Verse 1

Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, Psalme, som talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.

Referenced Verses

  • 2 Sam 22:1-9 : 1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand. 2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. 3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig. 4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. 5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. 6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig. 7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren. 8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. 9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham. 10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han blev seet over Veirets Vinger. 12 Og han satte Mørkhed til Pauluner trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling (og) tykke Skyer. 13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte. 14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst. 15 Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem. 16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande. 17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande. 18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. 19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse. 20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. 21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed. 22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud. 23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke. 24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning. 25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Reenhed for hans Øine. 26 Hos en From beviser du dig from, hos en Vældig, som er fuldkommen, beviser du dig fuldkommen. 27 Hos en Reen beviser du dig reen, og hos en Forvendt beviser du dig fortrædelig. 28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øine ere over de Høie, du skal fornedre dem. 29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar. 30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur. 31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. 32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud? 33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei. 34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie. 35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme. 36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor. 37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke. 38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver fortæret dem. 39 Ja, jeg har fortæret dem og knust dem, at de ikke skulle opstaae; og de faldt under mine Fødder. 40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig. 41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem. 42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke. 43 Og jeg stødte dem smaae som Jordens Støv; som Dynd paa Gader tyndgjorde jeg dem og udstrakte dem. 44 Og du udfriede mig fra kivagtige Folk, du forvarede mig til Hedningernes Hoved; et Folk, som jeg ikke kjendte, de tjene mig. 45 Den Fremmedes Børn smigre for mig; da (deres) Øre hørte (om mig), adløde de mig. 46 Den Fremmedes Børn affaldt, og de ombandt sig (med deres Vaaben, naar de udgik) af deres indelukkede (Huler). 47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies, 48 den Gud, som giver mig Hevn, og som nedkaster Folkene under mig, 49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand. 50 Derfor vil jeg bekjende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn (Lov), 51 som beviser sin Konge store Saligheder og gjør Miskundhed imod sin Salvede, mod David og mod hans Sæd evindeligen.
  • Kol 1:11 : 11 styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Taalmodighed og Langmodighed med Glæde,
  • 1 Joh 4:19 : 19 Vi elske ham, fordi han elskede os først.
  • Fil 4:13 : 13 Jeg formaaer Alt i Christo, som gjør mig stærk.
  • Jes 12:1-6 : 1 Og du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke dig, Herre! at du haver været vred paa mig, (men) din Vrede er bortvendt, og du trøster mig. 2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed. 3 Og I skulle drage Vand med Glæde af Salighedens Kilder. 4 Og I skulle sige paa den samme Dag: Takker Herren, paakalder hans Navn, kundgjører hans Gjerninger iblandt Folkene, forkynder, at hans Navn er høit. 5 Synger Herren Psalmer, thi han haver gjort herlige Ting; dette blive kundgjort paa den ganske Jord! 6 Raab høit og syng (med Fryd), du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.
  • Sal 34:19 : 19 Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
  • Sal 36:1 : 1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).
  • Sal 116:16 : 16 Kjære Herre! sandelig, jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenesteqvindes Søn; du haver løst mine Baand.
  • Sal 118:14 : 14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
  • Sal 144:1-2 : 1 Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, 2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
  • Sal 18:32 : 32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
  • Sal 28:7-8 : 7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang. 8 Herren er deres Styrke, ja, han er sin Salvedes Styrke til megen Frelsning.
