Malaki 2:6
Sandheds Lov var i hans Mund, og der blev ikke Uret funden i hans Læber; han vandrede med mig fredsommeligen og i Oprigtighed, og omvendte Mange fra Misgjerning.
Sandheds Lov var i hans Mund, og der blev ikke Uret funden i hans Læber; han vandrede med mig fredsommeligen og i Oprigtighed, og omvendte Mange fra Misgjerning.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Thi min Pagt var med ham, (ja) Livets og Fredens (Pagt), og jeg gav ham dem til Frygt, at han skulde frygte mig; og han, han var forskrækket for mit Navns Skyld.
7 Thi en Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og de skulle søge Lov af hans Mund; thi han er den Herre Zebaoths Engel.
8 Men I ere afvegne af Veien, I gjorde, at Mange stødte an imod Loven; I have fordærvet den Levi Pagt, sagde den Herre Zebaoth.
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.
7 Thi min Gane skal tale (grundeligen) om Sandhed, og Ugudelighed (skal være) en Vederstyggelighed for mine Læber.
8 Alle mine Munds Taler ere i Retfærdighed, der er intet Fortrædeligt eller Forvendt i dem.
2 Den, som vandrer fuldkommen og gjør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte,
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen, (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
22 han, som ikke haver gjort Synd, der blev og ikke funden Svig i hans Mund,
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
30 En Retfærdigs Mund skal tale om Viisdom, og hans Tunge skal tale Ret.
31 Hans Guds Lov er i hans Hjerte, hans Trin skulle ikke glide.
14 Og Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staaer langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten kan ikke gaae (der) ind.
15 Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det Onde, bliver berøvet; og Herren saae det, og det var ondt for hans Øine, at der er ingen Ret.
6 Ved Miskundhed og Sandhed forsones Misgjerning, og ved Herrens Frygt viger man fra det Onde.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
15 Den, som vandrer i Retfærdigheder, og som taler Oprigtigheder, den, som foragter den Vinding, (der kommer) af (Andres) Fortrykkelser, den, som ryster sine Hænder fra at beholde Skjenk, den, som stopper sit Øre fra at høre Blodskyld, og som lukker sine Øine fra at see paa det Onde,
16 Disse ere de Ting, som I skulle gjøre: Taler Sandhed, hver med sin Næste, dømmer Sandhed og Freds Dom i eders Porte.
10 Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
29 Kjære, omvender eder, lader Uretfærdighed ikke være (hos eder), ja, omvender eder, endnu (skal) min Retfærdighed (kjendes) i den (Sag).
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde forstaae, (hvad) Ondskaber (ere)?
13 Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde.
20 Jeg gjør, at (Folk) vandre paa Retfærdigheds Vei, (ja) midt paa Rettens Stier,
22 Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed, men de, som handle troligen, ere ham en Velbehagelighed.
5 Og naar Nogen er retfærdig og gjør Ret og Retfærdighed, —
9 Jeg er reen, foruden Overtrædelse, jeg er uskyldig, og (der er) ingen Misgjerning hos mig.
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
6 Mine Øine (see) efter de Trofaste i Landet, at de skulle boe hos mig; den, som vandrer paa en fuldkommen Vei, han skal tjene mig.
7 Den skal ikke blive inden i mit Huus, som gjør Svig; den, som taler Løgn, skal ikke befæstes for mine Øine.
3 ja de, som ikke gjøre Uretfærdighed, som vandre paa hans Veie.
5 Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte, ogsaa skal Trofasthed være hans Hofters Bælte.
13 Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
10 Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
7 Den Retfærdiges Sti er (ganske) jævn; du skal veie den Retfærdiges Vei retteligen.
5 Den retfærdige Herre er midt i den, han skal ikke gjøre Uret; hver Morgen lader han sin Ret komme for Lyset, det fattes ikke (derpaa), men en Uretfærdig veed ikke at skamme sig.
8 Herren er god og oprigtig; derfor underviser han Syndere paa Veien.
8 Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
9 da skal du forstaae Retfærdighed og Ret og Oprigtigheder (og) al god Vei.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
3 Thi din Miskundhed er for mine Øine, og jeg vandrer i din Sandhed.
9 Den, som vandrer i Fuldkommenhed, skal vandre tryggeligen, men den, som forvender sine Veie, skal kjendes.
4 Og du, dersom du vandrer for mit Ansigt, ligesom David, din Fader, vandrede, med et fuldkomment Hjerte og med Oprigtighed, til at gjøre efter alt det, som jeg haver budet dig, og du holder mine Skikke og mine Rette,