle blive øde, thi Høet er tørt, Græsset er borte, (der er) intet Grønt.
8 ham, som bedækker Himmelen med (tykke) Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs groe paa Bjergene,
5 Thi før Høsten, naar Knopperne ere fuldkomne, og Blomsterne (ere blevne til) sure Druer, som blive modne, da skal man afskjære Rankerne med Seglene, og borttage, (ja) afhugge Qvistene.
11 Paa den Dag, du planter, skal du komme (din Plantelse) til at groe, og om Morgenen skal du komme din Sæd til at grønnes; (men det skal aleneste være) en Høstdynge paa Svagheds og den ulægelige Smertes Dag.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
25 (Er det) ei (saa)? naar han haver jævnet dens Overdeel, da udspreder han Vikker og strøer Kummen, og saaer ypperlig Hvede og udvalgt Byg og Spelt, (hvert) i sin Plads?
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
7 og for dit Fæ og for de vilde Dyr, som ere i dit Land; al dets Grøde skal være til at æde.
9 Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
1 Saa lod den Herre Herre mig see, og see, En, som dannede Græshopper, da Høstgrøden begyndte at opkomme, og see, (der var) Høstgrøde, efterat Kongen havde ladet afhugge Græsset.
28 Thi Jorden bærer Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldkomment Korn i Axet.
20 Kan du drage Leviathan med en Krog, eller (drage) dens Tunge med en Snor, (som) du lader synke ned?