Hebreerbrevet 2:16
Thi ingensteds antager han sig Englene, men Abrahams Afkom antager han sig.
Thi ingensteds antager han sig Englene, men Abrahams Afkom antager han sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud, til at forsone Folkets Synder.
18 Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
13 Og atter: Jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: See, her er jeg og de Børn, som Gud haver givet mig.
14 Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, paa det at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,
15 og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
4 og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6 Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
7 Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
9 Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11 Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6 hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig;
7 men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker lig;
6 men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
55 — som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
15 Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
14 Efterdi vi derfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen igjennem Himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.
15 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lighed (med os, dog) uden Synd.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
17 Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
8 lærte, omendskjøndt han var Søn, dog Lydighed af det, han led;
20 Og saavidt det ikke skede uden Ed,
9 Og, at jeg saa skal sige, endog Levi, som tager Tiende, haver ved Abraham givet Tiende;
10 thi han var endnu i Faderens Lænd, der Melchisedek gik denne imøde.
3 (han er) uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, haver hverken Dages Begyndelse eller Livs Ende, men lignet med Guds Søn bliver han Præst for stedse.
4 Betragter dog, hvor stor denne er, hvem Patriarchen Abraham endog gav Tiende af Byttet.
13 Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
14 Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
1 Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christum Jesum,
19 Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, — indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte — og betjent af Engle, ved en Midlers Haand.
4 Dersom han altsaa var paa Jorden, da var han ikke Præst, efterdi der ere Præster, som frembære Gaverne efter Loven,
29 Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
26 Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som er hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøiet over Himlene,
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
3 om hans Søn, — som er født af Davids Æt efter Kjødet,
22 saa er Jesus bleven en saa meget bedre Pagts Borgen.
22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.
15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
18 Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.