Ordspråkene 7:20
han tog Pengeknuden med sig, han skal komme hjem til den bestemte Dag.
han tog Pengeknuden med sig, han skal komme hjem til den bestemte Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed;
19thi Manden er ikke i sit Huus, han er faren lang Vei bort;
21Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22Han gik hasteligen efter hende, ligesom en Oxe kommer til Slagterbænken, og ligesom Bolten (kommer) til at tugte en Daare;
8som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
9i Tusmørket, om Aftenen paa Dagen, der Natten var sort, og det var mørkt.
10Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
11Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
13Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
14(Jeg haver) Takoffers Offere hos mig; idag haver jeg betalt mine Løfter;
15derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig.
16Naar En bliver Borgen for en Fremmed, tag hans Klæder, og tag Pant af ham for de Ubekjendte.
31Og naar han bliver funden, skal han betale syvfold, han skal give alt sit Huses Gods.
13Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.
22Han kan ikke troe, at han skulde komme tilbage af Mørke, og (mener, at) han er udseet (til at omkomme) ved Sværd.
23Han vanker hid og did efter Brød, hvor det er; han veed, at Mørkheds Dag er tilrede hos ham.
7Og hvo er den Mand, som haver trolovet sig en Hustru og haver ikke taget hende? han gaae hen og vende tilbage til sit Huus, at han ikke skal døe i Krigen, og en anden Mand skal tage hende.
14(Det er) Ondt, (det er) Ondt, skal Kjøberen sige, men (naar) han gaaer bort, da skal han rose sig.
14og lægger hende Sagers Handeler til, og udfører et ondt Rygte om hende og siger: Denne Qvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende,
18Men den, som havde annammet det ene, gik bort, og grov i Jorden og skjulte sin Herres Penge.
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
15Dersom dets Eiermand er derhos, da skal han ikke betale; dersom det er leiet, da regnes det for sin Leie.
16Og naar Nogen lokker en Jomfru som ikke er trolovet, og ligger hos hende, da skal han visseligen give hende Morgengave (og tage hende) sig til Hustru.
11saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
7Om Nogen flyer til sin Næste Penge eller Tøi at forvare, og det bliver stjaalet af Mandens Huus, dersom Tyven findes, skal han betale dobbelt.
26Da kom Qvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for den Mands Huses Dør, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
16Og hun lod ligge hans Klædebon hos sig, indtil hans Herre kom hjem.
21Dog dersom han bliver ved Live en Dag eller to Dage, da skal det ikke hevnes; thi det er hans Penge.
18Han skal igjengive (det, han haver havt) Umage (for), og ikke opsluge (fremdeles); som hans Formue (har været, skal) hans Betaling (være), og han skal ikke fryde sig.
21Og Manden undredes (saare) paa hende, taug dog stille, for at faae at vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ei.
34da skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
28Hans Huses Indkomme skal bortføres, (alt hans Gods) skal flyde bort paa hans Vredes Dag.
15Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
6Mine Fjender tale Ondt om mig (sigende): Naar skal han døe, og hans Navn forgaae?
7Og Manden stod op for at gaae, og hans Svoger nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten.
20Og Juda sendte det Gjedekid ved sin Ven, den Odollamiter, at han skulde tage Pantet af Qvindens Haand, og han fandt hende ikke.
32(men du var som) en Horkone, der tager Fremmede i sin Mands Sted.
3Og hendes Mand gjorde sig rede og gik efter hende, at han vilde tale kjærligen med hende for at føre hende tilbage, og han havde sin Dreng og et Par Asener med sig; og hun førte ham ind i sin Faders Huus, og der den unge Qvindes Fader saae ham, da blev han glad (og gik) imod ham.
20I den Vises Bolig er et ønskeligt Liggendefæ og Olie, men et daarligt Menneske opsluger det.
35Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værten dem, og sagde til ham: Plei ham, og hvad mere du maatte lægge ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
10Men der de gik bort at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt.
11Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.
20Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
18Et Menneske, som fattes Forstand, slaaer Haand (i Haand) og bliver fast Borgen hos sin Næste.
50saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed,
41Da skal han udgaae fra at være hos dig, han og hans Børn med ham; og han skal vende tilbage til sin Slægt, og vende tilbage til sine Fædres Eiendom.
8Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,