Hebreerbrevet 2:13
Og atter: Jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: See, her er jeg og de Børn, som Gud haver givet mig.
Og atter: Jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: See, her er jeg og de Børn, som Gud haver givet mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
12sigende: Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, jeg vil lovsynge dig midt i Menigheden.
17Og jeg vil bie efter Herren, ham, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Huus, og jeg vil forvente ham.
18See, (her er) jeg og de Børn, som Herren har givet mig, til Tegn og underlige Ting i Israel fra den Herre Zebaoth, som boer paa Zions Bjerg.
14Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, paa det at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,
15og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
16Thi ingensteds antager han sig Englene, men Abrahams Afkom antager han sig.
33som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.
34Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.
5Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
6saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
14Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
22Frels mig af Lovens Mund, og bønhør (og red) mig fra Eenhjørningers Horn.
23Jeg vil fortælle dit Navn for mine Brødre; midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
26I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
3Og han skal staae og føde (sin Hjord) i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og de skulle blive ved, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender.
13Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, og jeg vil ikke lade min Miskundhed vige fra ham, saasom jeg lod den vige fra ham, som var før dig.
26Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
7Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
20Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod førte op fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesum,
23Thi idet han seer sine Børn, mine Hænders Gjerning, midt iblandt sig, da skulle de helliggjøre mit Navn, og de skulle helliggjøre Jakobs Hellige, og forfærdes for Israels Gud.
6men Christus (er tro) som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Ros.
19Og jeg, jeg sagde: Hvorledes vil jeg forskaffe dig Børn og give dig et ønskeligt Land, en deilig Arv, som er Hedningernes Hæres? og jeg sagde: Min Fader skal du kalde mig, og ikke vende dig tilbage fra mig.
2See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
8Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
15See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
28Og nu, (mine) Børn! bliver i ham, at, naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskjæmmede af ham i hans Tilkommelse.
19Mine Børnlille, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Dannelse i Eder!
11I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
13Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
3See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
15Men (herom) vidner ogsaa den Hellig-Aand for os; thi efter først at have sagt:
26Og jeg vil sætte hans Haand paa Havet, og hans høire Haand paa Floderne.
27Han, han skal paakalde mig, (sigende:) Du er min Fader, min Gud og min Saligheds Klippe.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
2hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
9saa sagde han: See, jeg kommer for at gjøre, Gud! din Villie. Han ophæver det Første for at sætte det Andet.
8Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
9Derfor maa jeg endnu trætte med eder, siger Herren, og med eders Børnebørn maa jeg trætte.
2Hører, I Himle! og du Jord, mærk! thi Herren haver talet: Jeg haver opdraget Børn og ophøiet (dem), men de, de have gjort Overtrædelse Mod mig.
23Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;
28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
2idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesum, hvilken istedet for den Glæde, han havde for sig, led taalmodigen Korset, idet han foragtede Forhaanelsen, og sidder nu ved høire Side af Guds Throne.
27Men dette "endnu eengang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det at de, der ikke bevæges, skulle blive ved.
30Thi vi kjende den, som haver sagt: Mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.