1 Kongebok 8:66
Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Pauluner og vel (tilmode) i Hjertet over alt det Gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.
Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Pauluner og vel (tilmode) i Hjertet over alt det Gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og Salomo holdt paa den samme Tid en Høitid syv Dage, og al Israel med ham, en saare stor Forsamling, fra man kommer fra Hamath indtil Ægypti Bæk.
9 Og paa den ottende Dag holdt de en Forbudsdag; thi de holdt Alterets Indvielse syv Dage og Høitiden syv Dage.
10 Men paa den tre og tyvende Dag i den syvende Maaned lod han Folket fare til deres Pauluner, glade og ved et godt Mod over det Gode, som Herren havde gjort David og Salomo og Israel, sit Folk.
11 Saa fuldendte Salomo Herrens Huus og Kongens Huus; og alt det, som var kommet i Salomos Hjerte at gjøre i Herrens Huus og i sit Huus, det fik han Lykke til.
65 Og Salomo holdt paa den samme Tid Høitiden, og al Israel med ham, en stor Forsamling, fra der, hvor man kommer fra Hemath, indtil Ægypti Bæk, for Herrens vor Guds Ansigt i syv Dage, og (atter) i syv Dage, (det var) fjorten Dage.
14 Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
43 Saa drog alt Folket hen, hver til sit Huus, og David vendte om for at velsigne sit Huus.
55 Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:
56 Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
8 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
3 Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
62 Og Kongen og al Israel med ham, de offrede Offer for Herrens Ansigt.
63 Og Salomo offrede Takoffers Offer, som han offrede til Herren, to og tyve tusinde Øxne og hundrede og tyve tusinde Faar; saa indviede de Herrens Huus, Kongen og alle Israels Børn.
9 Og Folket var glad, at de gave frivilligen, thi de gave Herren af et retskaffent Hjerte, frivilligen; og Kong David glædede sig ogsaa med en stor Glæde.
10 Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
9 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
2 Og der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferet, da velsignede han Folket i Herrens Navn.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn; Israel, (drag) til dine Pauluner! see nu til dit Huus, o David! Saa gik Israel til sine Pauluner.
26 Og der var en stor Glæde i Jerusalem; thi fra Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Dage af var ikke skeet Saadant i Jerusalem.
7 Og det skede, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være Herren idag, som har givet David en viis Søn over dette meget Folk!
47 Og Kongens Tjenere kom ogsaa for at velsigne vor Herre, Kong David, og sagde: Din Gud gjøre Salomos Navn bedre end dit Navn, og gjøre hans Throne større end din Throne! og Kongen nedbøiede sig paa Sengen.
48 Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
8 Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.
2 Og alle Israels Mænd samledes til Kong Salomo i Ethanim Maaned paa Høitiden, det er den syvende Maaned.
18 Der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferne, da velsignede han Folket i Herrens Zebaoths Navn.
19 Og han uddeelte til alt Folket, til al Israels Mangfoldighed, baade Mand og Qvinde, til hver en Brødkage og et godt Stykke (Kjød) og en Flaske (Viin); saa gik alt Folket bort, hver til sit Huus.
39 Og alt Folket var draget over Jordanen, og Kongen var dragen over, og Kongen kyssede Barsillai og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted.
22 Og de aade og drak for Herrens Ansigt paa den samme Dag med stor Glæde, og gjorde anden Gang Salomo, Davids Søn, til Konge, og salvede (ham) Herren til en Fyrste, og Zadok til Præst.
23 Saa sad Salomo paa Herrens Throne til at være Konge i sin Faders Davids Sted, og blev lykkelig, og al Israel var ham lydig.
40 Og alt Folket drog op efter ham, og Folket pibede med Piber og glædede sig med en stor Glæde, saa at Jorden revnede af deres Skrig.
12 Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
15 Saa var David Konge over al Israel, og David gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
17 Og Kongen gik ud, og alt Folket efter ham, og de bleve staaende langt borte fra Huset.
23 Da den ganske Forsamling havde raadført sig om at holde andre syv Dage, da holdt de (endnu) syv Dage med Glæde.
16 Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
4 Og Kongen og alt Folket, de offrede Slagtoffer for Herrens Ansigt.
12 Og det blev Kong David tilkjendegivet, idet der sagdes: Herren har velsignet Obed-Edoms Huus og alt det, han haver, for Guds Arks Skyld; da gik David bort og førte Guds Ark op fra Obed-Edoms Huus til Davids Stad med Glæde.
36 Der alt Folket forstod det, da (syntes) det godt for deres Øine, ligesom Alt, hvad Kongen gjorde, (syntes) godt for alt Folkets Øine.
8 af deres Børn, som vare overblevne efter dem i Landet, som Israels Børn ikke havde udryddet, dem optegnede da Salomo til (at være) skatskyldige indtil denne Dag.
1 Og det skede, der tyve Aar vare tilende, i hvilke Salomo byggede Herrens Huus og sit Huus,
2 Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøiet for hans Folks Israels Skyld.
11 Ogsaa dem helligede Kong David for Herren tilligemed det Sølv og det Guld, som han helligede af alle de Hedninger, som han undertvang,
8 Og Salomo sagde til Gud: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod David, min Fader, og gjort mig til Konge i hans Sted.
28 Og han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære, og Salomo, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1 Der David var gammel og mæt af Dage, da gjorde han Salomo, sin Søn, til Konge over Israel.
22 Og de holdt de usyrede (Brøds) Høitid i syv Dage med Glæde; thi Herren havde glædet dem og omvendt Kongen af Assyriens Hjerte til dem, til at styrke deres Hænder i Guds, (ja) Israels Guds, Huses Gjerning.