1 Krønikebok 16:43
Saa drog alt Folket hen, hver til sit Huus, og David vendte om for at velsigne sit Huus.
Saa drog alt Folket hen, hver til sit Huus, og David vendte om for at velsigne sit Huus.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferet, da velsignede han Folket i Herrens Navn.
53Og hver gik til sit Huus.
20Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
66Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Pauluner og vel (tilmode) i Hjertet over alt det Gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.
12Og det blev Kong David tilkjendegivet, idet der sagdes: Herren har velsignet Obed-Edoms Huus og alt det, han haver, for Guds Arks Skyld; da gik David bort og førte Guds Ark op fra Obed-Edoms Huus til Davids Stad med Glæde.
18Der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferne, da velsignede han Folket i Herrens Zebaoths Navn.
19Og han uddeelte til alt Folket, til al Israels Mangfoldighed, baade Mand og Qvinde, til hver en Brødkage og et godt Stykke (Kjød) og en Flaske (Viin); saa gik alt Folket bort, hver til sit Huus.
20Der David kom tilbage til at velsigne sit Huus, da gik Michal, Sauls Datter, ud imod David og sagde: Hvor æret var Israels Konge idag, som blottede sig idag for sine Tjeneres Tjenestepigers Øine, ligesom en af løse (Folk) ubluelig blotter sig!
14Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
3Derhos førte David sine Mænd op, som vare hos ham, hver med sit Huus, og de boede i Hebrons Stæder.
39Og alt Folket var draget over Jordanen, og Kongen var dragen over, og Kongen kyssede Barsillai og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted.
15Og David gik hen og kom tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaaqvæg i Bethlehem.
14Og Kongen kom ind, og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederqvægedes der.
42Ja med dem vare Heman og Jeduthun for dem, som lode sig høre med Basuner og Cymbler og med Guds Sangs Instrumenter; men Jeduthuns Sønner vare ved Porten.
16Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
13Og David vilde ikke bortføre Arken til sig i Davids Stad; men han lod den føre hen til Obed-Edoms, den Githiters, Huus.
14Og Guds Ark blev hos Obed-Edoms Huus, i hans Huus, i tre Maaneder, og Herren velsignede Obed-Edoms Huus og alt det, han havde.
12Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.
13Da sagde David til sine Mænd: Ombinder hver sit Sværd, og de ombandt hver sit Sværd; og David ombandt ogsaa sit Sværd; og der droge op efter David ved fire hundrede Mænd, men to hundrede bleve hos Tøiet.
15Saa kom Kongen tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage mod Kongen, at de vilde føre Kongen over Jordanen.
21Der David kom til de to hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaae efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham; og David gik frem til Folket og hilsede dem.
28Og de kom til Jerusalem med Psaltere og med Harper og med Basuner, til Herrens Huus.
25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
3Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
16Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
36Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! og alt Folket sagde Amen og lovede Herren.
37Saa lod han der foran Herrens Pagtes Ark Asaph og hans Brødre til at tjene idelig foran Arken, til (hver) Dags Gjerning paa sin Dag.
17Og Kongen gik ud, og alt Folket efter ham, og de bleve staaende langt borte fra Huset.
24Saa vandrede Israels Børn derfra paa den samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slægt; og de udgik derfra, hver til sin Arv.
16Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn; Israel, (drag) til dine Pauluner! see nu til dit Huus, o David! Saa gik Israel til sine Pauluner.
1Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Huus det hørte, da kom, de derhen ned til ham.
25Saa skede det, at David og Israels Ældste og de Øverste over Tusinde gik hen til at ophente Herrens Pagtes Art af Obed-Edoms Huus med Glæde.
22Da stod David op, og alt Folket, som var hos ham, og gik over Jordanen, indtil det blev lys Morgen, indtil der fattedes ikke Een, som jo var gaaen over Jordanen.
9Og Folket var glad, at de gave frivilligen, thi de gave Herren af et retskaffent Hjerte, frivilligen; og Kong David glædede sig ogsaa med en stor Glæde.
10Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
25Thi David havde sagt: Herren, Israels Gud, haver skaffet sit Folk Rolighed, og det skal boe i Jerusalem Indtil evig (Tid).
15Saa førte David og alt Israels Huus Herrens Ark op med Frydeskrig og med Basunlyd.
9Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred; og han gjorde sig rede og gik til Hebron.
1Men Josaphat, Judæ Konge, kom tilbage til sit Huus med Fred til Jerusalem.
3Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom Alting vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive med Fred.
2Og Folket velsignede alle de Mænd, som vare villige til at boe i Jerusalem.
24Men Kongen sagde: Lad ham vende sig til sit Huus og ikke see mit Ansigt; saa vendte Absalom sig til sit Huus og saae ikke Kongens Ansigt.
10Men paa den tre og tyvende Dag i den syvende Maaned lod han Folket fare til deres Pauluner, glade og ved et godt Mod over det Gode, som Herren havde gjort David og Salomo og Israel, sit Folk.
20Da stod David op fra Jorden, og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder, og gik ind i Herrens Huus og tilbad; og der han kom til sit Huus, da begjærede han (Mad), og de satte Brød for ham, og han aad.
2Og David sagde til al Israels Forsamling: Dersom det (synes) godt for eder, og det er af Herren vor Gud, saa lader os allevegne sende til vore Brødre, de Overblevne i alle Israels Lande, og med dem til Præsterne og Leviterne i Stæderne (og) deres Forstæder, at de blive forsamlede til os.
1Og han gjorde sig Huse i Davids Stad, og beredte et Sted til Guds Ark, og udslog et Paulun til den.
22Og David sagde til Ithai: (Saa) kom og gak over; saa gik Ithai, den Githiter, over, og alle hans Mænd og alle de smaae Børn, som vare med ham.