Salmenes bok 4:3
I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære være til Skjændsel? (hvor længe) ville I elske Forfængelighed (og) søge Løgn? Sela.
I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære være til Skjændsel? (hvor længe) ville I elske Forfængelighed (og) søge Løgn? Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
4 Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.
5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
6 Derfor skal hver Hellig bede til dig til den Tid, (naar du) findes; ja, naar der komme store Vandskyl, skulle de ikke naae til ham.
9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
3 Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig vil jeg bede.
2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
15 Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
4 Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
4 Misgjerningers Handeler ere blevne mig for stærke; vore Overtrædelser, dem ville du forsone!
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
29 Herren er langt fra de Ugudelige, men hører de Retfærdiges Bøn.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
12 Thi Herrens Øine ere over de Retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
4 Herre! gjør vel imod de Gode og imod dem, som ere oprigtige i deres Hjerter.
15 Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød; jeg vil frie ham og herliggjøre ham.
6 De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
6 Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn opreise Bannere; Herren skal opfylde alle dine Begjæringer.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
3 Hvo skal opgaae paa Herrens Bjerg, og hvo skal staae paa hans hellige Sted?
4 Den, som haver uskyldige Hænder og er reen af Hjertet, som ikke haver taget sin Sjæl forfængelig (i sin Mund) og ei svoret svigelig.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
6 Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
1 Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.
3 (men) til de Hellige, de, som ere paa Jorden, og til de Herlige, til hvilke al min Lyst er.