  • 2 Mos 15:1-9 : 1 Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren, og sagde: Jeg vil synge for Herren, thi han er høit ophøiet; Hesten og den, som red derpaa, haver han nedstyrtet i Havet. 2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham. 3 Herren er en Krigsmand; Herre er hans Navn. 4 Han kastede Pharaos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. 5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen. 6 Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand. 7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa. 8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet. 9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, bytte Rovet; min Sjæls Lyst skal stilles paa dem; jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal fordærve dem. 10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande. 11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting? 12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem. 13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig. 14 Folkene hørte det, de maatte bæve; Angest betog dem, som boe i Palæstina. 15 Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige. 16 Forfærdelse skal falde over dem, og Frygt; ved din Arms Magt skulle de tie som en Steen, indtil dit Folk, Herre, kommer over, til det Folk kommer over, som du haver forhvervet. 17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt. 18 Herren skal regjere evindelig og altid. 19 Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet. 20 Og Maria, den Prophetinde, Arons Søster, tog en Tromme i sin Haand; og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands. 21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er høit ophøiet; han nedstyrtede Hesten og den, som red derpaa, i Havet.
  • Dom 5:1-9 : 1 Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: 2 Lover Herren, fordi der er hart holdt Hevn i Israel, der Folket var velvilligt dertil. 3 Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg, jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg synge (Lov). 4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand. 5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt. 6 I Samgars, Anaths Søns, Dage, udi Jaels Dage ophørte Stierne; og de, som skulde gaae paa (banede) Veie, gik paa krogede Stier. 7 Der fattedes Landsbyer i Israel, de fattedes, indtil jeg, Debora, kom op, indtil jeg opkom, en Moder i Israel. 8 Det udvalgte nye Guder; da var Krig i Portene; der blev ikke seet Skjold eller Spyd iblandt fyrretyve Tusinde i Israel. 9 Mit Hjerte (har Lyst) til Israels Lovgivere, de, som beviste sig velvillige iblandt Folket; lover Herren! 10 I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde i Dom, og I, som gaae paa Veien, taler frit, 11 for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene. 12 Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, siig en Sang! gjør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne, du Abinoams Søn! 13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige. 14 Af Ephraim var deres Rod imod Amalek, efter dig, Benjamin, med dine Folk; af Machir ere nedstegne Høvdinger, og af Sebulon ere de, som drage ved Skrivefjederen. 15 Ogsaa vare Fyrster af Isaschar med Debora, og Isaschar var som Barak, i Dalen udsendt efter ham; over Rubens Fraskillelser ere Hjertets Betænkninger store. 16 Hvorfor blev du imellem tvende Faarestier, at høre Hjordenes Hvislen? idet Ruben blev i sine Fraskillelser, vare der store Randsagninger i Hjertet. 17 Gilead boede paa hiin Side Jordanen; og hvorfor flyede Dan til Skibs? Aser blev ved Havets Havn og boede ved sine Bugter. 18 Sebulon var et Folk, som overgav sit Liv til Døden, iligemaade Naphthali paa de høie Steder i Marken. 19 Kongerne kom, de strede; da strede Canaans Konger udi Thaanach ved Megiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. 20 Af Himmelen stredes (imod dem); Stjernerne i deres høie Veie strede mod Sisera. 21 Den Bæk Kison bortfeiede dem, de Gamles Bæk, den Bæk Kison; træd, min Sjæl, paa Styrke. 22 Da bleve Hestens Hover forslidte ved Renden, ved dens stærke (Rytteres) Renden. 23 Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander heftig dens Indbyggere, fordi de kom ikke Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de Vældige. 24 Velsignes skal Jael, Hebers, den Keniters, Hustru, fremfor Qvinderne; velsignes skal hun fremfor Qvinderne i (noget) Paulun. 25 Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal. 26 Hendes (venstre) Haand rakte sig ud efter Sømmet, og hendes høire Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved, og saarede og igjennemstak hans Tinding. 27 Imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt, laae; imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt; der, hvor han bøide sig, der faldt han (og) var fordærvet. 28 Siseræ Moder saae ud af Vinduet og skreg overlydt igjennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn at komme? hvi blive hans Vognhjul tilbage? 29 (Hver af) de Vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: 30 Skulde de ikke finde, ja uddele Bytte? een Pige (eller) to Piger for (hver) Mand overhovedet, brogede (Klæder) til Bytte for Sisera, brogede stukkede (Klæder) til Bytte, brogede (Klæder), som ere stukkede paa begge Sider om Halsen, til Bytte? 31 Saa skulle, Herre, alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være, ligesom Solen udgaaer i sin Kraft. Og Landet hvilede fyrretyve Aar.
  • 1 Sam 2:1-9 : 1 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed. 2 Der er Ingen hellig som Herren; thi der er Ingen foruden dig, og ingen Klippe som vor Gud. 3 Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette? 4 De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke. 5 De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig. 6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen). 7 Herren er den, som gjør fattig og gjør rig, som nedtrykker, (ja) og den, som ophøier, 8 som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem. 9 Han skal bevare sine Frommes Fødder, men Ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved (sin) Kraft. 10 De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.
  • Apg 13:36 : 36 Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;
  • Hebr 3:5 : 5 Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;
  • Sal 116:1-6 : 1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer. 2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage. 3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig). 4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl. 5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.