Jeremia 15:16
Dine Ord ere fundne, og jeg haver ædet dem, og dit Ord var mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde; thi jeg er kaldet efter dit Navn, Herre, Gud Zebaoth!
Dine Ord ere fundne, og jeg haver ædet dem, og dit Ord var mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde; thi jeg er kaldet efter dit Navn, Herre, Gud Zebaoth!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
162 Jeg glædede mig over dit Ord, som den, der finder et stort Bytte.
103 Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
14 Herre! læg mig, saa læges jeg, frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Roes.
15 See, de, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? Kjære, lad det komme.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
9 Og Herren udrakte sin Haand og rørte ved min Mund, og Herren sagde til mig: See, jeg haver lagt mine Ord i din Mund.
50 Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
131 Jeg oplod min Mund og higede (efter dit Ord), thi jeg haver Begjærlighed til dine Bud.
56 Dette skede mig, fordi jeg holdt dine Befalinger.
57 Jeg sagde: Herren er min Deel, jeg vil holde dine Ord.
8 Thi naar jeg taler, maa jeg skrige (og) raabe om Vold og Ødelæggelse; thi Herrens Ord er blevet mig til Forhaanelse og Haanhed den ganske Dag.
9 Og jeg sagde: Jeg vil ikke komme ham ihu, og ei tale ydermere i hans Navn, men det var i mit Hjerte, som en brændende Ild (havde været) indelukket i mine Been; og jeg søgte med Møie at fordrage det, men jeg kunde ikke.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg og ikke afvegen, jeg gjemte hans Munds Tale mere end min Viis.
16 Jeg vil forlyste mig i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
9 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre, og (som) en Udlænding for min Moders Børn.
14 Derfor, saa sagde Herren, den Zebaoths Gud: Efterdi I sige dette Ord, see, da gjør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.
18 Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
14 da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare over de høie (Stæder) paa Jorden, og lade dig æde Jakobs, din Faders, Arv; thi Herrens Mund haver talet det.
5 Hører Herrens Ord, I, som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre, som eder hade, som skille eder (fra sig) for mit Navns Skyld, sagde: Lad Herren bevise sig herlig! men han skal lade sig see eder til Glæde, og de skulle beskjæmmes.
16 Mon Maden ikke være afskaaren for vore Øine, (ja) Glæde og Fryd fra vor Guds Huus?
13 Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
174 Herre! jeg haver Begjærlighed til din Salighed, og din Lov er min (store) Lyst.
19 Og mit Brød, som jeg gav dig, (fiint) Meel og Olie og Honning, som jeg lod dig æde, lagde du og for deres Ansigter til en behagelig Lugt, og det skede (saa), siger den Herre Herre.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
8 Da skede Herrens Ord til mig og sagde:
14 Jeg glædede mig i dine Vidnesbyrds Vei, som over alt Gods.
5 Saaledes vil jeg love dig i mit Livs (Dage); jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
19 Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig, mine Præster og mine Ældste i Staden maatte opgive Aanden, da de søgte sig Brød, at de kunde vederqvæge deres Sjæl.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
140 Dit Ord er saare luttret, og din Tjener elsker det.
8 Da sagde jeg: See, jeg er kommen; i Bogens Rolle er skrevet om mig.
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
14 Og jeg vil (overflødeligen) vederqvæge Præsternes Sjæl med det Fede; og mit Folk, de skulle mættes med mit Gode, siger Herren.
10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud.
14 Og jeg skal findes af eder, siger Herren, og omvende eders Fængsel, og samle eder fra alle Hedningerne og fra alle Stederne, hvorhen jeg lod fordrive eder, siger Herren, og lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg lod bortføre eder.
2 Og jeg oplod min Mund, og han lod mig æde denne Rolle.
3 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! du skal bespise din Bug og fylde dine Indvolde med denne Rolle, som jeg giver dig; og jeg aad, og den var sød i min Mund som Honning.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
143 Angest og Trængsel rammede mig, (men) dine Bud vare min store Lyst.
11 Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
47 Og jeg vil forlyste mig i dine Bud, hvilke jeg elsker.
4 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
15 derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.