Verse 2

Herre! udfri mig fra et ondt Menneske, bevar mig fra en fortrædelig Mand.

Referenced Verses

  • Sal 56:6 : 6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
  • Sal 36:4 : 4 Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han haver ladet af at lade sig undervise til at gjøre Godt.
  • Sal 38:12 : 12 Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.
  • 1 Sam 23:19-24 : 19 Da droge de Siphiter op til Saul til Gibea og sagde: Har ikke David skjult sig hos os i Befæstningerne i Skoven paa Hachilæ Høi, som ligger ved den høire Side af Ørken? 20 Saa kom nu ned, o Konge! efter al dit Hjertes Begjæring til at komme ned; saa (bør det) os at overantvorde ham i Kongens Haand. 21 Da sagde Saul: Velsignede være I for Herren, at I ynkes over mig. 22 Kjære, gaaer, bereder (Alting) fremdeles, og vider og seer hans Sted, hvor hans Gang er, hvo der har seet ham der; thi man har sagt mig, at han skal være meget trædsk. 23 Derfor seer og undersøger alle de Skjul, hvor han skjuler sig, og kommer tilbage til mig, naar I ere visse (derpaa), saa vil jeg gaae med eder; og det skal skee, dersom han er i Landet, da vil jeg forske efter ham iblandt alle Tusinder i Juda. 24 Da gjorde de sig rede og gik til Siph frem for Saul; men David og hans Mænd vare i Maons Ørk paa den slette Mark ved den høire Side af Ørken.
  • 1 Sam 24:11-12 : 11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede. 12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.
  • 1 Sam 26:1-9 : 1 Og de Siphiter kom til Saul i Gibea og sagde: Haver ikke David skjult sig paa Hachilæ Høi lige for Ørken. 2 Da gjorde Saul sig rede og drog ned til den Ørk Siph, og tre tusinde Mænd, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i den Ørk Siph. 3 Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken. 4 Da sendte David Speidere og fik at vide med Vished, at Saul var kommen. 5 Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde leiret sig, og David saae Stedet, hvor Saul laae, og Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laae i Vognborgen, og Folket havde leiret sig omkring ham. 6 Da svarede David og sagde til Achimelech, den Hethiter, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, sigende: Hvo vil gaae ned med mig til Saul i Leiren? og Abisai svarede: Jeg, jeg vil gaae ned med dig. 7 Saa kom David og Abisai til Folket om Natten, og see, Saul laae og sov i Vognborgen, og hans Spyd var trykket i Jorden ved hans Hovedgjærde, og Abner og Folket laae omkring ham. 8 Da sagde Abisai til David: Gud har idag overgivet din Fjende i din Haand; saa vil jeg nu, Kjære, stikke ham med Spydet og (ned) i Jorden een Gang, at jeg ei skal gjøre det anden Gang ved ham. 9 Men David sagde til Abisai: Fordærv ham ikke; thi hvo vil lægge Haand paa Herrens Salvede og blive uskyldig? 10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer, 11 saa lade Herren det være langt fra mig at udrække min Haand mod Herrens Salvede; men nu, Kjære, tag Spydet, som er ved hans Hovedgjærde, og den Vandkrukke, og lad os gaae. 12 Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgjærde, og de gik bort; og der var Ingen, som saae det, og Ingen, som vidste det, og Ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen; thi der var falden en dyb Søvn af Herren paa dem. 13 Der David var kommen over paa hiin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var meget Rum imellem dem. 14 Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner? og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen? 15 Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor haver du ikke bevaret din Herre, Kongen? thi der er kommen En af Folket ind til at fordærve Kongen, din Herre. 16 Dette er ikke en god Ting, som du har gjort; (saa vist som) Herren lever, I ere Dødsens Børn, fordi I have ikke bevaret eders Herre, Herrens Salvede; og see nu, hvor er Kongens Spyd og den Vandkrukke, som var ved hans Hovedgjærde? 17 Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge. 18 Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand? 19 Og nu, Kjære, høre min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men om Menneskens Børn (gjøre det), være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have udstødt mig idag, at jeg ikke skal holde mig til Herrens Arv, som de vilde sige: Gak bort, tjen andre Guder! 20 Saa lad nu ikke mit Blod falde paa Jorden borte fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er uddragen til at opsøge en Loppe, som man jager efter en Agerhøne paa Bjergene. 21 Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage, min Søn David! thi jeg vil ikke ydermere gjøre dig Ondt, fordi at mit Liv var dyrebart for dine Øine paa denne Dag; see, jeg haver gjort daarligt og faret vild saare meget. 22 Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det. 23 Men Herren betale den Mand sin Retfærdighed og sin Troskab, i hvis Haand Herren haver givet dig idag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod Herrens Salvede. 24 Og see, ligesom din Sjæl var storligen agtet paa denne Dag for mine Øine, saa skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øine, og han skal frie mig af al Angest. 25 Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
  • Sal 2:1-2 : 1 Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? 2 Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
  • Sal 21:11 : 11 Du skal fordærve deres Frugt af Jorden, og deres Sæd fra Menneskens Børn.
  • Sal 62:3 : 3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
  • Sal 64:5-6 : 5 at skyde en Fuldkommen i Skjul; de skyde ham hastelig og frygte ikke. 6 De styrke sig i en ond Handel, de fortelle (hverandre, hvorledes de ville) skjule Snarer, de sige: Hvo kan see dem?
  • Sal 120:7 : 7 Jeg er fredsommelig, men naar jeg taler, da ere de (færdige) til Krigen.
  • Ordsp 12:20 : 20 Der er Svig i deres Hjerte, som optænke Ondt, men hos dem, der raade til Fred, er Glæde.
  • Hos 7:6 : 6 Naar de nærme sig, er deres Hjerte som en Ovn, naar de lure; den, som bager dem, sover den ganske Nat, om Morgenen brænder han som af gloende Lue.
  • Mika 2:1-3 : 1 Vee dem, som optænke Uret og gjøre Ondt paa deres Leie! naar det bliver lyst om Morgenen, gjøre de det; thi det er i deres Hænders Magt. 2 Og de begjærede Agre og røvede (dem), og Huse og toge (dem) bort, og de undertrykkede Manden og hans Huus, ja hver og hans Arv. 3 Derfor sagde Herren saaledes: See, jeg tænker Ondt over denne Slægt; derfra skulle I ikke unddrage eders Hals, og ikke gaae stolteligen, thi det er en ond Tid.
  • Nah 1:11 : 11 Der er En udgangen fra dig, som tænker Ondt imod Herren, en Belials Raadgiver.