Salmenes bok 103:16

Original Norsk Bibel 1866

Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Jes 40:7 : 7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
  • Job 20:9 : 9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
  • 1 Mos 5:24 : 24 Og Enoch vandrede med Gud; og han var ikke (mere til), thi Gud tog ham.
  • Job 7:6-9 : 6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab. 7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt. 8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes). 9 En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen). 10 Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
  • Job 8:18-19 : 18 (Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke. 19 See, det er hans Veis Glæde, og der skulle Andre opvoxe af Støvet.
  • Job 14:10 : 10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
  • Job 27:20-21 : 20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten. 21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.

    15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.

  • 78%

    7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.

    8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.

  • 2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.

  • 4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

  • 75%

    10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.

    11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.

  • 75%

    17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.

    18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.

  • 74%

    10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?

    11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,

  • 74%

    4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.

    5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).

    6 Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Veiret gaaer (stedse) om og om, og farer frem, og Veiret kommer tilbage efter sine Omgange.

  • 4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).

  • 12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.

  • 24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;

  • 39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.

  • 74%

    5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.

    6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.

  • 17 Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed til Børnebørn,

  • 20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.

  • 18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.

  • 73%

    9 En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).

    10 Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.

  • 16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?

  • 15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.

  • 73%

    20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.

    21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.

  • 21 Og nu seer man ikke Lys, som er klart i de (øverste) Skyer, (men) naar Veiret gaaer over, da renser det dem.

  • 21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.

  • 25 Ligesom en Hvirvelvind farer over, (saa er) og en Ugudelig ikke (mere), men en Retfærdig har en evig Grundvold.

  • 29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.

  • 17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

  • 9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.

  • 36 Men man gik forbi, og see, han var ikke (mere), og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.

  • 12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.

  • 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.

  • 24 Ja, de blive hverken plantede, ei heller saaede, og deres Stub rodfæstes ikke i Jorden; og han blæser ogsaa paa dem, at de blive tørre, og en Storm maa tage dem bort som Halm.

  • 7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.

  • 14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!

  • 7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,

  • 3 Derfor skulle de være som en Sky om Morgenen, og som den Dug, der kommer aarle (og) gaaer (snart) bort, som Avnen, der drives ved en Storm af en Lo, og som Røg af en Skorsteen.

  • 6 (Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.

  • 10 Og (det er) endnu et Lidet, saa er den Ugudelige ikke mere, og naar du giver Agt paa hans Sted, da skal han ikke (findes).

  • 10 Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?

  • 7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.

  • 1 Den Retfærdige omkommer, og der er Ingen, som lægger det paa Hjerte, og fromme Folk hensamles, men der er Ingen, som giver Agt (paa), at den Retfærdige hensamles fra det Onde.

  • 15 Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.